Sighvats forrige Hovedgaard, Grund, af hans Enke Halldora og hendes yngste Søn Tume imod Gaarden Thema i Skagafjorden, hvor de nu maatte tage deres Bolig; han frygtede nemlig for at lade dem vedblive at bo i Eyjafjorden, blandt deres gamle Venner, men troede at være sikret mod enhver Fare, naar han havde dem i Skagafjorden, under sin egen Opsigt, og omringede af Fiender, hvis Øjne vogtede paa dem. Med tilsyneladende Ædelmodighed overlod han igjen Grund til Sigrid, Sighvats Datter, og hendes Mand Styrme, sigende at det sømmede sig bedst at de indtoge hendes Faders Plads, men Sagen var egentlig den, at han nødig vilde have dem boende paa Bjarnastadalid, hvor de før havde holdt til, da de her bekvemt kunde udspejde hans Skridt og give hans Fiender hemmelig Underretning derom; paa Grund derimod var dette vanskeligere. Flytningen var dem intet mindre end behagelig, da de nu engang vare fast bosatte paa deres forrige Gaard, men her nyttede ingen Modsigelse, og de maatte rippe op[1]. Lignende Uretfærdigheder og Undertrykkelser have vel og været begaaede mod mange Andre, om hvilke Sagaen ej taler. Alle de Under-tryktes og fornemmelig det forrige Sturlungepartis Haab hvilede nu paa Thord Sighvatssøn Kakale, den ældste og dygtigste af Sighvat Sturlassøns tvende endnu levende Sønner. Men han opholdt sig endnu nødtvungen i Norge, da Kong Haakon hidtil ikke havde tilladt ham at rejse. Den Politik, som vi allerede tidligere have seet Kong Haakon lejlighedsviis følge, saa vidt muligt stedse at holde een eller flere af de mægtigste islandske Høvdinger tilbage hos sig i Norge, deels som et Slags Gissel for hans eget Parti, deels og som et Slags Skræmsel for Modpartiet, idet han da til enhver Tid kunde true med at slippe ham løs imod det – denne Politik synes Haakon allerede nu at have bragt i System. Klog var den vistnok, men ganske ærlig eller hæderlig kan man ikke kalde den, og den kan alene finde sin Undskyldning, om ikke sit Forsvar, deri at den virkelig bidrog til at hindre de Blodsudgydelser, der altid vare en nødvendig Følge af at tvende omtrent lige mægtige Partihøvdinger fejdede mod hinanden; ligesom man heller ikke maa glemme, at den Betragtningsmaade af Landets Underkastelse under en sterk Kongemagt, der kunde standse Anarchiet og holde de overmægtige Partihøvdinger i Tømme, at den ikke var et Onde, men tvert imod Landets eneste Redning, allerede synes at have vundet megen Indgang hos de mere Velsindede og Fredelskende i Landet. Kong Haakons vel bekjendte Retsindighed og elskværdige Personlighed kunde ogsaa umuligt andet end stemme alle brave Islæn-
- ↑ Sturlunga Saga VII. 2.
