Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/221

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
207
1261. Jomfru Ingeborg føres fra Danmark.

Omſtændigheder at vove et raſkt Skridt. De begave ſig perſonligt op til Kloſtret, fik Kongedatteren i Tale, og bade hende om at beſlutte ſig til Afrejſen paa egen Haand, overladende Reſten til Guds Styrelſe og deres ſaavel ſom Kong Haakons Omſorg. Hun havde i Førſtningen mange Betænkeligheder, og indvendte iſær, at hun ikke var belavet paa en ſaa hurtig Afrejſe. Men Biſkoppen ſvarede, at det havde ingen Fare: de vare ſelv forſynede med alt, hvad der udfordredes. Sandſynligviis havde Geſandten nu ogſaa taget flere Damer med, for at de kunde være hende til Opvartning. Omſider lod hun ſig overtale. Kong Haakon fæſtede hende højtideligt, og der beſtemtes en Dag til hendes Afhentning, hvis der imidlertid ikke indløb nogen Beſtemmelſe fra Dronningen. Man ſeer ogſaa af det følgende, at hun lovede, ikke at fortælle nogen af ſine Omgivelſer, undtagen maaſkee nogle faa paalidelige og fortrolige Venner, hvad der nu var i Gjære. Det er vel uviſt, om Biſkop Haakon og de øvrige Geſandter endnu havde vort noget om Slaget paa Lohede, men der var en anden Grund, hvorfor de haſtede med at faa Kongedatteren afſted: Byrge Jarl var med en betydelig Flaade ankommen til Øreſund, og laa udenfor Kjøbenhavn[1], hvad enten det nu var for at hjelpe Dronningen, eller ſnarere for at iagttage Begivenhederne og befordre ſine egne Planer; han havde hørt at de norſke Udſendinger vare komne til Jylland, og anmodet dem om at oppebie ham. Da de vidſte at han havde anholdt om Ingeborgs Haand for Kong Valdemar, troede de ham kun daarligt, og vilde for enhver Priis ſkynde ſig bort, inden han kunde afſkjære dem Tilbagerejſen. Da den beſtemte Dag kom, lod Biſkop Haakon ſine Folk bevæbne ſig, ſatte nogle til at pasſe paa Skibene, og gik ſelv med de øvrige Geſandter og det meſt udſøgte Mandſkab i ſluttet Trop og med fuldkommen krigerſk Holdning, ſom til en Kamp, op til Kloſtret, thi Vejen var ikke ret kort og Egnen folkerig; de frygtede at Indbyggerne, naar de erfarede deres Erende, ſkulde ville angribe deres forholdsviis lidet talrige Skare. Men alt gik godt. Da de kom til Kloſtret, var Jomfruen ſtrax færdig, og begav ſig paa Vejen med ſine Riddere og Svende, ſamt 8 Damer, medens Prioren var alt for bange for den væbnede Hob til at vove alvorlige Indvendinger. Det hele gik ſaa ſtilt og hurtigt for ſig, at de Danſke ikke vidſte noget deraf, førend hun allerede var kommen paa Vejen. Endog Ridderne, her ledſagede hende, fik ikke flere Klæder med ſig, end de gik og ſtod i. Det var ſaa godt ſom en Bort-

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 306. Om Byrge Jarls Søtog til Øreſund og Kjøbenhavn 1261 tales der ogſaa i de esromſke Annaler, Scr. rer. Dan. I. 246. „I dette Aar kom Byrge Jarl til Kjøbenhavn med en ſtor Hær“.