siden at begive sig til det aftalte Møde med Byrge Jarl ved Gøta-Elven. Paa Ringsaker sluttede Erkebiskop Einar, der just kom nordfra, sig til dem, og fulgte med dem til Tunsberg: et Tegn paa, at Forholdet mellem ham og Kongen nu var bedre end før. I Tunsberg traf de Broder Nikolas, der just var kommen tilbage fra sin Gesandtskabsrejse til Tydskland, og berettede hvorledes det var gaaet ham hos Hertug Albrecht. De besluttede ifølge denne Besked strax at henvende sig til den danske Formynderregjering, i hvilken, foruden Enkedronningen selv, Grev Ernst af Gleichen synes at have haft mest at sige; han var gift med Ingeborg, en Datter af Æsbern Snares Datter af samme Navn og den før omtalte Peder Strangessøn[1]. Broder Nikolas maatte derfor paany drage afsted, og tilligemed ham Sira Askatin, Kongens Kantsler. Hvorfor man havde saadant Hastverk, var sandsynligviis fordi man ikke ret troede Byrge Jarl, thi ogsaa han havde enten anholdt eller agtet at anholde om Jomfru Ingeborgs Haand for sin Søn Kong Valdemar, og herom kunde man i Norge neppe være uvidende. Medens Gesandterne vare i Danmark, begave Kongerne sig til Gøtaelven, for efter Aftale at treffe Byrge Jarl. Men Byrge Jarl indfandt sig ikke, og efter at have ventet en Stund paa ham, vendte de tilbage til Tunsberg for at oppebie Sira Askatins og Broder Nikolas’s Tilbagekomst fra Danmark. Byrges Udeblivelse var maaskee, eller blev rimeligviis i det mindste udlagt som et Tegn paa en mindre venskabelig Stemning mod Kong Haakon. Thi vel havde han nu, som man af de følgende Begivenheder kan slutte, store Udrustninger fore, der udkrævede hans Nærværelse, men derfor kunde han dog vel have fundet Tid til at bolde slet den tidligere Aftale efterrettelig. Han havde desuden nu Planer, der aldeles maatte stride mod Kong Haakons Politik. Ej alene ønskede han, som vi have seet, et Giftermaal mellem sin Søn Kong Valdemar og Jomfru Ingeborg, men selv tænkte han, der siden 1254 var Enkemand, paa at egte Kong Abels Enke, Dronning Mechthild, en Syster af de holstenske Grever. Da vi siden efter erfare at Erkebiskop Jakob gjorde sig overordentlig Flid for at bringe dette Giftermaal i Stand, hvorved Byrge Jarl, som Hertug Eriks Stiffader og de holstenske Grevers Svoger, ganske vilde blive dragen ind i disses Parti, ligger den Slutning meget nær, at han først har søgt at paavirke Byrge Jarl selv, og bragt Sa-
- ↑ Se ovenfor, S. 80. Ernst af Gleichen var saaledes en Svoger først af den svenske Konge Knut lange, siden af Philip Laurentssøn, hvilke begge vare gifte med Helene, en anden Datter af Peter Strangessøn og Ingeborg Æsbernsdatter. De danske Diplomer nævne Grev Ernst hyppigt, men man kan dog ikke deraf see, at han egentlig var en af Rigsformynderne, hvilket man maa slutte af den Maade, hvorpaa Sagaen omtaler ham.
