digheder maatte det falde ubelejligt nok, at Kongen befandt sig paa en spendt Fod med Erkebiskoppen, der dog ved de forestaaende Forhandlinger maatte have en saa væsentlig og afgjørende Stemme. De havde ikke seet hinanden siden Sommeren 1257, da Magnus fik Kongenavn. I 1258, og rimeligviis ogsaa i 1259, vilde Einar, som det udtrykkeligt siges, ikke begive sig sydover til Kongen, fordi de sidst havde skilts ad som Uvenner. Og just som de nu skulde mødes, gjorde Erkebiskoppens Forhold i Anledning af Hamars Biskopsstole Besættelse Kongen faa opbragt paa ham, som han ikke i lang Tid synes at have været paa noget Menneske. Chorsbrødrene i Hamar havde ikke kunnet blive enige om Valget, og da den canonisk bestemte Tid af tre Maaneder var gaaet hen, uden at nogen ny Biskop var bleven valgt, tilfaldt Provisionsretten Erkebiskoppen. Denne var vel forekommende nok til atter at overlade Chorsbrødrene Valget, men udpegede dog som en Mand, han gjerne ønskede valgt, en Chorsbroder ved Navn Lodin, hvilken ikke var Kongens Ven, saa at hans Ophøjelse paa Biskopsstolen maatte være Kongen meget imod. Alligevel blev han valgt, og dette maa, som man kan beregne, just være indtruffet ganske kort Tid førend Kongen rejste til Throndhjem, saa at han ved Sammenkomsten med Erkebiskoppen maatte have, hvad han ansaa for en ham af denne tilføjet Fornærmelse, i friskt Minde. Man fik ogsaa strax ved hans Ankomst til Nidaros see Beviis nok paa,
Anliggender). Men i Hákonarbók Cap. 9 staar der udtrykkeligt, at Kongearveloven blev vedtagen „med Samtykke af Kong Magnus, Erkebiskop Einar, alle de andre Lydbiskopper, Lendermænd og lærde Mænd, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, der da vare tilstede, samt alle Frostathingsmænd“. Uagtet Ordene „som da vare tilstede“ nok kunde tages som om de kun gjaldt de haandgangne Mænd, synes de dog med størst Rimelighed at maatte udstrækkes til alle de gejstlige og verdslige Stormænd, som siden nævnes, især da der udtrykkeligt staar „alle Lendermænd“. Ligeledes nævnes i Cap. 30, hvor det samme Møde omtales, „Lydbiskopperne, lærde Mænd, Lendermænd o. s. v.“. Man kunde maaskee tage det i den Forstand at Kongen foreløbigt havde raadført sig med hine Mænd, førend Sagen kom fore paa Frostathing, men dette ligger dog ikke egentlig i Ordene, og det var heller ikke Skik og Brug, hvorimod vi nu allerede have seet Exempler paa at slige almeenvigtige Anliggender, som de her nævnte, netop behandledes paa almindelige Rigsmøder, for at faa dem debatterede og vedtagne for hele Riget under eet. At Sagaen intet nævner om noget saadant Møde, har intet synderligt at betyde, thi den er just her meget kortfattet. Og vist er der, at der er intet, enten i Sagaen, eller i Diplomer, der strider mod Antagelsen af et saadant Møde, som f. Ex., at en Biskop paa den Tid skulde have opholdt sig andensteds, e. a. d. Sagaen omtaler neppe engang Biskopperne paa denne Tid; vi erfare f. Ex. slet ikke af den, at Biskoppen i Bergen siden 1256 heed Peter.
