Jarlen kunde prøve, om Islændingerne vare saa vege og usle Karle, som han hiin forleden Aften havde sagt. Det var alt for uforskammet, sagde Jarlen, at Mænd af ikke højere Rang end Thorgils vovede at sammenligne sig med ham selv og hans Lige, eller endog sætte sig over dem; efter en heel Strøm af Beskyldninger mod Thorgils bød han sine Mænd angribe. Thorgils bad ham kun komme: han skulde nok faa en Uferd, saa han længe skulde huske det, førend han fik Manden fat. Det gik imidlertid langsomt med Angrebet, thi blandt Jarlens egne Mænd var der mange, som havde Frænder og Venner blandt de forsamlede Kongsmænd. Dertil kom at Eystein hvite var saa almindeligt afholdt, at enhver højst nødigt vilde gjøre ham Fortred. Flere søgte allerede at megle Fred, men Jarlen var endnu saa rasende, at han vilde lade sætte Ild paa Gaarden, og Thorgils gik frem med draget Sverd, sigende at Jarlen skulde faa det at smage, hvis han kom nærmere. Man forestillede nu Jarlen, hvor farligt det vilde være for ham at øve saa stort Herverk mod kongelige Thegner og paa kongelig Grund[1], og han lod sig saa vidt formilde, at han lovede at afholde sig fra alle Fiendtligheder, hvis Thorgils overlod ham Selvdom. Men det afslog Thorgils reent ud, og bad Jarlen begynde Striden eller pakke sig bort. Eystein foreslog, at Thorgils skulde henskyde Sagen ved Kongens Dom. Thorgils erklærede sig betingelsesviis villig hertil, nemlig saaledes at Sagen skulde staa uafgjort, indtil begge Parter fik Kongen i Tale. Dette, sagde Eystein, var ikke Skik og Brug. „Jeg seer nok“, sagde Thorgils, „at du vil gjerne bringe det til Forlig“. „Jeg anseer ogsaa Freden for bedst“, sagde Eystein, „men det er derfor ikke min Mening at du skal give utilbørligt efter; før skal alt hvad der findes her i Gaarden være opspiist og opdrukket, førend du skal lade dig paatvinge Forligsvilkaar af Jarlen“. Nu blandede Eysteins Hustru Jorunn sig i Sagen, og bad Thorgils for det Venskabs Skyld, hiin og Mand havde viist ham, ikke ved alt for stor Paastaaelighed at bringe dem i nogen Ulejlighed. Thorgils lod sig overtale, og der blev sluttet Forlig paa det Vilkaar, at Sagen strax skulde indankes for Kongens Dom. Kongen tilbragte, som vi have seet, denne Vinter i Oslo, og var længer ud paa Vaaren deels nede ved Gøtaelven, deels
- ↑ I mange af Haandskrifterne staar der „i Kongsgaarden“: da der her, som man tydeligt seer, kun er Tale om Eystein hvites Gaard, og man ikke hel kan antage at denne med Hustru og Familie boede i selve Kongsgaarden, der snarere har været Jarlens Residens, samt da det udtrykkeligt heder, at Jarlen med sin Trop, stevnede „ud ad Gaderne til Eysteins Gaard“, maa man formode at den Gaard, Eystein beboede, kun har tilhørt Kongen, og maaskee har været benyttet til Standqvarteer for flere af hans Mænd, naar han ikke selv var tilstede.
