Tid hos en Lægmand sjeldne Indsigter, men paa den anden Side ogsaa om hans fordærvelige Tilbøjelighed til Drik, der fremskyndede hans Død. Fra den Tid, da han heldigt var kommen fra sin Ungdomsstreg, at sætte sig i Spidsen for Ribbungerne – hvilket dog mere var at tilskrive hans rænkefulde Moder, end ham selv, som da var ganske ung og uerfaren – havde han viist Kong Haakon en ubrødelig Troskab, hvilken ikke engang det nærmere Forhold, hvori han traadte til Hertug Skule som dennes Svigersøn, havde kunnet rokke. Han blev, som vi have seet, efter Hertug Skules Død forlenet med fire Fylker i Thrøndelagen, hvor han den længste Tid synes at have opholdt sig. Som Jarl holdt han en temmelig betydelig Skare af Hirdmænd og Huuskarle, og Ulempen af flere saadanne indbyrdes uafhængige Hofholdninger, der stundom kom i Uenighed med hinanden indbyrdes – hvorpaa vi allerede have seet Exempler i det foregaaende, – udeblev heller ikke her, naar de kongelige Hirdmænd og Huuskarle i større Mængde vare tilstede i Byen. Om et Par saadanne Slagsmaal have vi en Beretning; de fandt Sted om Vintren mellem 1251 og 1252, da den unge, djerve Islænding Thorgils Skarde, Bodvar Thordssøns Søn, om hvilken vi det følgende ville komme til at fortælle mere, opholdt sig i Nidaros hos sin Ven Eystein hvite, en kongelig Hirdmand, der ofte plejede at besøge Island. I Eysteins Huus samlede der sig en heel Deel kongelige Hirdmænd og Gjester, og den højbyrdige Thorgils, der selv ogsaa var Hirdmand, betragtedes paa en vis Maade som den fornemste iblandt dem, eller teede sig i det mindste som deres Formand. En Aften sad Knut Jarl og Thorgils tilligemed en heel Deel andre Folk sammen i en Stue og drak. Det faldt saa godt som af sig selv, at de tillige bleve noget drukne, i det mindste Knut Jarl, og i denne Tilstand talte han heel foragteligt om Snorre Sturlassøn og de øvrige Islændinger, der havde holdt med Hertug Skule; de vare alle tilhobe, sagde han, daarlige Folk. Thorgils svarede, at hans Frænder tvert imod allesammen havde været Mænd, der blot manglede Jarletitlen for at kunne maale sig med Jarlen selv. Herover blev Jarlen meget vred; det ene Ord tog det andet, og tilsidst kunde han ikke styre sig, men sprang op bandende, og greb en Øxe. Thorgils sprang ligeledes op og drog Sverdet, men de øvrige stimlede skareviis imellem, og forebyggede derved at de gjorde en Ulykke paa hinanden. Kort efter gik Thorgils bort, og da Jarlen havde sovet Rusen ud om Natten, angrede han, som det synes, sin Heftighed. Efter at have hørt Morgentiderne, lod han Thorgils indbyde til sig, og da Thorgils, der i Førstningen ej vilde gaa, efter Eystein hvites Raad kom til ham, modtog Jarlen ham meget venligt, og alt løb nok saa godt af imellem dem. Alligevel blev der kjendeligt nogen Uvilje tilbage paa begge Sider. Noget senere kom en af Jarlsmændene i Klam-
