Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/220

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
206
Haakon Haakonsſøn.

Regjeringen i Kongens Navn fremdeles ikkun vilde indrømme ham det paa Livstid, ſkred han til Fiendtligheder, og fik ſtrax Underſtøttelſe af ſine Morbrødre i Holſten. De .Kongelige ſamlede ligeledes en Hær, og trængte ned til det ſydligſte af Sønderjylland, hvor Dronningen, den unge Konge og rimeligviis Grev Ernſt ſamt alle de øvrige, der havde noget at ſige i Regjeringsanliggender, befandt ſig juſt paa den Tid, da de norſke Geſandter landede ved Horſens. Disſe traf ſaaledes ikke en eneſte, til hvem de kunde henvende ſig. De ſendte Bud op til Kloſtret, for at erfare af Kongedatteren ſelv, om hun vidſte, hvor vidt der var truffet Forberedelſer til hendes Afrejſe. Hun ſvarede, at efter hendes Vidende var intet ſkeet, men hiin affærdigede ſtrax en af ſine Tjenere til Lejren i det Slesvigſke, for at melde Dronningen Geſandternes Ankomſt, og høre om hun maaſkee vilde foranſtalte det fornødne. Dronningen lod ſvare, at hun for Øjeblikket intet kunde gjøre ved denne Sag formedelſt Krigen mod Hertugen og Greverne. Og viſt er det, at Krigen nu maatte ganſke optage hende og de Herrer, der ſtode ved hendes Side, thi ſandſynligviis ſtode allerede begge Hære ſaa godt ſom lige over for hinanden paa Lohede ſøndenfor Slesvig, hvor det den 28de Juli[1], altſaa kun tretten Dage efter Geſandternes Ankomſt (hvis denne ellers ſkede til aftalt Tid), og viſtnok kun faa Dage efter at Jomfru Ingeborgs Bud indtraf i Lejren, kom til et Slag, hvori den danſke Hær leed et ſtort Nederlag, og Dronningen ſelv tilligemed den unge Konge faldt i Fiendernes Hænder. Da de norſke Geſandter ſaaledes kunde ſkjønne, at der ikke var nogen Beſked at faa, men at de maatte handle efter egen Conduite, beſluttede de med Henſyn til de farlige og trængende

  1. Dagen angives enten ſom Vigilien før St. Olafs Dag eller ſom Pantaleons Dag; begge Angivelſer betegne 28de Juli. Hos Ditmar, ved 1261, ſtaar St. Olafs Dag, 29de Juli, men dette maa være en Fejltagelſe eller Skjødesløsheds-Feil. Naar de norſke Geſandter ankom til Horſens den 15de Juli, maatte der dog vel mindſt gaa en Dag hen med Budſendingen til Kloſtret og tilbage. Sendte nu Ingeborg Dagen efter (den 17de) Bud til Dronningen, har vel ikke dette Bud kunnet tilbagelægge Vejen i ringere Tid end et Par Dage, altſaa fra 17de til 19de Juli; omtrent ved denne Tid, eller henved 8 Dage for Slaget, er vel altſaa Kongedatterens Bud indtruffet. Tilbagerejſen tog vel lige ſaa lang Tid: den 21de eller 22de Juli er vel ſaaledes Fæſtermaalet blevet ſluttet og Rejſen aftalt; mere end i det højeſte tre Dages Friſt har vel ej været beſtemt til Forberedelſen, og Afrejſen har da maaſkee fundet Sted omkring den 25de Juli, hvilket pasſer ret godt med Ankomſten til Tunsberg 2den Auguſt. Har Sørejſen, hvad der er meget muligt, kun varet et Par Dage, kan man gjerne ſætte det hele flere Dage ſildigere, hvilket i ſig ſelv er det rimeligſte, da Geſandterne ſnarere ere indtrufne efter den beſtemte Tid, end før, og Beretningen ſelv øjenſynligt tyder hen paa at en afgjørende Kataſtrofe var ganſke nær for Haanden ved Hæren.