Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/234

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
220
Haakon Haakonssøn.

var nogen Hjelp hos Byrge Jarl at faa, henvendte Hertug Albrecht sig til de brandenburgske Markgrever, og ved deres Mellemkomst udrettede han saa meget, at Dronning Margrete kom paa fri Fod, og vendte tilbage til Danmark. Strax efter fulgte Hertug Albrecht, hvilken hun fremdeles overlod Rigsstyrelsen, og som hun endog, efter en Krønikes Udsagn, gjerne skal have villet faa til Mand[1]. Kongen forblev endnu i nogen Tid fangen, dog ej længer, som før, hos Hertugen af Sønderjylland, men derimod hos de nys nævnte brandenburgske Markgrever, der modtoge ham som et Slags Pant for en stor Pengesum, de havde til Gode hos Hertug Erik.

Saaledes vare Forholdene i Danmark, da der om Vintren, efter at Brylluppet havde staaet mellem Kong Valdemar i Sverige og Jomfru Sophie, aftaltes en Sammenkomst mellem Kong Haakon og Byrge Jarl, for at raadslaa om hvad Skridt der var at gjøre for at faa de Ejendomme udleverede, der tilhørte begge de unge Dronninger, Systrene Ingeborg og Sophie. Efter al Rimelighed var det Byrge Jarl, der fra først af havde bragt denne Sag paa Bane, thi den Stilling, han nu havde indtaget lige over for den danske Regjering, var mindre venskabelig end forhen, og det synes ikke rimeligt, at Kong Haakon skulde have gjort det første Skridt til at sikre sig Byrge Jarls Medvirkning i et Anliggende som dette. Mødet skulde, som sædvanligt, holdes ved Elven. Tidligt om Vaaren begav derfor Kong Haakon sig tilligemed Kong Magnus, der havde tilbragt Julen hos ham, fra Bergen til Viken, medens begge Dronningerne bleve tilbage, da den unge Dronning befandt sig i velsignede .Omstændigheder. Men da Kongerne kom til Tunsberg, forefandt de her Sendebud fra Byrge Jarl, der meldte, at han formedelst uforudseede, men uopsættelige Forretninger, der krævede hans Nærværelse andensteds, ikke kunde indfinde sig til Mødet, hvorimod han foreslog, at han og Kong Haakon hver for sig sendte Mænd til Danmark, for at komme paa det Rene med, hvilke Ejendomme alle de fire Systre, saavel de gifte, Ingeborg og Sophie, som de ugifte, Agnes og Jutha, egentlig besad, og for at høre hvad Udvej Dronning Margrete vilde gjøre til at lade hine faa hvad der tilkom dem, saa at et ordentligt Skifte kunde komme i Stand mellem de gifte og ugifte. Hvad der beskjeftigede Byrge Jarl saa særdeles, siges ikke; usandsynligt er det ej, at han udeblev ikke saa

    hvor uefterrettelig den er for denne tidligere Periode, thi ikke nok med at den lader Byrge Jarl raadslaa med sin Hustru Ingeborg (der dog var død for flere Aar siden, om Frieriet, lader den endog Sophies Fader Kong Erik (Erik Valdemarssøn, dræbt allerede 1250!) selv bortgive sin Datter.

  1. Suhm, X. S. 455.