i Tunsberg[1]. Her har altsaa formodentlig Thorgils truffet ham, da han ved Paasketider og, som det synes, strax efter Slagsmaalet, opsøgte ham. Hvorledes Kongens Dom lod, siges ikke, men det berettes kun, at Kongen var meget tilfreds med Thorgils’s Forhold; altsaa har vel ogsaa Dommen været til Thorgils’s Fordeel[2]. Men naar man læser om saadanne Scener, der meget let kunde have ledet til stor Blodsudgydelse og Ødelæggelse for en stor Deel af den blomstrende By, kan man rigtignok forstaa, at Kongen kunde have Betænkeligheder ved at lade sin Søn Magnus krone, thi da han ansaa det som en Selvfølge heraf, at Magnus ogsaa derved vilde faa en mere uafhængig Stilling end hidtil, kunde han nok befrygte, at en fiendtlig Aand lettere kunde opstaa mellem begges Omgivelser. Der findes for Resten ingen Spor af at enten dette eller andre lignende Slagsmaal, der muligviis, ja endog sandsynligviis ere indtrufne mellem Kongens og Knut Jarls Folk, have fremavlet nogen vedvarende Uvilje mellem Kongen og Jarlen selv, eller svækket dennes Troskab.
Kong Haakon lod Jarlen begrave med alle de Hædersbeviisninger, der tilkom hans høje Rang, i Christkirken i Bergen ved Siden af hans Fader[3].
Allerede for flere Aar tilbage, i 1256, var Biskop Arne i Bergen død; om hans Eftermand vide vi ikke stort mere, end at han heed Peter, og, saa vidt man kan see, ikke spillede nogen fremragende Rolle[4]. Det var altsaa denne Peter, der med de øvrige tilstedeværende Biskopper fungerede ved Kroningen.
Det er forhen nævnt, at Byrge Jarl om Sommeren 1261, paa samme Tid, som den danske Enkedronning og hendes Søn bleve fangne ved Lohede, og den danske Kongedatter Ingeborg drog til Norge for at egte Kong Magnus, indfandt sig i Øresund og udenfor Kjøbenhavn med en stor Flaade, mere, som det synes, for at iagttage Forholdene og indtage en Stilling, hvor han kunde beherske dem, end for ligefrem at staa Dronningen bi. Om dette end havde været hans Hensigt, saa maatte dog Efterretningen om Udfaldet af Slaget paa Lohede overtyde ham om, at der for Øjeblikket intet var at udrette ved Vaabenmagt til Dronnin-
