Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/217

203

1260. Gesandtskab til Hertugen af Saxen.

dog for at høre, hvad han vilde gjøre ved Sagen. Til ham rejste derfor Gesandterne, og fremførte deres Erende. Men han vilde intet dermed have at gjøre: „min Datterdatter“, sagde han, „er dansk af Fædreneæt, og Danerne idet vil altsaa sige den danske Formynderregjering) raade for hendes Giftermaal.“ Strax efter lod han sine tvende ugifte Døtre prægtigt smykkede, træde ind, og forestillede dem for Gesandterne med de Ord:. „for dem raader jeg, hvis nogen bejler til .dem“. Det lader dog ikke til at Gesandterne toge nogen Notits af dette Vink. De vendte strax tilbage, først til Danmark, uden, som det synes, her at henvende sig til nogen; siden til Norge, hvor de altsaa endnu ingen Besked kunde give^[1]. Kongerne havde imidlertid forladt Throndhjem, og taget Vinterophold, Haakon i Bergen, og Magnus i Stavanger; han var nemlig allerede ved Kongens Hjemkomst fra Danmark efter Fredsslutningen i Kjøbenhavn bleven forlenet med Ryfylke^[2]. Naar han foretog den før omtalte Rejse til de øvrige Lagthing, for at kundgjøre de paa Frostathing antagne Beslutninger, og faa dem samtykte, siges ikke; det kan dog neppe være skeet endnu i dette samme Aar, thi Thingtiden var sikkert forbi, inden han og Faderen forlode Throndhjem. Det er heller ikke let blandt de nærmest følgende Aar at paapege et eneste, hvori det med Rimelighed kunde være skeet. Baade i 1261 og 1262 tilbragte Kong Magnus, som det vil sees, Sommeren og Thingtiden i Viken, saa at han da i alle Fald ej kan have været paa Gulathinget.

20. Junker Sverres Død. Kong Magnus’s Giftermaal og Kroning.

Under sit Vinterophold i Bergen (1260–1261) havde Kong Haakon den Sorg, at hans Sønnesøn, Junker Sverre, døde^[3]. Han tog sig, siges der, dette meget nær; men ellers kan det ikke negtes, at vistnok mangt et Frø til Ubehageligheder, maaskee endog til indvortes Uroligheder, derved kvaltes. Kort efter Sverres Død droge Kongerne Haakon og Magnus tilsammen over Sogn og Fillefjeld til Oplandene for

schweig, og havde med hende flere Døtre, af hvilke rimeligviis de yngste, Agnes og Helene, vare de, hvilke han forestillede de norske Gesandter. Sagaen ytrer om ham, at han var en stor Høvding, og siger rigtigt, at har var en af de tydske Valgfyrster, samt kejserlig Rigs-Drottsete (Truchseß). Han døde i Slutningen af det samme Aar, Gesandten havde været hos ham, se Suhm X. 422.

1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 204.
2. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 293.
3. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 303.