Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/225

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
211
1261. Kong Magnus’s Bryllup og Kroning.

Bryllupsgildet blev ogſaa virkelig forlænget til, eller i det mindſte afløſt af et Kroningsgilde. Kong Haakon havde, ſom det lader, ved Geſandternes Affærdigelſe til Danmark efter Jomfru Ingeborg lovet eller rettere givet dem Fuldmagt til at love hende[1], at hun, ſaaledes ſom det allerede var blevet brugeligt i Danmark med Dronninger, efter Vielſen til Magnus ſkulde blive kronet tilligemed ſin Mand, hvilket ej alene var at betragte ſom en ſtørre Æresbeviisning for hende, men ogſaa ligeſom gav Egteſkabet ſelv og følgelig de i dette Egteſkab fødde Børns .Legitimitet en højere Sanction. Men da nu Sagen kom paa Tale, og Kong Haakon raadførte flg derom med ſine Venner og Raadgivere, var der flere, ſom ytrede Betænkeligheder og Frygt for, at Kong Magnus ved Kroningen maaſkee vilde blive overmodig og lade ſig friſte til at ſætte ſig op mod ſin Fader. Da tog Biſkop Haakon og de andre Herrer, der havde ledſaget ham til Danmark, kraftigt Ordet, erindrede Kongen om at det var et Løfte, han engang havde givet, at lade begge krone, og bad ham indſtændigt at holde det. Mange andre, blandt dem ſikkert ogſaa Erkebiſkoppen, hvis han ellers var tilſtede (hvad der maaſkee kunde være tvivlſomt), forenede deres Bønner med Geſandternes. Alligevel var Kongen endnu en Stund tvivlraadig, og man vidſte ikke, hvad Udfald Sagen vilde faa, da Kong Magnus ſelv henvendte ſig til ſin Fader og ſagde: „tro ikke deres Ord, ſom ſige at jeg ſkulde blive overmodig eller ville ſætte mig op mod eder, om I lader mig vederfares en Ære, ſom ingen Norges Konge hidtil har tilſtaaet ſin Søn; I veed jo, at jeg i alle Dele har været ydmyg og føjelig imod eder, og det tænker jeg at jeg fremdeles ſkal blive“. Man kan vel ogſaa vanſkelig nævne nogen Tronfølger, mod hvem en Mistanke, ſom den her ytrede, var mindre grundet; man maatte dog nu, i hans 21de Aar, have haft ſaa mange Anledninger til at lære det blide Sind og den retſindige Tænkemaade, ſom fremlyſer af alle hans Handlinger, efter at han ſelv var kommen til Regjeringen, at kjende, at der ingen Grund burde være til at betvivle hans Loyalitet og ſønlige Ærefrygt for Fremtiden. Denne Overbeviisning ſynes ogſaa at have ſlaaet Kong Haakon ſelv, da Sønnen nu ærbødigt og bønligt nærmede ſig ham, og holdt ham ſin hidtil førte Vandel for Øje. „Det er ſandt, Kong Magnus“, ſvarede han, næſten med et Slags Anger eller Undſeelſe over at han havde givet Mistanken et Øjeblik Rum — „det er ſandt, at I have opført eder mod os ſom en

  1. Dette fremgaar ſaa godt ſom udtrykkeligt af Biſkop Haakons Ord, der ſtrax efter meddeles. Han har naturligviis betragtet det ſom en Æresſag, at det Løfte, han havde givet Kongedatteren, ogſaa blev opfyldt, og anſeet flg ſelv højligt compromitteret, om det ſkuffedes.