Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/227

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
213
1261. Kong Magnus og Dronning Ingeborg krones.

et ſaa ſterkt Indtryk paa ham, at han braſt i Graad. Da den unge Konge omgjordedes med Sverdet, ytrede han: „man havde ſagt mig, at det ikke var Skik og Brug her til Lands at dubbe nogen til Ridder, men det maa jeg bekjende at aldrig ſaa jeg nogen Høvding dubbet ſaa højtideligt, ſom Kong Magnus“[1]. Da Dronning Ingeborg var bleven kronet, gik Kong Haakon hen til den Stol, paa hvilken Kong Magnus ſad. Magnus vilde rejſe ſig, men Kong Haakon lagde Haanden paa hans Axel, ſigende: „i Dag ſkal du ikke rejſe dig for mig, min Søn, men føre dig ſaa ſtolt op ſom muligt, og ikke bøje dig for noget Menneſke. Nu er den Dag kommen, ſom jeg ſaa gjerne ønſkede at opleve, da jeg ſeer mit eget Kjød og Blod ſaaledes hædret; det er langt fra mig, at misunde dig denne Hæder, og jeg æſkede kun Raad herom, fordi jeg ønſkede at bore, hvad andre vilde ſige dertil: det viſte ſig da, at de, der fraraadede dette, vare de ſamme, ſom juſt heller ikke tidligere ſøgte at virke til det bedſte Forhold mellem mig og eders forrige Frænder, hvilket Gud forlade dem“. Saa vidt man kan ſkjønne, var dog ikke denne Erklæring af Kong Haakon ganſke overeensſtemmende med Sandheden. Det er aabenbart, at han virkelig et Øjeblik havde heldet til deres Mening, der fraraadede Kroningen, men at han ſtrax efter oprigtigt angrede det, og nu ſøgte at ſkyde al Skylden paa ſine Raadgivere. Da Mesſen var til Ende, fulgte Erkebiſkoppen og de andre Biſkopper Kong Magnus hjem til hans Bolig, afſyngende Lovſange, ſom forhen; her afførte han ſig med Erkebiſkoppens Biſtand Kroningsklæderne, og iførte ſig Kongedragten. Dernæſt gik man til de prægtigt opdækkede Borde, og Kong Magnus bar Kronen hele den Dag. Ved Gjeſtebudet uddeelte Kongerne rige Gaver, førſt til Erkebiſkoppen og de andre Høvdinger, ſiden til de øvrige, navnlig til Kong Magnus’s Mænd, og derpaa havde Kong Magnus et ſærſkilt Gjeſtebud for de danſke Mænd, der havde ledſaget Dronning Ingeborg. Han gav dem alle kongelige Foræringer, ſaa at de vendte tilbage til Danmark meget vel

    ældre ſkotſke Kongers Kroning, og navnlig om Forhandlingerne i Anledning af Alexander den 3dies ſaakaldte Kroning, da der ſtredes om, hvor vidt det gik an at „krone“ nogen Konge, der ikke i Forvejen var creeret til Ridder. Men naar man nærmere gjennemlæſer Forduns Beretning, ſeer man, at der kun er Tale om Salving og Hyldning, og ikke om den egentlige Kroning.

  1. Den Akt at creere En til Ridder, hvilket her ovenfor kaldes „at dubbe“ (hvilket egentlig betyder at ſlaa til Ridder, af det angliſke dubban), beſtod baade i Skotland og England i „Omgjordelſe med Ridderbeltet“ (cingere balteo militari); og derfor var det ganſke i ſin Orden, at Misſell betragtede Kong Magnus’s Omgjordelſe med Sverdet ſom en Riddercreation, iſær da det i Skotland anſaaes nødvendigt, at den, ſom kronedes, i det mindſte da maatte creeres til Ridder, om det ej var ſkeet før.