Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/233

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
219
1261. Byrge Jarls og Kong Valdemars Giftermaal.

gens og Kongens Bedſte. Han havde, hvad man af de norſke Geſandters ængſtlige Iver for at undſlippe ham maa ſlutte, haft til Henſigt at benytte ſig af Lejligheden for at faa Jomfru Ingeborg, Kong Magnus’s beſtemte Brud, i ſin Magt, paa det at hun kunde egte hans Søn Kong Valdemar; da dette mislykkedes, bejlede han paa Valdemars Vegne til Sophie, Dronning Ingeborgs Syſter. Sandſynligviis har han og under ſit Ophold ved Kjøbenhavn plejet Underhandlinger om det af Erkebiſkoppen ivrigt paadrevne Giftermaal mellem ham ſelv og Kong Abels efterladte Dronning Mechthild. Thi aldrig ſaa ſnart havde Erkebiſkoppen erfaret ſit Partis Sejr paa Lohede, førend han ilede til Nordborg paa Als, hvor Kong Erik og den ligeledes fangne Biſkop af Slesvig vare bragte hen, fik Biſkoppen, der hidtil havde nydt anſtændig Behandling, ſluttet i Jern, og opbød derpaa alle ſine Overtalelſesgaver for at faa Dronning Mechthild til at overvinde de Betænkeligheder, hendes tidligere aflagte Kyſkhedsløfte vakte hos hende mod at række Byrge Jarl ſin Haand[1]. De vare ogſaa ſnart overvundne, thi Giftermaalet mellem Byrge Jarl og Dronning Mechthild kom i Stand endnu ſamme Aar, og Feſtermaalet eller den foreløbige Aftale maa da rimeligviis allerede have været ſluttet førend Byrge Jarl endnu havde forladt Danmark. Dronning Margrete var imidlertid bragt til Hamburg, hvorfra hun tilſkrev Hertug Albrecht af Braunſchweig, og anmodede ham om at komme hendes Parti til Hjelp og paatage ſig Rigsſtyrelſen i Danmark, medens hun og hendes Søn vare fangne. Albrecht opfyldte hendes Begjæring, og bekrigede de holſtenſke Grever, uden dog at udrette ſtort; ſiden begav han ſig til Danmark, hvor han paa Dronningens Vegne maa have givet Samtykke til Kong Valdemars og Jomfru Sophies Giftermaal, ſiden det berettes, at han endnu den følgende Vinter i egen Perſon ledſagede Jomfru Sophie lige til Jønkøping, hvor Brylluppet holdtes med megen Pragt. Albrecht ſkal ogſaa have gjort ſig megen Umage for at faa Byrge Jarl eller de Svenſke overhoved til at virke for Dronning Margretes og Kong Eriks Frigivelſe. Men forgjeves, og i det Forhold, hvor Byrge nu par kommen til de ſlesvigſke og holſtenſke Fyrſtefamilier, bliver denne Kulde mod Margrete for hans Vedkommende heel begribelig[2]. Da der ikke

  1. Pave Urbans Straffebrev, Scr. rer. Dan. V. S. 610. Da Byrge Jarl hin: nok blev liggende i Øreſund, indtil han havde modtaget Efterretningen paa Slaget paa Lohede, og rimeligviis endog nogle Dage længer, bliver det højſt ſandſynligt, at Erkebiſkoppen meget travlt har reiſt frem og tilbage mellem ham og Dronning Mechthild, der ſynes at have opholdt ſig hos ſin Søn Hertug Erik paa eller ved Als.
  2. Se Suhm, X. S. 441—443, 453. Ved at gjennemlæſe den ſvenſke Riimkrønikes Beretning om Valdemars Giftermaal med Sophie ſeer man nokſom,