Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/237

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
223
1242. Partiernes Stilling paa Island.

Sighvats forrige Hovedgaard, Grund, af hans Enke Halldora og hendes yngſte Søn Tume imod Gaarden Thema i Skagafjorden, hvor de nu maatte tage deres Bolig; han frygtede nemlig for at lade dem vedblive at bo i Eyjafjorden, blandt deres gamle Venner, men troede at være ſikret mod enhver Fare, naar han havde dem i Skagafjorden, under ſin egen Opſigt, og omringede af Fiender, hvis Øjne vogtede paa dem. Med tilſyneladende Ædelmodighed overlod han igjen Grund til Sigrid, Sighvats Datter, og hendes Mand Styrme, ſigende at det ſømmede ſig bedſt at de indtoge hendes Faders Plads, men Sagen var egentlig den, at han nødig vilde have dem boende paa Bjarnaſtadalid, hvor de før havde holdt til, da de her bekvemt kunde udſpejde hans Skridt og give hans Fiender hemmelig Underretning derom; paa Grund derimod var dette vanſkeligere. Flytningen var dem intet mindre end behagelig, da de nu engang vare faſt boſatte paa deres forrige Gaard, men her nyttede ingen Modſigelſe, og de maatte rippe op[1]. Lignende Uretfærdigheder og Undertrykkelſer have vel og været begaaede mod mange Andre, om hvilke Sagaen ej taler. Alle de Under-tryktes og fornemmelig det forrige Sturlungepartis Haab hvilede nu paa Thord Sighvatsſøn Kakale, den ældſte og dygtigſte af Sighvat Sturlasſøns tvende endnu levende Sønner. Men han opholdt ſig endnu nødtvungen i Norge, da Kong Haakon hidtil ikke havde tilladt ham at rejſe. Den Politik, ſom vi allerede tidligere have ſeet Kong Haakon lejlighedsviis følge, ſaa vidt muligt ſtedſe at holde een eller flere af de mægtigſte islandſke Høvdinger tilbage hos ſig i Norge, deels ſom et Slags Gisſel for hans eget Parti, deels og ſom et Slags Skræmſel for Modpartiet, idet han da til enhver Tid kunde true med at ſlippe ham løs imod det — denne Politik ſynes Haakon allerede nu at have bragt i Syſtem. Klog var den viſtnok, men ganſke ærlig eller hæderlig kan man ikke kalde den, og den kan alene finde ſin Undſkyldning, om ikke ſit Forſvar, deri at den virkelig bidrog til at hindre de Blodsudgydelſer, der altid vare en nødvendig Følge af at tvende omtrent lige mægtige Partihøvdinger fejdede mod hinanden; ligeſom man heller ikke maa glemme, at den Betragtningsmaade af Landets Underkaſtelſe under en ſterk Kongemagt, der kunde ſtandſe Anarchiet og holde de overmægtige Partihøvdinger i Tømme, at den ikke var et Onde, men tvert imod Landets eneſte Redning, allerede ſynes at have vundet megen Indgang hos de mere Velſindede og Fredelſkende i Landet. Kong Haakons vel bekjendte Retſindighed og elſkværdige Perſonlighed kunde ogſaa umuligt andet end ſtemme alle brave Islæn-

  1. Sturlunga Saga VII. 2.