Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/231

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
217
1261. Knut Jarls Charakteer.

Jarlen kunde prøve, om Islændingerne vare ſaa vege og usle Karle, ſom han hiin forleden Aften havde ſagt. Det var alt for uforſkammet, ſagde Jarlen, at Mænd af ikke højere Rang end Thorgils vovede at ſammenligne ſig med ham ſelv og hans Lige, eller endog ſætte ſig over dem; efter en heel Strøm af Beſkyldninger mod Thorgils bød han ſine Mænd angribe. Thorgils bad ham kun komme: han ſkulde nok faa en Uferd, ſaa han længe ſkulde huſke det, førend han fik Manden fat. Det gik imidlertid langſomt med Angrebet, thi blandt Jarlens egne Mænd var der mange, ſom havde Frænder og Venner blandt de forſamlede Kongsmænd. Dertil kom at Eyſtein hvite var ſaa almindeligt afholdt, at enhver højſt nødigt vilde gjøre ham Fortred. Flere ſøgte allerede at megle Fred, men Jarlen var endnu ſaa raſende, at han vilde lade ſætte Ild paa Gaarden, og Thorgils gik frem med draget Sverd, ſigende at Jarlen ſkulde faa det at ſmage, hvis han kom nærmere. Man foreſtillede nu Jarlen, hvor farligt det vilde være for ham at øve ſaa ſtort Herverk mod kongelige Thegner og paa kongelig Grund[1], og han lod ſig ſaa vidt formilde, at han lovede at afholde ſig fra alle Fiendtligheder, hvis Thorgils overlod ham Selvdom. Men det afſlog Thorgils reent ud, og bad Jarlen begynde Striden eller pakke ſig bort. Eyſtein foreſlog, at Thorgils ſkulde henſkyde Sagen ved Kongens Dom. Thorgils erklærede ſig betingelſesviis villig hertil, nemlig ſaaledes at Sagen ſkulde ſtaa uafgjort, indtil begge Parter fik Kongen i Tale. Dette, ſagde Eyſtein, var ikke Skik og Brug. „Jeg ſeer nok“, ſagde Thorgils, „at du vil gjerne bringe det til Forlig“. „Jeg anſeer ogſaa Freden for bedſt“, ſagde Eyſtein, „men det er derfor ikke min Mening at du ſkal give utilbørligt efter; før ſkal alt hvad der findes her i Gaarden være opſpiiſt og opdrukket, førend du ſkal lade dig paatvinge Forligsvilkaar af Jarlen“. Nu blandede Eyſteins Huſtru Jorunn ſig i Sagen, og bad Thorgils for det Venſkabs Skyld, hiin og Mand havde viiſt ham, ikke ved alt for ſtor Paaſtaaelighed at bringe dem i nogen Ulejlighed. Thorgils lod ſig overtale, og der blev ſluttet Forlig paa det Vilkaar, at Sagen ſtrax ſkulde indankes for Kongens Dom. Kongen tilbragte, ſom vi have ſeet, denne Vinter i Oslo, og var længer ud paa Vaaren deels nede ved Gøtaelven, deels

  1. I mange af Haandſkrifterne ſtaar der „i Kongsgaarden“: da der her, ſom man tydeligt ſeer, kun er Tale om Eyſtein hvites Gaard, og man ikke hel kan antage at denne med Huſtru og Familie boede i ſelve Kongsgaarden, der ſnarere har været Jarlens Reſidens, ſamt da det udtrykkeligt heder, at Jarlen med ſin Trop, ſtevnede „ud ad Gaderne til Eyſteins Gaard“, maa man formode at den Gaard, Eyſtein beboede, kun har tilhørt Kongen, og maaſkee har været benyttet til Standqvarteer for flere af hans Mænd, naar han ikke ſelv var tilſtede.