Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/239

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
225
1242. Islandſke Begivenheder; anſeede Mænd.

ſæregent ſom dette. Sturla Sighvatsſøn efterlod en Søn, ved Navn Jon, ſamt et Par Døtre, men alle disſe Syſkende ſaavel ſom Moderen Solveig Sæmundsdatter opholdt ſig allerede paa andet eller tredie Aar udenlands[1]. Urøkja Snorresſøn levede vel, ſom det allerede er nævnt, til 1245, men ikke paa Island; her havde han udſpilt ſin Rolle, da han ved Gisſurs Forræderi 1242 blev tagen til Fange og ført til Norge, ſom han ej fik Lov til at forlade. Den eneſte mere anſeede Islænding, der nu kunde ſiges at repræſentere Snorre Sturlasſøns Linje, var Einar, Søn af Thorvald i Vatnsfjord og den letfærdige Thordis, Snorres Datter. Men han var fød i 1227, Aaret for hans Fader blev indebrændt[2], og ſaaledes paa denne Tid endnu kun 15 Aar gammel.

Det var i den veſtre Deel af Veſtfjordene, mellem Borgarfjorden og Hvammsfjorden, at Thord Sturlasſøns Linje havde ſit fornemſte Tilhold. Stad, hvor Bødvar Thordsſøn boede, laa paa Snæfellsnes. Einar Thorvaldsſøns Ættegaard var, ſom vi vide, Vatnsfjord i Iſafjorden i den nordveſtlige Deel af Landet, og han optraadte derfor ſiden ſom et Slags Høvding for Isfjordingerne. Den anden mægtige Ætt paa den Kant, Eyre-Ætten i Arnarfjorden, eller Ravn Sveinbjørnsſøns Ætt, repræſenteredes af hans Datter Steinuns og hendes i Aaret 1234 af Urøkja dræbte Mands, den kjække Odd Olesſøns, Søn, Ravn, fød 1225, og opkaldt efter Morfaderen. Ravn var endnu kun en 16aarig Yngling, men blev ſiden efter en af de mægtigſte Mænd paa Øen. Han boede nu med ſin Moder paa Eyre, og havde en ikke ringe Støtte i ſin Svoger, Svarthøvde Dugfusſøn, der tilligemed ſine Brødre Bjørn Drumb, Bjørn Køgil og Kolbein Gran havde været ivrige Tilhængere af Sturla Sighvatsſøn, og kæmpet tappert paa hans Side ved Ørlygsſtad. De ſkulde, ſom ovenfor nævnt, have forladt Island efter Forliget til Hvitaa-Bru, men Skibet, hvorpaa de vilde begive ſig til Norge, blev af Storm drevet tilbage til Island, ſaa at der ikke blev noget af deres Udenlandsrejſe. Endnu en tro og formaaende Tilhænger af Sturlungepartiet paa de Kanter var den gamle Giſle Markusſøn i Bø paa Raudaſand, gift med en Datterdatter af Hvamm-Sturla og ſaaledes nøje beſvogret med Sturlungerne; han var den gjeveſte Bonde veſtenfor Arnarfjorden, og havde al ſin Tid troligen fulgt førſt Sighvat, ſiden Sturla. Det var Giſle, derefter ſin Svoger Eyvind Preſts Raad havde dennes unge Søn Kolbein i Tankerne, da han efter Kolbein unges Befaling tilligemed de øvrige Bøn-

  1. Jon rejſte 1239, Solveig og Døtrene 1240, Sturlunga Saga VI. 25.
  2. Sturlunga Saga V. I. jvfr. ovenfor III. S. 858.