Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/232

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
218
Haakon Haakonsſøn.

i Tunsberg[1]. Her har altſaa formodentlig Thorgils truffet ham, da han ved Paaſketider og, ſom det ſynes, ſtrax efter Slagsmaalet, opſøgte ham. Hvorledes Kongens Dom lod, ſiges ikke, men det berettes kun, at Kongen var meget tilfreds med Thorgils’s Forhold; altſaa har vel ogſaa Dommen været til Thorgils’s Fordeel[2]. Men naar man læſer om ſaadanne Scener, der meget let kunde have ledet til ſtor Blodsudgydelſe og Ødelæggelſe for en ſtor Deel af den blomſtrende By, kan man rigtignok forſtaa, at Kongen kunde have Betænkeligheder ved at lade ſin Søn Magnus krone, thi da han anſaa det ſom en Selvfølge heraf, at Magnus ogſaa derved vilde faa en mere uafhængig Stilling end hidtil, kunde han nok befrygte, at en fiendtlig Aand lettere kunde opſtaa mellem begges Omgivelſer. Der findes for Reſten ingen Spor af at enten dette eller andre lignende Slagsmaal, der muligviis, ja endog ſandſynligviis ere indtrufne mellem Kongens og Knut Jarls Folk, have fremavlet nogen vedvarende Uvilje mellem Kongen og Jarlen ſelv, eller ſvækket dennes Troſkab.

Kong Haakon lod Jarlen begrave med alle de Hædersbeviisninger, der tilkom hans høje Rang, i Chriſtkirken i Bergen ved Siden af hans Fader[3].

Allerede for flere Aar tilbage, i 1256, var Biſkop Arne i Bergen død; om hans Eftermand vide vi ikke ſtort mere, end at han heed Peter, og, ſaa vidt man kan ſee, ikke ſpillede nogen fremragende Rolle[4]. Det var altſaa denne Peter, der med de øvrige tilſtedeværende Biſkopper fungerede ved Kroningen.

21. Byrge Jarls og Kong Valdemars Giftermaal. Underhandlinger om Udleverelſen af Dronning Ingeborgs Beſiddelſer. Kong Magnus’s Søn Olaf fødes til Verden.


Det er forhen nævnt, at Byrge Jarl om Sommeren 1261, paa ſamme Tid, ſom den danſke Enkedronning og hendes Søn bleve fangne ved Lohede, og den danſke Kongedatter Ingeborg drog til Norge for at egte Kong Magnus, indfandt ſig i Øreſund og udenfor Kjøbenhavn med en ſtor Flaade, mere, ſom det ſynes, for at iagttage Forholdene og indtage en Stilling, hvor han kunde beherſke dem, end for ligefrem at ſtaa Dronningen bi. Om dette end havde været hans Henſigt, ſaa maatte dog Efterretningen om Udfaldet af Slaget paa Lohede overtyde ham om, at der for Øjeblikket intet var at udrette ved Vaabenmagt til Dronnin-

  1. Se ovenfor S. 91.
  2. Sturlunga Saga VIII. 8.
  3. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 311.
  4. De islandſke Annaler, ved 1256.