ligt, „at skjønt alt hvad Drabsmanden ejede i Land og Løsøre forhen faldt under Kongen, undtagen Odelsjord, skulde Kongen efterdags ikke tage mere Thegngilde end 8 Ertuger og 13 Mkr. Sølv i løst eller fast; og hvis fast Ejendom udrededes i dette Thegngilde, skulde Arvingerne, hvis det var deres Odel, have Løsningsret dertil i 10 Aar[1]. Fremdeles gav Kongen strenge Bestemmelser med Hensyn til Sysselmændenes Embedsførsel. Man seer af disse Bestemmelser saavel som deres Motiver, at Sysselmændene allerede havde gjort sig skyldige i stor Embedsforsømmelse saavel som i tilsvarende Anmasselse og Underslæb. „Ofte“, heder det, „har det hændt sig, at utlæge Folk have pludselig viist sig (nedfaldet) i Bygderne og at Bønderne have maattet bøde til Sysselmændene for at have huset og hælet dem, saa at dette har været Sysselmændene til Vinding men Bønderne til Pengetab, medens derimod de, hvis Gjerninger skulde have paadraget dem fortjent Straf, ere slupne bort. Derfor ville vi herefter at de kongelige Ombudsmænd ikke mindre end de andre, der i Loven nævnes, skulle være pligtige til, med Bøndernes Bistand at afstraffe dem, der begaa slige Udaadsverk, som nu ere opregnede; og hvis nogen længer farer med saadant Bedrageri for Vindings Skyld, det være sig Sysselmand eller Aarmand, at han ikke afstraffer Udaadsmændene, naar han kan komme til, skal Sysselmanden derved være selvsagt fra den Hæderspost, han beklædte paa vore Vegne, og derforuden bøde 12 Mkr. Sølvværdi; ligesaa Aarmanden, hvis han ej besørger Afstraffelsen. Boden tilfalder halvt Kongen, halvt Bønderne“[2]. Man maa saaledes slutte at Sysselmændene benyttede sig deraf, at Lovbogen kun nævnte „Aarmænd“ som executive Ombudsmænd, til at unddrage sig alle de mere byrdefulde og mindre behagelige eller indbringende Functioner, der paalaa disse, medens der dog rimeligviis factisk ikke længer existerede Aarmænd, eller i det højeste kun yderst faa: hvoraf Følgen var, at der slet ikke fandtes nogen, som vilde besørge Forbryderes Afstraffelse, og at Bygderne derved foruroligedes af Utlæge. Men ved den her givne Bestemmelse udtalte Kongen tydeligt, at Sysselmændene med Hensyn til alle executive Functioner paa Kronens Vegne ganske traadte i Aarmændenes Sted. Derhos forbød han enhver kongelig Ombudsmand at paalægge almindelige Afgifter eller fordre tvungne Gjestebud; hvis nogen af Høflighed bød Ombudsmanden til sig, eller viste ham Tjenester, var det hans egen Sag; men nogen Ret hertil besad Ombudsmanden ej[3].
