Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/229

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
215
1261. Knut Jarls Død.

Tid hos en Lægmand ſjeldne Indſigter, men paa den anden Side ogſaa om hans fordærvelige Tilbøjelighed til Drik, der fremſkyndede hans Død. Fra den Tid, da han heldigt var kommen fra ſin Ungdomsſtreg, at ſætte ſig i Spidſen for Ribbungerne — hvilket dog mere var at tilſkrive hans rænkefulde Moder, end ham ſelv, ſom da var ganſke ung og uerfaren — havde han viiſt Kong Haakon en ubrødelig Troſkab, hvilken ikke engang det nærmere Forhold, hvori han traadte til Hertug Skule ſom dennes Svigerſøn, havde kunnet rokke. Han blev, ſom vi have ſeet, efter Hertug Skules Død forlenet med fire Fylker i Thrøndelagen, hvor han den længſte Tid ſynes at have opholdt ſig. Som Jarl holdt han en temmelig betydelig Skare af Hirdmænd og Huuskarle, og Ulempen af flere ſaadanne indbyrdes uafhængige Hofholdninger, der ſtundom kom i Uenighed med hinanden indbyrdes — hvorpaa vi allerede have ſeet Exempler i det foregaaende, — udeblev heller ikke her, naar de kongelige Hirdmænd og Huuskarle i ſtørre Mængde vare tilſtede i Byen. Om et Par ſaadanne Slagsmaal have vi en Beretning; de fandt Sted om Vintren mellem 1251 og 1252, da den unge, djerve Islænding Thorgils Skarde, Bodvar Thordsſøns Søn, om hvilken vi det følgende ville komme til at fortælle mere, opholdt ſig i Nidaros hos ſin Ven Eyſtein hvite, en kongelig Hirdmand, der ofte plejede at beſøge Island. I Eyſteins Huus ſamlede der ſig en heel Deel kongelige Hirdmænd og Gjeſter, og den højbyrdige Thorgils, der ſelv ogſaa var Hirdmand, betragtedes paa en vis Maade ſom den fornemſte iblandt dem, eller teede ſig i det mindſte ſom deres Formand. En Aften ſad Knut Jarl og Thorgils tilligemed en heel Deel andre Folk ſammen i en Stue og drak. Det faldt ſaa godt ſom af ſig ſelv, at de tillige bleve noget drukne, i det mindſte Knut Jarl, og i denne Tilſtand talte han heel foragteligt om Snorre Sturlasſøn og de øvrige Islændinger, der havde holdt med Hertug Skule; de vare alle tilhobe, ſagde han, daarlige Folk. Thorgils ſvarede, at hans Frænder tvert imod alleſammen havde været Mænd, der blot manglede Jarletitlen for at kunne maale ſig med Jarlen ſelv. Herover blev Jarlen meget vred; det ene Ord tog det andet, og tilſidſt kunde han ikke ſtyre ſig, men ſprang op bandende, og greb en Øxe. Thorgils ſprang ligeledes op og drog Sverdet, men de øvrige ſtimlede ſkareviis imellem, og forebyggede derved at de gjorde en Ulykke paa hinanden. Kort efter gik Thorgils bort, og da Jarlen havde ſovet Ruſen ud om Natten, angrede han, ſom det ſynes, ſin Heftighed. Efter at have hørt Morgentiderne, lod han Thorgils indbyde til ſig, og da Thorgils, der i Førſtningen ej vilde gaa, efter Eyſtein hvites Raad kom til ham, modtog Jarlen ham meget venligt, og alt løb nok ſaa godt af imellem dem. Alligevel blev der kjendeligt nogen Uvilje tilbage paa begge Sider. Noget ſenere kom en af Jarlsmændene i Klam-