Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/213

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
199
1260. Vigtige Retterbøder vedtagne.

hevne med Døden, ſkulde Udøvelſen af denne Hevn fremdeles ikke medføre Utlegd[1]. Derſom Nogen ſaarede eller paa anden Maade mishandlede ſagesløs Mand, og denne ſelv eller hans Frænder ſtrax hevnede Fredsbrudet, førend lovligt Tilbud om Bøder fremkom fra Fornærmeren, laa han paa ſine Gjerninger; men derſom han gjorde et ſaadant Tilbud og ſtillede fuldkommen Sikkerhed for dets Opfyldelſe, da blev den anden utlæg, om hun vovede at forgribe ſig paa ham[2]. Men fremfor alt gjaldt det at afſkaffe den af os for omtalte Uſkik, at en dræbt Mands Frænder ofte ikke bilde hevne ſig paa Drabsmanden ſelv, om de end kunde, men derimod til Gjengjeld dræbte den bedſte Mand af dennes Æt, om han endog var aldeles uſkyldig, eller, ſom det beder, „hverken vidende, villende eller vedværende Drabet“. „Da“, heder det, „den Onde derved netop nyder godt af ſin Slethed og Uſelhed, men den Uſkyldige maa undgjelde for at han er en brav og anſeet Mand; ſamt da mangen Mand heraf bar lidt ſtort Ætteſkaar, og vi ſelv miſtet vore bedſte Thegner i Landet, faſtſætte vi herved Ubodemaal og Al-Ejemaal for hver den, der hevner ſig paa andre end den der ſelv dræber eller anſtifter Drabet“[3], med andre Ord: et ſaadant Drab erklæredes for Nidingsverk, der ſtraffedes med uigjenkaldelig Fredløshed og Forbrydelſe af al Ejendom, løſt og faſt til Kongen. Lignende Straf beſtemtes eller maaſkee rettere indſkjærpedes for at løbe bort med anden Mands Kone, hugge Haand eller Fod af Nogen med koldt Blod, ikke i Kamp, ſaavel ſom for ſtørre Tyverier[4]. Derimod viſte Kongen ſtor Liberalitet i at nedſætte Kronens Sag-Øre eller de den tilkommende Bøder indtil en Trediedeel af det oprindelige Beløb. Alle de forrige 40 Merkers Bøder ſank ſaaledes ned til det ſiden ſaa hyppigt forekommende Beløb, „8 Ertuger og 13 Merker“. Herfra var ikke engang Thegngildet, eller den Kongen tilkommende Bod for en Thegns Drab undtaget. Thi uagtet den viſtnok, ſom vi have ſeet, allerede paa Kong Sverres Tid og maaſkee en rum Tid forud kun udgjorde 40 Mkr., ſaa ſynes dog dette kun at have været en Vedtægt uden beſtemt Lovhjemmel, hvorimod, ved ſædvanlige Drab, der ej vare Nidingsdrab, alt hvad Drabsmanden ejede i Land og Løsøre, ſkulde tilfalde Kronen, paa Odelsjord nær, der kun forbrødes ved Nidingsverk. Men Kong Haakon beſtemte udtrykke-

  1. Froſtathingslovens Indl. 7. De ſyv Kvinder ere Huſtrue, Moder, Datter, Syſter, Stifmoder, Sønnekone, Broderkone.
  2. Froſtathingslovens Indl. 6.
  3. Froſtathingslovens Indl. 8, Haakonarbok, Cap. 20. Nyere Landslov X. Rb. 4. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 332. Magnus’s nyere Landsl. X, Rd. 2.
  4. Froſtathingslovens Indl. 9, 10. Haakonarbok Cap. 20; nyere Landslov X. Rd. 4. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 332.