Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/216

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
202
Haakon Haakonsſøn.

nok og, efter ſom Kong Magnus fik dem oplæſte og ſamtykkede paa de øvrige Thing, blevne indførte i de hertil hørende Lovbøger, af hvilke vi dog ikke nu beſidde noget ganſke fuldſtændigt Haandſkrift; af Eidſiva-.Loven .findes kun et ubetydeligt Brudſtykke, og det eneſte complette Haandſkrift, vi have af Gulathingsloven ſelv, har dog, ſom man ſeer, indeholdt flere Tillæg ved Enden, der i Tidens Løb ere tabte. Saaledes kan man vel ikke ligefrem paaviſe Retterbøderne i andre Lovbøger end Froſtathingslagens, medens der alligevel er ſaa godt ſom Vished for at de maa have været tilføjede i Haandſkriftet af Gulathingsloven, ſikkert paa nogle af de borteblevne Blade. De velgjørende Virkninger af disſe vigtige og for Landets tidsmæsſige Udvikling uundgaaelig nødvendige Forandringer undlode viſt ikke at ſpores meget ſnart, om end ikke Kong Haakon ſelv oplevede dem. Naar man ret ſætter ſig ind i, hvordan Tilſtanden, iſær med Henſyn til den perſonlige Sikkerhed, maa have været før den Tid, og hvad den ſiden var, vil man nok kunne fatte, hvilken Velgjerning Kong Haakon ved disſe Retsforbedringer beviſte ſit Folk. Men en ſtor Deel af Erkjendtligheden ſkyldes ogſaa de brave, veltænkende Mænd, der virkede med ham til det gode Formaal, og blandt dem indtager ſikkert Erkebiſkop Einar den meſt fremragende Plads.

Under Kongernes Ophold i Throndhjem, ja maaſkee endog førend deres Afrejſe fra Bergen, beſluttedes det og at gjøre Alvor af Kong Magnus’s Giftermaal. Der afſendtes et Geſandtſkab for at anholde om den danſke Kongedatter Ingeborgs Haand. I Spidſen for Geſandtſkabet ſtod en Broder Nikolas, ſandſynligviis Dominicaner. Under de daværende Forhold i Danmark, da Kongen, Ingeborgs Syſkendebarn, var et umyndigt Barn, og man ſaaledes endnu ikke ret vidſte, hvo der var hendes egentlige Værge, eller ſom det i vore ældre Love kaldtes, Giftingsmand, troede man at handle ſikreſt i at henvende ſig umiddelbart til hendes Morfader, Hertug Albrecht af Saxen-Lauenburg[1], om ej for andet, ſaa

    mindſte kan anſees ſom et Supplement dertil. Derhos have vi ovenfor ſeet, at Haakonarbok, ſkjønt den i Cap. 20 indtager den Indledning, der handler om Mødet paa Froſtathing, dog ikke i dette Capitel opregner alle de her vedtagne Retterbøder, men anfører enkelte af dem tidligere. Dette viſer, at man ikke kan ſlutte ſaa meget fra den Omſtændighed, at enkelte Retterbøder udelades paa eet Sted, medens de indtages paa et andet. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 332, der i Korthed omtaler Retterbøderne, har, ſom man tydeligt kan ſee, nærmeſt fulgt Udtoget, ſkjønt den ikke taler noget om Nedſættelſen af Bøderne.

  1. Albrecht havde i ſit førſte Egteſkab med Agnes af Øſterrig Datteren Juthe, der 1239 blev gift med Erik Valdemarsſøn, og efter hans Død med Burchard Borggreve af Magdeburg. Anden Gang var han gift med Helene af Braun-