Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/206

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
192
Haakon Haakonsſøn.

uomgængeligt nødvendigt at erhverve Byrge Jarls Samtykke til en ſaadan Ordning af Arvefølgen, at Junker Sverre førſt .efter Magnus’s Død kom i Beſiddelſe af Tronen, thi hvorvel dette var i Overeensſtemmelſe med norſk Vedtægt, og allerede godkjendt ved Magnus’s Ophøjelſe til Kongeværdigheden, er det ikke derfor ſagt, at Byrge Jarl ſkulde ville erkjende nogen Afvigelſe fra den ellers almindelige Regel, at ældſte Søns ældſte Søn gaar foran ældſte Søns yngre Broder, iſær da han, hvis Sverre endnu ſom Barn kom paa Tronen, derved ſelv kunde komme til at faa ſtørre Indflydelſe i Norge. Kong Haakon tænkte derhos, ſom man af det følgende kan ſlutte, paa at bringe Magnus’s Giftermaal i Orden ſaa ſnart ſom muligt efter at Tronfølgen var faſtſat, og hvad enten det nu allerede var foreløbigt aftalt ved Fredsſlutningen til Kjøbenhavn, at Magnus ſkulde faa Ingeborg, Kong Erik Valdemarsſøns Datter til Egte, eller Kong Haakon førſt nu kaſtede ſine Øjne paa hende, maatte det være ham magtpaaliggende at ſtemme Byrge Jarl gunſtigt for denne Plan, da ogſaa han havde en lignende fore med Henſyn til ſin Søn Kong Valdemar. Af hvad der ovenfor efter Sagaens udtrykkelige Ord berettes, maa man ſlutte at Byrge Jarl maa have været Venligheden og Føjeligheden ſelv. Men da vi i det følgende ville erfare, at hans Forhold, netop med Henſyn til Magnus’s Giftermaal, var højſt beſynderligt, for ikke reent ud at ſige mistænkeligt, kunne hans gode Forſikringer til Kong Haakon derfor ikke have haft ſtort at betyde. Om Kong Haakon har gjennemſkuet ham eller ej, nævnes ikke, men i alle Fald ſynes han ſaa vidt muligt at have overholdt Venſkabelighedens ydre Former. Fra Mødet med Jarlen vendte Haakon og Magnus tilbage, førſt til Tunsberg, hvor han havde den Sorg at miſte en af ſine ſtadigſte Ledſagere og Raadgivere, Biſkop Henrik i Hole, om hvilken der i det følgende vil blive handlet udførligere. Fra Tunsberg begave Kongerne ſig til Bergen, og derfra til Throndhjem, hvor han gjerne vilde indtreffe til Olaſsvaketid, ſandſynligviis for i god Mag at kunne forberede de vigtige Anliggender, der nu ſkulde forhandles paa Froſtathing. Thi .foruden at Konge-Arven, ſom det ovenfor er meldt, ſkulde faſtſættes, var der og flere og vigtige Forbedringer i den private Lovgivning, der nu ſkulde ordnes og vedtages, ej alene for Froſtathingslagen, men for det hele Land, hvisaarſag Kongen lod tilſige de øvrige Biſkopper og Prælater, Lendermændene, Stallarerne, Lagmændenne og Hirdmændene, at indfinde ſig i Throndhjem ſaa talrigt ſom muligt til et Rigsmøde, der ſkulde ſættes i Forbindelſe med Froſtathinget[1]. Under disſe Omſtæn-

  1. I Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 303 ſtaar der kun, at Kong Haakon om Sommeren 1260 foor til Froſtathing, og der afgjorde Kongs—Sager (d. e. offentlige