gen paa Bane for ham, især da det lader til, at Erkebiskoppen i Begyndelsen af dette Aar opholdt sig en Tid i Sverige[1], for at undgaa det Uvejr, han havde paadraget sig ved sin fiendtlige Optræden mod den unge Konge og alle dem, der havde været med at lade ham krone, (Juledag 1259). Han havde nemlig ladet Kongen, Enkedronningen og alle de øvrige lyse i Ban, som forfaldne dertil ved den blotte Overtrædelse af hans tidligere, med Bans Trusel ledsagede, Protest[2]. At Byrge Jarls Forhold til Haakon, Kong Eriks Ven, ikke var som man efter de tidligere givne Forsikringer havde Grund til at vente, og at Nordmændene mistænkte ham, er tydeligt af det følgende. Askatin og Nikolas bragte et gunstigt Svar fra Enkedronningen, Grev Ernst og Kongedatteren. Der synes ikke engang at have været Tale om et foreløbigt Jaord, men Svaret lod kun, at naar Kongerne vilde sende et sømmeligt Gesandtskab for at afhente hende midt i Juli Maaned[3], skulde man paa sin Side sørge for at hun strax kunde drage afsted, udstyret paa det bedste. Dette vidner unegteligt om, at den foreløbige Aftale om Giftermaalet allerede tidligere maa have været truffen.
Da Tiden kom, udrustede Kongerne Gesandtskabet, der synes at have været særdeles glimrende. I Spidsen stod Biskop Haakon i Oslo; de øvrige Gesandter vare Agmund Krøkedans, hans Søn Borgar, Paal Gaas og Lodin Staur. Biskoppen havde en Tyvesesse, Agmund og Paal hver sin store Drage; Skibenes Antal var i Alt syv, og Mandskabet talrigt og udsøgt. De styrede til Horsens i Jylland, hvor Kongedatteren opholdt sig i et nærliggende Kloster, maaskee Rind Nonnekloster ved Skanderborg Sø[4]. Men man havde nu i Danmark faaet andet at tænke paa end at bortgifte Kongedatteren. Krigen med de holstenske Grever var atter brudt ud i fuld Lue. Da Hertug Erik efter Kongens Kroning fornyede sin Anmodning om at blive forlenet med Sønderjylland som arveligt Len, men Dronningen og de som forestode
- ↑ I de magre danske Annaler omtales vel Erkebiskop Jakobs saakaldte Landflygtighed til Sverige ikke førend i 1262; men Ribes Capitels Brev af 13de Mai 1261, meddeelt af Suhm X. 417, viser dog, at Erkebiskoppen paa den Tid var ude af Landet, og da det ej er rimeligt at han var i Tydskland, maa det altsaa vel være Sverige, hvor han ogsaa nu opholdt sig. Her havde han desuden flere Venner i fine Slægtninger.
- ↑ Pave Urbans Straffebrev, Langebek Scr. rer. Dan. V. 610.
- ↑ En halv Maaned for Olafsvaka den 29de Juli, altsaa 15de Juli. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 305.
- ↑ Se Daugaards danske Klosterhistorie, S. 421. Vel kunde ogsaa Vissing Kloster her være meent (l. c. S. 420), men Rinds Kloster synes at have været det anseeligste, og altsaa det, hvor det er rimeligst at de søgte hende.
