og Erkebiskoppen, hvori de meldte at de begge ønskede ham udnævnt. Dermed var denne Sag for det første afgjort[1].
Uenigheden angaaende dette Valg hindrede dog ikke Kongen og Erkebiskoppen fra hæderligt at virke sammen paa Rigsmødet og Frostathinget til den offentlige og private Rets Forbedring, saaledes som vi ovenfor have antydet. Maaskee at Trætten om Hamars Biskopsstols Besættelse ogsaa allerede var bilagt, da de øvrige Deeltagere i Rigsmødet indtraf til Byen, og Forhandlingerne kunde tage sin Begyndelse. Hvorledes disse førtes, er ikke optegnet, men vi kjende Resultaterne. Paa Frostathinget, hvor enten Kongen efter forud afholdt Rigsmøde begav sig hen og, som det siges, ordnede Kongens Sager, eller hvor maaskee endog Rigsmødet selv holdtes, blev Kongearvefølgen bestemt ved en skriftligt optegnet Akt. Denne Akt findes endnu optagen i det første Udkast til en efter Norges Lovgivning lempet Lovbog for Island, der sædvanligviis, skjønt neppe med Rette, tillægges Kong Haakon; efter den meddele vi den her, da det i flere Henseender er af Interesse at kjende dens Udtrvk nøjagtigt. „Den“, heder det, „skal være Konge i Norge, som er Norges Konges ældste egtefødde Søn, odelbaaren til Land og Thegner. Er ikke egtefød Søn til, da skal Kongens Søn være Konge, om han end ikke er egtefød, og er ingen af disse til, da skal den være Konge i Norge, som er odelbaaren og nærmest i Arv, men derhos af Kongernes Ætt. Efter Kongens Frafald skal Konge-Evnet (Tronarvingen), alle Biskopper, Abbeder, Hirdstjorer og Lagmænd med hele Hirden være selvstevnede at søge nord til hans Frænde, den hellige Kong Olaf, og nævne Hirdstjorerne med sig tolv af de forstandigste Bønder i hvert Biskopsdømme, og have begivet sig paa Rejsen inden den første Maaned efter at de have spurgt Kongens Død. Derpaa skal Konge-Evnet lade tilstevne Ørething, og skal der tages til Konge, samt sværge sine Thegner Lov og Ret, hvorimod de skulle tilsværge ham Land og Thegner. Nu om Nogen lader sig anderledes tage til Konge end det her er sagt, da har han forbrudt Fæ og Fred, være i Pavens og alle hellige Mænds Forbud, og ikke værdig til at begraves ved nogen i Kirke; saa og hver den, der er med ham heri. Men hvis Hirdstjorerne eller Hirden forsømme denne Ferd, da ere de Landraademænd (Højforrædere) mod Kongen, undtagen hvis fuld Nødvendighed hindrer dem; enhver opnævnt Bonde, der ikke foretager denne Ferd, skal bøde 40 Mrk. til Kongen. Kongen selv skal efter skjønsomme Mænds Raad afgjøre, hvor
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 299, 302.
