nok og, efter som Kong Magnus fik dem oplæste og samtykkede paa de øvrige Thing, blevne indførte i de hertil hørende Lovbøger, af hvilke vi dog ikke nu besidde noget ganske fuldstændigt Haandskrift; af Eidsiva-.Loven .findes kun et ubetydeligt Brudstykke, og det eneste complette Haandskrift, vi have af Gulathingsloven selv, har dog, som man seer, indeholdt flere Tillæg ved Enden, der i Tidens Løb ere tabte. Saaledes kan man vel ikke ligefrem paavise Retterbøderne i andre Lovbøger end Frostathingslagens, medens der alligevel er saa godt som Vished for at de maa have været tilføjede i Haandskriftet af Gulathingsloven, sikkert paa nogle af de borteblevne Blade. De velgjørende Virkninger af disse vigtige og for Landets tidsmæssige Udvikling uundgaaelig nødvendige Forandringer undlode vist ikke at spores meget snart, om end ikke Kong Haakon selv oplevede dem. Naar man ret sætter sig ind i, hvordan Tilstanden, især med Hensyn til den personlige Sikkerhed, maa have været før den Tid, og hvad den siden var, vil man nok kunne fatte, hvilken Velgjerning Kong Haakon ved disse Retsforbedringer beviste sit Folk. Men en stor Deel af Erkjendtligheden skyldes ogsaa de brave, veltænkende Mænd, der virkede med ham til det gode Formaal, og blandt dem indtager sikkert Erkebiskop Einar den mest fremragende Plads.
Under Kongernes Ophold i Throndhjem, ja maaskee endog førend deres Afrejse fra Bergen, besluttedes det og at gjøre Alvor af Kong Magnus’s Giftermaal. Der afsendtes et Gesandtskab for at anholde om den danske Kongedatter Ingeborgs Haand. I Spidsen for Gesandtskabet stod en Broder Nikolas, sandsynligviis Dominicaner. Under de daværende Forhold i Danmark, da Kongen, Ingeborgs Syskendebarn, var et umyndigt Barn, og man saaledes endnu ikke ret vidste, hvo der var hendes egentlige Værge, eller som det i vore ældre Love kaldtes, Giftingsmand, troede man at handle sikrest i at henvende sig umiddelbart til hendes Morfader, Hertug Albrecht af Saxen-Lauenburg[1], om ej for andet, saa
- ↑ Albrecht havde i sit første Egteskab med Agnes af Østerrig Datteren Juthe, der 1239 blev gift med Erik Valdemarssøn, og efter hans Død med Burchard Borggreve af Magdeburg. Anden Gang var han gift med Helene af Braun-
mindste kan ansees som et Supplement dertil. Derhos have vi ovenfor seet, at Haakonarbok, skjønt den i Cap. 20 indtager den Indledning, der handler om Mødet paa Frostathing, dog ikke i dette Capitel opregner alle de her vedtagne Retterbøder, men anfører enkelte af dem tidligere. Dette viser, at man ikke kan slutte saa meget fra den Omstændighed, at enkelte Retterbøder udelades paa eet Sted, medens de indtages paa et andet. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 332, der i Korthed omtaler Retterbøderne, har, som man tydeligt kan see, nærmest fulgt Udtoget, skjønt den ikke taler noget om Nedsættelsen af Bøderne.
