Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/212

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
198
Haakon Haakonsſøn.

Mænds Aflivelſer, hvilket har været mere ſædvanligt her end i de fleſte andre Lande. Og fordi det førſt er betænkeligt og farligt med Henſyn til Gud, og derhos paafører Folkene ſelv baade Frændetab og Pengeſpilde, ligeſom det og er en Skam at man i Lande, hvor bedre Sæder herſke, ſkal ſpørge at ſlig Uſkik herſker her mere end andenſteds: ſaa have vi i Samraad med Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne, Lendermændene, de lærde Mænd, Lagmændene og andre af de forſtandigſte Mænd i Landet overtænkt, hvorledes Manddrabene kunne formindſkes. Og ſynes det os førſt og fremſt i ſin Orden, at den hellige Kong Olafs Lov ſtaar ved Magt ſaaledes ſom han har beſtemt, ſkjønt det hidtil formedelſt Begjærlighed efter Gods ikke tilbørligt har været overholdt, at den, der dræber ſagesløs Mand, ſkal have forbrudt Fæ og Fred, og være utlæg.og ugild, hvor han treffes, baade for Kongen og Frænder“[1]. Derſom Manddraberen i ſin Utlegd eller Fredløshed faldt for Kongens Sverd eller for den Dræbtes Frænder, ſkulde hans Frænder, for ſaa vidt han ejede Gods, udrede Fjerdeparten af Bøderne af dette, men kunde da og fordre Trygd og Forlig af den Dødes Frænder; forlod han Norge, ſkulde hans Frænder udrede Fjerdedelen, og hvis han døde udenlands, uden ſelv at efterlade Formue nok, Halvparten af Bøderne[2]. Det var, ſom man ſeer, Privathevnen, Kongen fremdeles iſær ſøgte at forebygge. Vel vare Begreberne endnu ikke ſaa renſede, at han ganſke kunde afſkaffe den, men han ſøgte dog ſaa meget ſom muligt at indſkrænke den. Det nys nævnte Anſvar for den bortrømte Manddraber var altſaa nu det eneſte, der paalaa Frænderne. Det beſtemtes end videre, at hvis Kongen gav den, der var bleven utlæg formedelſt Drab paa ſagløs Mand, Landsviſt, det vil ſige benaadede ham, mod Erlæggelſen af en vis Pengeſum, kaldet Fredkjøb, og han derhos betalte de tilbageſtaaende Drabsbøder (Halvparten ſkulde allerede ſtrax efter Drabet udredes af hans Gods, eller hvis dette ej ſtrak til, af hans Frænder) ſkulde den Dræbtes Frænder ej have Ret til at dræbe ham; denne Ret indtraadte kun, naar han ikke vilde betale[3]. Derfor maatte heller ikke den Utlæges Arving, der tog hans Ejendomme i Beſiddelſe efter ham, ſælge disſe, ſaa længe hiin endnu var i Live, og hvis han fik Landsviſt, ſkulde alt tilbagegives ham, baade urørligt og rørligt Gods, undtagen den oppebaarne Landſkyld, der tilkom Brugeren[4]. Derſom Nogen vanærede en af de ſyv Kvinder, hvis Beſkjemmelſe Lovbogen tillod at

  1. Froſtathingsloven, Indl. Cap. 3, 4.
  2. Froſtathingsloven, Indl. 1. Haakonarbok Cap. 20.
  3. Froſtathingsloven, Indl. 5. Haakonarbok Cap. 17.
  4. Froſtathingsloven, Indl. 4, 5. Haakonarbok, Cap. 16, 17.