vidt der kan siges at have været uundgaaelig Nødvendighed forhaanden i Udeblivelsestilfælde eller ikke. I denne Ferd fare enhver paa sin egen Bekostning, men Kongen skal dog godtgjøre alle dem deres Udlæg, der ikke have kongeligt Gods under Hænder“[1].
Man gjenkjender her øjeblikkelig meget af den Bestemmelse med Hensyn til Kongearven og Fremgangsmaaden i Tronledigheds-Tilfælde, som Erkebiskop Eystein og Erling Jarl fik vedtagne paa Rigsmødet i Bergen 1164[2], men det væsentligste er dog, som man seer, forandret. Her er ikke mere Tale om Kronens Ofring til St. Olaf, ikke om Prælaternes og de verdslige Stormænds Ret til at prøve og godkjende Troncandidaternes Adkomster. Høvdingerne paa Tronfølgermødet saavel som de tolv Bønder af hvert Biskopsdømme have intet andet at bestille end at hylde Kongen. Derimod seer man det Princip nu højtideligt vedtaget, der allerede udtales i hiin ældre Arvelov, men med denne selv var blevet tilsidesat, at egte Fødsel saavel som Førstefødselsret var et ubetinget Fortrin. At den mandlige Linje skulde have absolut Forret for den kvindelige, var allerede ældgammel Vedtægt. Kongedømmets Udelelighed var altsaa sikret. Derimod indlod man sig ikke paa, som senere, nøjagtigt i fjernere og fjernere Led at bestemme Arvegangen, men henviste kun til den gjeldende Lov om Privat-Arv. Hvor vidt nu Junker Sverre Haakonssøn ved denne Lov kunde ansees udelukket fra Tronarven eller ej, kommer an paa hvorledes Ordene „Norges Konges ældste egtefødde Søn“ skal forklares. Thi „Norges Konge“ kan her være den sidste afdøde Konge, eller en anden, tidligere afdød, retmæssig Konge. I denne sidste Mening have Ordene sikkert for Junker Sverres Vedkommende været tagne, thi det synes ikke rimeligt, at hans Faders tidlige Død skulde have berøvet ham hans ellers ubestridelige Ret til Tronen. Om der end paa den Maade kom til at bestaa tvende kongelige Linjer ved Siden af hinanden, meente man vel, at dette dog ikke vilde have synderligt at betyde, da der jo alligevel alene kunde blive Spørgsmaal om eet Individ, og man havde da altid den ældste at holde sig til.
„Denne Akt“, siger hiint Lov-Udkast, „lod Kong Haakon sætte i Bogen paa Frostathinget, nemlig hvo der efter ret Arv har at være Konge i Norge efter den hellige Kong Olafs Lov, med Raad og Samtykke af sin Søn Kong Magnus, Erkebiskop Einar og alle de andre Lydbiskopper, Lendermænd og lærde, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, hvilke da vare tilstede, samt alle Frostathingsmændene“[3]. Uag-
