Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/219

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
205
1261. Kong Magnus’s Frieri til Jomfru Ingeborg af Danmark.

gen paa Bane for ham, iſær da det lader til, at Erkebiſkoppen i Begyndelſen af dette Aar opholdt ſig en Tid i Sverige[1], for at undgaa det Uvejr, han havde paadraget ſig ved ſin fiendtlige Optræden mod den unge Konge og alle dem, der havde været med at lade ham krone, (Juledag 1259). Han havde nemlig ladet Kongen, Enkedronningen og alle de øvrige lyſe i Ban, ſom forfaldne dertil ved den blotte Overtrædelſe af hans tidligere, med Bans Truſel ledſagede, Proteſt[2]. At Byrge Jarls Forhold til Haakon, Kong Eriks Ven, ikke var ſom man efter de tidligere givne Forſikringer havde Grund til at vente, og at Nordmændene mistænkte ham, er tydeligt af det følgende. Aſkatin og Nikolas bragte et gunſtigt Svar fra Enkedronningen, Grev Ernſt og Kongedatteren. Der ſynes ikke engang at have været Tale om et foreløbigt Jaord, men Svaret lod kun, at naar Kongerne vilde ſende et ſømmeligt Geſandtſkab for at afhente hende midt i Juli Maaned[3], ſkulde man paa ſin Side ſørge for at hun ſtrax kunde drage afſted, udſtyret paa det bedſte. Dette vidner unegteligt om, at den foreløbige Aftale om Giftermaalet allerede tidligere maa have været truffen.

Da Tiden kom, udruſtede Kongerne Geſandtſkabet, der ſynes at have været ſærdeles glimrende. I Spidſen ſtod Biſkop Haakon i Oslo; de øvrige Geſandter vare Agmund Krøkedans, hans Søn Borgar, Paal Gaas og Lodin Staur. Biſkoppen havde en Tyveſesſe, Agmund og Paal hver ſin ſtore Drage; Skibenes Antal var i Alt ſyv, og Mandſkabet talrigt og udſøgt. De ſtyrede til Horſens i Jylland, hvor Kongedatteren opholdt ſig i et nærliggende Kloſter, maaſkee Rind Nonnekloſter ved Skanderborg Sø[4]. Men man havde nu i Danmark faaet andet at tænke paa end at bortgifte Kongedatteren. Krigen med de holſtenſke Grever var atter brudt ud i fuld Lue. Da Hertug Erik efter Kongens Kroning fornyede ſin Anmodning om at blive forlenet med Sønderjylland ſom arveligt Len, men Dronningen og de ſom foreſtode

  1. I de magre danſke Annaler omtales vel Erkebiſkop Jakobs ſaakaldte Landflygtighed til Sverige ikke førend i 1262; men Ribes Capitels Brev af 13de Mai 1261, meddeelt af Suhm X. 417, viſer dog, at Erkebiſkoppen paa den Tid var ude af Landet, og da det ej er rimeligt at han var i Tydſkland, maa det altſaa vel være Sverige, hvor han ogſaa nu opholdt ſig. Her havde han desuden flere Venner i fine Slægtninger.
  2. Pave Urbans Straffebrev, Langebek Scr. rer. Dan. V. 610.
  3. En halv Maaned for Olafsvaka den 29de Juli, altſaa 15de Juli. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 305.
  4. Se Daugaards danſke Kloſterhiſtorie, S. 421. Vel kunde ogſaa Visſing Kloſter her være meent (l. c. S. 420), men Rinds Kloſter ſynes at have været det anſeeligſte, og altſaa det, hvor det er rimeligſt at de ſøgte hende.