gens og Kongens Bedste. Han havde, hvad man af de norske Gesandters ængstlige Iver for at undslippe ham maa slutte, haft til Hensigt at benytte sig af Lejligheden for at faa Jomfru Ingeborg, Kong Magnus’s bestemte Brud, i sin Magt, paa det at hun kunde egte hans Søn Kong Valdemar; da dette mislykkedes, bejlede han paa Valdemars Vegne til Sophie, Dronning Ingeborgs Syster. Sandsynligviis har han og under sit Ophold ved Kjøbenhavn plejet Underhandlinger om det af Erkebiskoppen ivrigt paadrevne Giftermaal mellem ham selv og Kong Abels efterladte Dronning Mechthild. Thi aldrig saa snart havde Erkebiskoppen erfaret sit Partis Sejr paa Lohede, førend han ilede til Nordborg paa Als, hvor Kong Erik og den ligeledes fangne Biskop af Slesvig vare bragte hen, fik Biskoppen, der hidtil havde nydt anstændig Behandling, sluttet i Jern, og opbød derpaa alle sine Overtalelsesgaver for at faa Dronning Mechthild til at overvinde de Betænkeligheder, hendes tidligere aflagte Kyskhedsløfte vakte hos hende mod at række Byrge Jarl sin Haand[1]. De vare ogsaa snart overvundne, thi Giftermaalet mellem Byrge Jarl og Dronning Mechthild kom i Stand endnu samme Aar, og Festermaalet eller den foreløbige Aftale maa da rimeligviis allerede have været sluttet førend Byrge Jarl endnu havde forladt Danmark. Dronning Margrete var imidlertid bragt til Hamburg, hvorfra hun tilskrev Hertug Albrecht af Braunschweig, og anmodede ham om at komme hendes Parti til Hjelp og paatage sig Rigsstyrelsen i Danmark, medens hun og hendes Søn vare fangne. Albrecht opfyldte hendes Begjæring, og bekrigede de holstenske Grever, uden dog at udrette stort; siden begav han sig til Danmark, hvor han paa Dronningens Vegne maa have givet Samtykke til Kong Valdemars og Jomfru Sophies Giftermaal, siden det berettes, at han endnu den følgende Vinter i egen Person ledsagede Jomfru Sophie lige til Jønkøping, hvor Brylluppet holdtes med megen Pragt. Albrecht skal ogsaa have gjort sig megen Umage for at faa Byrge Jarl eller de Svenske overhoved til at virke for Dronning Margretes og Kong Eriks Frigivelse. Men forgjeves, og i det Forhold, hvor Byrge nu par kommen til de slesvigske og holstenske Fyrstefamilier, bliver denne Kulde mod Margrete for hans Vedkommende heel begribelig[2]. Da der ikke
- ↑ Pave Urbans Straffebrev, Scr. rer. Dan. V. S. 610. Da Byrge Jarl hin: nok blev liggende i Øresund, indtil han havde modtaget Efterretningen paa Slaget paa Lohede, og rimeligviis endog nogle Dage længer, bliver det højst sandsynligt, at Erkebiskoppen meget travlt har reist frem og tilbage mellem ham og Dronning Mechthild, der synes at have opholdt sig hos sin Søn Hertug Erik paa eller ved Als.
- ↑ Se Suhm, X. S. 441–443, 453. Ved at gjennemlæse den svenske Riimkrønikes Beretning om Valdemars Giftermaal med Sophie seer man noksom,
