Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/230

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
216
Haakon Haakonsſøn.

meri med en kongelig Gjeſt; denne ſidſte lagde voldſom Haand paa ham, og da Gjeſten om Aftenen kom tilbage til ſit Herberge, raadede alle ham ufortøvet at ſøge Beſkyttelſe i Kirken eller paa et Sted, hvor flere af Kongens Mænd vare ſamlede, da Jarlen ganſke viſt vilde hevne den hans Mand tilføjede Fornærmelſe. Det viſte ſig ogſaa ſnart, at de havde ſpaaet ganſke rigtigt, thi juſt ſom Gjeſten, der tøvede noget vel længe, ſkulde gaa ud af ſit Herberge, var allerede Jarlsmændene der, grebe ham, mishandlede ham, og bragte ham til Jarlen. Denne vilde ſtrax have ladet ham dræbe, men da Natten allerede var begyndt, og det betragtedes ſom utilladeligt at lade nogen Mand aflive ved Nattetid, blev han ſluttet i Jern og ſat i Fængſel under ſtreng Bevogtning til næſte Dag. En Kjæreſte, han havde, kom med Graad og Skrig løbende til Eyſtein hvites Gaard, og bad Thorgils ſaavel ſom de øvrige tilſtedeværende Kongsmænd at frelſe ham, hvis det var muligt. Thorgils havde gjerne ſtrax begivet ſig paa Vejen med de faa Folk, der vare nærværende, for at befri ham med Magt, men Eyſtein hvite foreſtillede ham det umulige i, med ikke ſtørre Styrke baade at faa Manden ud af Fængſlet, og ſiden at forſvare ſig mod Jarlsmændene; han fulgte Eyſteins Raad, at give lidt Tid og ſende Bud efter flere af Kongsmændene, indtil de vare mandſterke nok. Da et tilſtrækkeligt Antal var ſamlet, ſtormede Skaren, med Thorgils i Spidſen, til Fængſlet. Bevogterne ſtillede ſig for Døren og vilde ſætte ſig til Modværge, men da Thorgils gav en af dem et vældigt Slag med Øxehamren, og ligeledes nogle af de andre fik haard Medfart, flygtede de bort, ſaa at Thorgils uhindret kunde bryde Døren op. Han gik nu ind, tog den Fangne i ſine Arme og bar ham ud, brød Jernene af ham og førte ham hjem med ſig til Eyſtein hvites Gaard. Da Jarlen fik dette at vide, blev han, ſom rimeligt var, overvættes vred, lod alle ſine Hirdmænd, haandgangne Mænd og andre Tilhængere blæſe ſammen, og ſtevnede med vajende Banner og hele ſin væbnede Trop ud igjennem Gaderne hen til Eyſtein hvites Gaard. Her havde Thorgils imidlertid forberedet alt til et alvorligt Forſvar, forſkandſet ſig ſaa godt det lod ſig gjøre, og foreholdt ſine Kammerater at de maatte værge ſig kjekt, ſaa at Kongen ſkulde ſpørge at han havde tapre Folk, ikke Uslinger, i ſin Tjeneſte. Da Jarlen kom til Gaarden, fandt han Thorgils og hans Mænd paa Forſkandsningen, færdige til at tage imod ham. „Er det dig Thorgils“, ſpurgte Jarlen, „der med dine Kammerater har vovet at gjøre ſaa ſtort Herverk her, ſlaa mine Mænd, bryde Fængſlet op, og voldelig befrie en Mand, der ſelv har forſknldt ſin Død?“ Thorgils fragik ej, at han havde befriet Manden, men meente at det, denne havde gjort, ikke engang var værd at tale om, end ſige fortjente Døden; men nu traf det ſig godt, at