Bryllupsgildet blev ogsaa virkelig forlænget til, eller i det mindste afløst af et Kroningsgilde. Kong Haakon havde, som det lader, ved Gesandternes Affærdigelse til Danmark efter Jomfru Ingeborg lovet eller rettere givet dem Fuldmagt til at love hende[1], at hun, saaledes som det allerede var blevet brugeligt i Danmark med Dronninger, efter Vielsen til Magnus skulde blive kronet tilligemed sin Mand, hvilket ej alene var at betragte som en større Æresbeviisning for hende, men ogsaa ligesom gav Egteskabet selv og følgelig de i dette Egteskab fødde Børns .Legitimitet en højere Sanction. Men da nu Sagen kom paa Tale, og Kong Haakon raadførte flg derom med sine Venner og Raadgivere, var der flere, som ytrede Betænkeligheder og Frygt for, at Kong Magnus ved Kroningen maaskee vilde blive overmodig og lade sig friste til at sætte sig op mod sin Fader. Da tog Biskop Haakon og de andre Herrer, der havde ledsaget ham til Danmark, kraftigt Ordet, erindrede Kongen om at det var et Løfte, han engang havde givet, at lade begge krone, og bad ham indstændigt at holde det. Mange andre, blandt dem sikkert ogsaa Erkebiskoppen, hvis han ellers var tilstede (hvad der maaskee kunde være tvivlsomt), forenede deres Bønner med Gesandternes. Alligevel var Kongen endnu en Stund tvivlraadig, og man vidste ikke, hvad Udfald Sagen vilde faa, da Kong Magnus selv henvendte sig til sin Fader og sagde: „tro ikke deres Ord, som sige at jeg skulde blive overmodig eller ville sætte mig op mod eder, om I lader mig vederfares en Ære, som ingen Norges Konge hidtil har tilstaaet sin Søn; I veed jo, at jeg i alle Dele har været ydmyg og føjelig imod eder, og det tænker jeg at jeg fremdeles skal blive“. Man kan vel ogsaa vanskelig nævne nogen Tronfølger, mod hvem en Mistanke, som den her ytrede, var mindre grundet; man maatte dog nu, i hans 21de Aar, have haft saa mange Anledninger til at lære det blide Sind og den retsindige Tænkemaade, som fremlyser af alle hans Handlinger, efter at han selv var kommen til Regjeringen, at kjende, at der ingen Grund burde være til at betvivle hans Loyalitet og sønlige Ærefrygt for Fremtiden. Denne Overbeviisning synes ogsaa at have slaaet Kong Haakon selv, da Sønnen nu ærbødigt og bønligt nærmede sig ham, og holdt ham sin hidtil førte Vandel for Øje. „Det er sandt, Kong Magnus“, svarede han, næsten med et Slags Anger eller Undseelse over at han havde givet Mistanken et Øjeblik Rum – „det er sandt, at I have opført eder mod os som en
- ↑ Dette fremgaar saa godt som udtrykkeligt af Biskop Haakons Ord, der strax efter meddeles. Han har naturligviis betragtet det som en Æressag, at det Løfte, han havde givet Kongedatteren, ogsaa blev opfyldt, og anseet flg selv højligt compromitteret, om det skuffedes.
