Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/214

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
200
Haakon Haakonsſøn.

ligt, „at ſkjønt alt hvad Drabsmanden ejede i Land og Løsøre forhen faldt under Kongen, undtagen Odelsjord, ſkulde Kongen efterdags ikke tage mere Thegngilde end 8 Ertuger og 13 Mkr. Sølv i løſt eller faſt; og hvis faſt Ejendom udrededes i dette Thegngilde, ſkulde Arvingerne, hvis det var deres Odel, have Løsningsret dertil i 10 Aar[1]. Fremdeles gav Kongen ſtrenge Beſtemmelſer med Henſyn til Sysſelmændenes Embedsførſel. Man ſeer af disſe Beſtemmelſer ſaavel ſom deres Motiver, at Sysſelmændene allerede havde gjort ſig ſkyldige i ſtor Embedsforſømmelſe ſaavel ſom i tilſvarende Anmasſelſe og Underſlæb. „Ofte“, heder det, „har det hændt ſig, at utlæge Folk have pludſelig viiſt ſig (nedfaldet) i Bygderne og at Bønderne have maattet bøde til Sysſelmændene for at have huſet og hælet dem, ſaa at dette har været Sysſelmændene til Vinding men Bønderne til Pengetab, medens derimod de, hvis Gjerninger ſkulde have paadraget dem fortjent Straf, ere ſlupne bort. Derfor ville vi herefter at de kongelige Ombudsmænd ikke mindre end de andre, der i Loven nævnes, ſkulle være pligtige til, med Bøndernes Biſtand at afſtraffe dem, der begaa ſlige Udaadsverk, ſom nu ere opregnede; og hvis nogen længer farer med ſaadant Bedrageri for Vindings Skyld, det være ſig Sysſelmand eller Aarmand, at han ikke afſtraffer Udaadsmændene, naar han kan komme til, ſkal Sysſelmanden derved være ſelvſagt fra den Hæderspoſt, han beklædte paa vore Vegne, og derforuden bøde 12 Mkr. Sølvværdi; ligeſaa Aarmanden, hvis han ej beſørger Afſtraffelſen. Boden tilfalder halvt Kongen, halvt Bønderne“[2]. Man maa ſaaledes ſlutte at Sysſelmændene benyttede ſig deraf, at Lovbogen kun nævnte „Aarmænd“ ſom executive Ombudsmænd, til at unddrage ſig alle de mere byrdefulde og mindre behagelige eller indbringende Functioner, der paalaa disſe, medens der dog rimeligviis factiſk ikke længer exiſterede Aarmænd, eller i det højeſte kun yderſt faa: hvoraf Følgen var, at der ſlet ikke fandtes nogen, ſom vilde beſørge Forbryderes Afſtraffelſe, og at Bygderne derved foruroligedes af Utlæge. Men ved den her givne Beſtemmelſe udtalte Kongen tydeligt, at Sysſelmændene med Henſyn til alle executive Functioner paa Kronens Vegne ganſke traadte i Aarmændenes Sted. Derhos forbød han enhver kongelig Ombudsmand at paalægge almindelige Afgifter eller fordre tvungne Gjeſtebud; hvis nogen af Høflighed bød Ombudsmanden til ſig, eller viſte ham Tjeneſter, var det hans egen Sag; men nogen Ret hertil beſad Ombudsmanden ej[3].

  1. Nyere Landsl. X. Rb. 5.
  2. Froſtathingslov, Indl. Cap. 12.
  3. Nyere Landsl. X. Rb. 6.