tet Paaberaabelsen af St. Olafs Lov her er noget uegentlig, kan man dog sige, at den foruden i det væsentlige at holde sig til den gamle Privat-Arvelov, ogsaa udtaler det fra Kong Olafs Tid strengt overholdte Arvelighedsprincip i den mandlige Linje. De Forhandlinger, denne Sag vedkommende, der skede paa det egentlige Frostathing, have aabenbart kun bestaaet deri, at den allerede af Høvdingerne vedtagne Bestemmelse er bleven forkyndt for Frostathingsmændene og af disse samtykt, som det hed, med Thingtag eller Vaabentag. Thi siden, tilføjes der, „forkyndte Kong Magnus det samme paa Thingene i alle Landets Dele, hvor alle Norges Mænd saaledes samtykkede deri for sig og sit Afkom med ret Thingtag“.
Men foruden denne vigtige, til den offentlige Ret hørende Akt, som ved denne Lejlighed vedtoges, og som Kong Magnus siden forkyndte paa de andre Thing, bleve og, som vi allerede have antydet, flere vigtige og indgribende Retterbøder eller Forbedringer i den private Lovgivning vedtagne. Disse Forbedringer, der efter den tidligere omhandlede Skik indførtes for sig selv, med en egen, i Kongens Navn forudskikket Indledning foran i Lovbogen, og sædvanligviis kaldtes „den nye Lov i Bogen“[1], indtil hans Søn, Kong Magnus, fik en fuldstændig Lovreform tilvejebragt, udgjorde, kan man sige, den første væsentlige Begyndelse til dette store Lovrevisions-Verk. De synes hovedsageligt at skyldes Kong Haakons egen Omtanke og Fædrelandssind, skjønt sikkert ogsaa hans Raadgivere, og ikke mindst Erkebiskop Einar, havde Deel deri, ligesom det naturligviis ogsaa om dem heder, at de „bleve vedtagne efter Samraad med Kong Magnus, Erkebiskop Einar, Lydbiskopperne, Lendermændene, de lærde Mænd, Lagmændene og de forstandigste Mænd i Landet“. For en stor Deel gik de ud paa at hemme det af os allerede oftere omtalte Hang til Blodsudgydelse, deri Stedet for at modarbejdes af den hidtil bestaaende Lovgivning om Drabsbøder, hvilket dog umiskjendeligt var dennes Hensigt, tvert imod befordredes derved. Om. Tilstanden i dette Henseende giver den nys nævnte Indledning, hvorved Retterbøderne paabydes, saavel som de Motiver, der hist og her anføres ved Retterbøderne selv, Oplysninger, der vække intet mindre end hyggelige Forestillinger, medens man dog paa den anden Side maa erkjende, at man ej kunde vente stort andre Forhold saa kort Tid efter en langvarig Borgerkrigs-Tid, hvor Lidenskaberne fik frit Spillerum og borgerlig Orden som oftest traadtes under Fødder. „De Fleste“, saaledes begynder Kongen sin Indledning, „vide noksom, hvor megen og mangfoldig Skade de fleste Mænds Ætter her i Landet have faaet af Manddrab og de bedste
- ↑ Haakon Haakonssøn Saga Cap. 332.
