Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/205

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
191
1256. Sammenkomſt mellem Kong Haakon og Byrge Jarl.

Møde med Byrge Jarl. Paa dette Møde, ſiges der, gik det meget venſkabeligt til mellem dem. Jarlen og hans unge Sønner var til Gjeſtebud Intet Kongen, foruden mange andre anſeede Mænd; de knyttede endog, ſom det heder, en Venſkabsforbindelſe ſaa faſt, at ikkun Døden ſkulde kunne adſkille dem, ligeſom de ogſaa aftalte, at de den førſtkommende Vaar eller Sommer ſkulde volde et lignende Møde. Efter al Rimelighed blev denne Sammenkomſt voldt og den næſte aftalt i Anledning af de Urolig heder, ſom atter begyndte eller tegnede ſig til at begynde i Danmark; thi Erkebiſkop Jakob gjorde tier fremdeles Kvalm, og i Løbet af Aaret ſkal Fyrſt Jaromar, der foregaaende Aar ved Kong Haakons Nærmelſe ſkræmmedes bort, paany trave viiſt ſig i Danmark og Miil frygteligt i Skaane, hvor han omſider, efter et viſtnok ikke paalideligt Sagn, ſkal have fundet ſin Død for en Kvindes Haand[1]. Men Kong Haakon havde desuden andre, højſt vigtige Anliggender paa Hjertet, til hvilke det var nødvendigt, eller i det mindſte trygt, at ſikre ſig mod enhver Hindring fra Byrge Jarls Side. Tiden var endelig kommen, da en Konge-Arvelov, grundet paa de nu almeengjeldende Principer, fornemmelig om den egte Fødſels abſolute Forret, kunde iſtandbringes og vedtages uden at ſtøde an mod Nogens Interesſer, da Magnus var eneſte Søn, og ingen uegte Deſcendenter af Kongehuſet fandtes, ſom kunde gjøre ham Rangen ſtridig. Alligevel er det ikke uſandſynligt, at Byrge Jarl, ſom Morfader til den unge Junker Sverre, kunde anſee ſig forpligtet til at varetage dennes Rettigheder, og proteſtere mod enhver ſaadan Ordning af Tronfølgen, at Sverre og hans Deſcendenter vilde blive udelukte, hvis Magnus efterlod egtefødde Sønner, og hans Linje vedligeholdt ſig uafbrudt. Kong Haakon maa derfor have anſeet det

  1. De annaliſtiſke Optegnelſer herom ere højſt mangelagtige: af ældre Kilder er der kun to (Chron. i Scr. rer. Dan. V. 229 og 571), der ſige at han blev dræbt af en Kvinde (den ſidſte tilføjer turpiter); naar Petrus Olai ſiger at han blev kvalt (Scr. rer. Dan. I. 186), og Huitfeld (S. 260) at han blev ſtukken med en Kniv, da er vel dette kun deres egen Gisning, ligeſom det egentlig ogſaa kun er Huitfeld, der overhoved veed noget om, at Jaromar i dette Aar viſte ſig i Danmark. Men da han„ ſom tidligere viiſt, urigtigt henfører Bornholmstoget til dette Aar, torde det vel og hænde, at den hele Tale om noget Tog, ſom Jaromar i 1260 ſkulde have foretaget til Danmark, ſamt om hans Drab i dette Land, er urigtig, iſær da de ellers paalidelige Rykloſters- og Esromskloſters-Annaler fejlagtigt henlægge Jaromars før omtalte Sjælandstog og Neſtvedſlaget til 1260 i Stedet for 1259: en Fejltagelſe, der igjen kunde have bragt Huitfeld til at antage to Indfald af Jaromar i tvende paa hinanden følgende Aar i Stedet for eet. Muligt altſaa, at Jaromar ſlet ikke var i Danmark 1260, og at han døde hjemme i ſit eget Fyrſtendømme. For Reſten er hans Død i 1260 vis, ſaavel af de islandſke Annaler, ſom af flere Diplomer, ſe Suhm X. 410.