Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/207

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
193
1260. Tviſt om Beſættelſen af Hamars Biſkopsſtol.

digheder maatte det falde ubelejligt nok, at Kongen befandt ſig paa en ſpendt Fod med Erkebiſkoppen, der dog ved de foreſtaaende Forhandlinger maatte have en ſaa væſentlig og afgjørende Stemme. De havde ikke ſeet hinanden ſiden Sommeren 1257, da Magnus fik Kongenavn. I 1258, og rimeligviis ogſaa i 1259, vilde Einar, ſom det udtrykkeligt ſiges, ikke begive ſig ſydover til Kongen, fordi de ſidſt havde ſkilts ad ſom Uvenner. Og juſt ſom de nu ſkulde mødes, gjorde Erkebiſkoppens Forhold i Anledning af Hamars Biſkopsſtole Beſættelſe Kongen faa opbragt paa ham, ſom han ikke i lang Tid ſynes at have været paa noget Menneſke. Chorsbrødrene i Hamar havde ikke kunnet blive enige om Valget, og da den canoniſk beſtemte Tid af tre Maaneder var gaaet hen, uden at nogen ny Biſkop var bleven valgt, tilfaldt Proviſionsretten Erkebiſkoppen. Denne var vel forekommende nok til atter at overlade Chorsbrødrene Valget, men udpegede dog ſom en Mand, han gjerne ønſkede valgt, en Chorsbroder ved Navn Lodin, hvilken ikke var Kongens Ven, ſaa at hans Ophøjelſe paa Biſkopsſtolen maatte være Kongen meget imod. Alligevel blev han valgt, og dette maa, ſom man kan beregne, juſt være indtruffet ganſke kort Tid førend Kongen rejſte til Throndhjem, ſaa at han ved Sammenkomſten med Erkebiſkoppen maatte have, hvad han anſaa for en ham af denne tilføjet Fornærmelſe, i friſkt Minde. Man fik ogſaa ſtrax ved hans Ankomſt til Nidaros ſee Beviis nok paa,

    Anliggender). Men i Hákonarbók Cap. 9 ſtaar der udtrykkeligt, at Kongearveloven blev vedtagen „med Samtykke af Kong Magnus, Erkebiſkop Einar, alle de andre Lydbiſkopper, Lendermænd og lærde Mænd, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, der da vare tilſtede, ſamt alle Froſtathingsmænd“. Uagtet Ordene „ſom da vare tilſtede“ nok kunde tages ſom om de kun gjaldt de haandgangne Mænd, ſynes de dog med ſtørſt Rimelighed at maatte udſtrækkes til alle de gejſtlige og verdslige Stormænd, ſom ſiden nævnes, iſær da der udtrykkeligt ſtaar „alle Lendermænd“. Ligeledes nævnes i Cap. 30, hvor det ſamme Møde omtales, „Lydbiſkopperne, lærde Mænd, Lendermænd o. ſ. v.“. Man kunde maaſkee tage det i den Forſtand at Kongen foreløbigt havde raadført ſig med hine Mænd, førend Sagen kom fore paa Froſtathing, men dette ligger dog ikke egentlig i Ordene, og det var heller ikke Skik og Brug, hvorimod vi nu allerede have ſeet Exempler paa at ſlige almeenvigtige Anliggender, ſom de her nævnte, netop behandledes paa almindelige Rigsmøder, for at faa dem debatterede og vedtagne for hele Riget under eet. At Sagaen intet nævner om noget ſaadant Møde, har intet ſynderligt at betyde, thi den er juſt her meget kortfattet. Og viſt er der, at der er intet, enten i Sagaen, eller i Diplomer, der ſtrider mod Antagelſen af et ſaadant Møde, ſom f. Ex., at en Biſkop paa den Tid ſkulde have opholdt ſig andenſteds, e. a. d. Sagaen omtaler neppe engang Biſkopperne paa denne Tid; vi erfare f. Ex. ſlet ikke af den, at Biſkoppen i Bergen ſiden 1256 heed Peter.