Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/234

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
220
Haakon Haakonsſøn.

var nogen Hjelp hos Byrge Jarl at faa, henvendte Hertug Albrecht ſig til de brandenburgſke Markgrever, og ved deres Mellemkomſt udrettede han ſaa meget, at Dronning Margrete kom paa fri Fod, og vendte tilbage til Danmark. Strax efter fulgte Hertug Albrecht, hvilken hun fremdeles overlod Rigsſtyrelſen, og ſom hun endog, efter en Krønikes Udſagn, gjerne ſkal have villet faa til Mand[1]. Kongen forblev endnu i nogen Tid fangen, dog ej længer, ſom før, hos Hertugen af Sønderjylland, men derimod hos de nys nævnte brandenburgſke Markgrever, der modtoge ham ſom et Slags Pant for en ſtor Pengeſum, de havde til Gode hos Hertug Erik.

Saaledes vare Forholdene i Danmark, da der om Vintren, efter at Brylluppet havde ſtaaet mellem Kong Valdemar i Sverige og Jomfru Sophie, aftaltes en Sammenkomſt mellem Kong Haakon og Byrge Jarl, for at raadſlaa om hvad Skridt der var at gjøre for at faa de Ejendomme udleverede, der tilhørte begge de unge Dronninger, Syſtrene Ingeborg og Sophie. Efter al Rimelighed var det Byrge Jarl, der fra førſt af havde bragt denne Sag paa Bane, thi den Stilling, han nu havde indtaget lige over for den danſke Regjering, var mindre venſkabelig end forhen, og det ſynes ikke rimeligt, at Kong Haakon ſkulde have gjort det førſte Skridt til at ſikre ſig Byrge Jarls Medvirkning i et Anliggende ſom dette. Mødet ſkulde, ſom ſædvanligt, holdes ved Elven. Tidligt om Vaaren begav derfor Kong Haakon ſig tilligemed Kong Magnus, der havde tilbragt Julen hos ham, fra Bergen til Viken, medens begge Dronningerne bleve tilbage, da den unge Dronning befandt ſig i velſignede .Omſtændigheder. Men da Kongerne kom til Tunsberg, forefandt de her Sendebud fra Byrge Jarl, der meldte, at han formedelſt uforudſeede, men uopſættelige Forretninger, der krævede hans Nærværelſe andenſteds, ikke kunde indfinde ſig til Mødet, hvorimod han foreſlog, at han og Kong Haakon hver for ſig ſendte Mænd til Danmark, for at komme paa det Rene med, hvilke Ejendomme alle de fire Syſtre, ſaavel de gifte, Ingeborg og Sophie, ſom de ugifte, Agnes og Jutha, egentlig beſad, og for at høre hvad Udvej Dronning Margrete vilde gjøre til at lade hine faa hvad der tilkom dem, ſaa at et ordentligt Skifte kunde komme i Stand mellem de gifte og ugifte. Hvad der beſkjeftigede Byrge Jarl ſaa ſærdeles, ſiges ikke; uſandſynligt er det ej, at han udeblev ikke ſaa

    hvor uefterrettelig den er for denne tidligere Periode, thi ikke nok med at den lader Byrge Jarl raadſlaa med ſin Huſtru Ingeborg (der dog var død for flere Aar ſiden, om Frieriet, lader den endog Sophies Fader Kong Erik (Erik Valdemarsſøn, dræbt allerede 1250!) ſelv bortgive ſin Datter.

  1. Suhm, X. S. 455.