Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/210

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
196
Haakon Haakonsſøn.

vidt der kan ſiges at have været uundgaaelig Nødvendighed forhaanden i Udeblivelſestilfælde eller ikke. I denne Ferd fare enhver paa ſin egen Bekoſtning, men Kongen ſkal dog godtgjøre alle dem deres Udlæg, der ikke have kongeligt Gods under Hænder“[1].

Man gjenkjender her øjeblikkelig meget af den Beſtemmelſe med Henſyn til Kongearven og Fremgangsmaaden i Tronledigheds-Tilfælde, ſom Erkebiſkop Eyſtein og Erling Jarl fik vedtagne paa Rigsmødet i Bergen 1164[2], men det væſentligſte er dog, ſom man ſeer, forandret. Her er ikke mere Tale om Kronens Ofring til St. Olaf, ikke om Prælaternes og de verdslige Stormænds Ret til at prøve og godkjende Troncandidaternes Adkomſter. Høvdingerne paa Tronfølgermødet ſaavel ſom de tolv Bønder af hvert Biſkopsdømme have intet andet at beſtille end at hylde Kongen. Derimod ſeer man det Princip nu højtideligt vedtaget, der allerede udtales i hiin ældre Arvelov, men med denne ſelv var blevet tilſideſat, at egte Fødſel ſaavel ſom Førſtefødſelsret var et ubetinget Fortrin. At den mandlige Linje ſkulde have abſolut Forret for den kvindelige, var allerede ældgammel Vedtægt. Kongedømmets Udelelighed var altſaa ſikret. Derimod indlod man ſig ikke paa, ſom ſenere, nøjagtigt i fjernere og fjernere Led at beſtemme Arvegangen, men henviſte kun til den gjeldende Lov om Privat-Arv. Hvor vidt nu Junker Sverre Haakonsſøn ved denne Lov kunde anſees udelukket fra Tronarven eller ej, kommer an paa hvorledes Ordene „Norges Konges ældſte egtefødde Søn“ ſkal forklares. Thi „Norges Konge“ kan her være den ſidſte afdøde Konge, eller en anden, tidligere afdød, retmæsſig Konge. I denne ſidſte Mening have Ordene ſikkert for Junker Sverres Vedkommende været tagne, thi det ſynes ikke rimeligt, at hans Faders tidlige Død ſkulde have berøvet ham hans ellers ubeſtridelige Ret til Tronen. Om der end paa den Maade kom til at beſtaa tvende kongelige Linjer ved Siden af hinanden, meente man vel, at dette dog ikke vilde have ſynderligt at betyde, da der jo alligevel alene kunde blive Spørgsmaal om eet Individ, og man havde da altid den ældſte at holde ſig til.

„Denne Akt“, ſiger hiint Lov-Udkaſt, „lod Kong Haakon ſætte i Bogen paa Froſtathinget, nemlig hvo der efter ret Arv har at være Konge i Norge efter den hellige Kong Olafs Lov, med Raad og Samtykke af ſin Søn Kong Magnus, Erkebiſkop Einar og alle de andre Lydbiſkopper, Lendermænd og lærde, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, hvilke da vare tilſtede, ſamt alle Froſtathingsmændene“[3]. Uag-

  1. Hákonarbók, Cap. 20.
  2. Se ovenfor II. S. 934.
  3. Haakonarbok, l. c.