uomgængeligt nødvendigt at erhverve Byrge Jarls Samtykke til en saadan Ordning af Arvefølgen, at Junker Sverre først .efter Magnus’s Død kom i Besiddelse af Tronen, thi hvorvel dette var i Overeensstemmelse med norsk Vedtægt, og allerede godkjendt ved Magnus’s Ophøjelse til Kongeværdigheden, er det ikke derfor sagt, at Byrge Jarl skulde ville erkjende nogen Afvigelse fra den ellers almindelige Regel, at ældste Søns ældste Søn gaar foran ældste Søns yngre Broder, især da han, hvis Sverre endnu som Barn kom paa Tronen, derved selv kunde komme til at faa større Indflydelse i Norge. Kong Haakon tænkte derhos, som man af det følgende kan slutte, paa at bringe Magnus’s Giftermaal i Orden saa snart som muligt efter at Tronfølgen var fastsat, og hvad enten det nu allerede var foreløbigt aftalt ved Fredsslutningen til Kjøbenhavn, at Magnus skulde faa Ingeborg, Kong Erik Valdemarssøns Datter til Egte, eller Kong Haakon først nu kastede sine Øjne paa hende, maatte det være ham magtpaaliggende at stemme Byrge Jarl gunstigt for denne Plan, da ogsaa han havde en lignende fore med Hensyn til sin Søn Kong Valdemar. Af hvad der ovenfor efter Sagaens udtrykkelige Ord berettes, maa man slutte at Byrge Jarl maa have været Venligheden og Føjeligheden selv. Men da vi i det følgende ville erfare, at hans Forhold, netop med Hensyn til Magnus’s Giftermaal, var højst besynderligt, for ikke reent ud at sige mistænkeligt, kunne hans gode Forsikringer til Kong Haakon derfor ikke have haft stort at betyde. Om Kong Haakon har gjennemskuet ham eller ej, nævnes ikke, men i alle Fald synes han saa vidt muligt at have overholdt Venskabelighedens ydre Former. Fra Mødet med Jarlen vendte Haakon og Magnus tilbage, først til Tunsberg, hvor han havde den Sorg at miste en af sine stadigste Ledsagere og Raadgivere, Biskop Henrik i Hole, om hvilken der i det følgende vil blive handlet udførligere. Fra Tunsberg begave Kongerne sig til Bergen, og derfra til Throndhjem, hvor han gjerne vilde indtreffe til Olassvaketid, sandsynligviis for i god Mag at kunne forberede de vigtige Anliggender, der nu skulde forhandles paa Frostathing. Thi .foruden at Konge-Arven, som det ovenfor er meldt, skulde fastsættes, var der og flere og vigtige Forbedringer i den private Lovgivning, der nu skulde ordnes og vedtages, ej alene for Frostathingslagen, men for det hele Land, hvisaarsag Kongen lod tilsige de øvrige Biskopper og Prælater, Lendermændene, Stallarerne, Lagmændenne og Hirdmændene, at indfinde sig i Throndhjem saa talrigt som muligt til et Rigsmøde, der skulde sættes i Forbindelse med Frostathinget[1]. Under disse Omstæn-
- ↑ I Haakon Haakonssøns Saga Cap. 303 staar der kun, at Kong Haakon om Sommeren 1260 foor til Frostathing, og der afgjorde Kongs–Sager (d. e. offentlige
