Møde med Byrge Jarl. Paa dette Møde, siges der, gik det meget venskabeligt til mellem dem. Jarlen og hans unge Sønner var til Gjestebud Intet Kongen, foruden mange andre anseede Mænd; de knyttede endog, som det heder, en Venskabsforbindelse saa fast, at ikkun Døden skulde kunne adskille dem, ligesom de ogsaa aftalte, at de den førstkommende Vaar eller Sommer skulde volde et lignende Møde. Efter al Rimelighed blev denne Sammenkomst voldt og den næste aftalt i Anledning af de Urolig heder, som atter begyndte eller tegnede sig til at begynde i Danmark; thi Erkebiskop Jakob gjorde tier fremdeles Kvalm, og i Løbet af Aaret skal Fyrst Jaromar, der foregaaende Aar ved Kong Haakons Nærmelse skræmmedes bort, paany trave viist sig i Danmark og Miil frygteligt i Skaane, hvor han omsider, efter et vistnok ikke paalideligt Sagn, skal have fundet sin Død for en Kvindes Haand[1]. Men Kong Haakon havde desuden andre, højst vigtige Anliggender paa Hjertet, til hvilke det var nødvendigt, eller i det mindste trygt, at sikre sig mod enhver Hindring fra Byrge Jarls Side. Tiden var endelig kommen, da en Konge-Arvelov, grundet paa de nu almeengjeldende Principer, fornemmelig om den egte Fødsels absolute Forret, kunde istandbringes og vedtages uden at støde an mod Nogens Interesser, da Magnus var eneste Søn, og ingen uegte Descendenter af Kongehuset fandtes, som kunde gjøre ham Rangen stridig. Alligevel er det ikke usandsynligt, at Byrge Jarl, som Morfader til den unge Junker Sverre, kunde ansee sig forpligtet til at varetage dennes Rettigheder, og protestere mod enhver saadan Ordning af Tronfølgen, at Sverre og hans Descendenter vilde blive udelukte, hvis Magnus efterlod egtefødde Sønner, og hans Linje vedligeholdt sig uafbrudt. Kong Haakon maa derfor have anseet det
- ↑ De annalistiske Optegnelser herom ere højst mangelagtige: af ældre Kilder er der kun to (Chron. i Scr. rer. Dan. V. 229 og 571), der sige at han blev dræbt af en Kvinde (den sidste tilføjer turpiter); naar Petrus Olai siger at han blev kvalt (Scr. rer. Dan. I. 186), og Huitfeld (S. 260) at han blev stukken med en Kniv, da er vel dette kun deres egen Gisning, ligesom det egentlig ogsaa kun er Huitfeld, der overhoved veed noget om, at Jaromar i dette Aar viste sig i Danmark. Men da han„ som tidligere viist, urigtigt henfører Bornholmstoget til dette Aar, torde det vel og hænde, at den hele Tale om noget Tog, som Jaromar i 1260 skulde have foretaget til Danmark, samt om hans Drab i dette Land, er urigtig, især da de ellers paalidelige Ryklosters- og Esromsklosters-Annaler fejlagtigt henlægge Jaromars før omtalte Sjælandstog og Nestvedslaget til 1260 i Stedet for 1259: en Fejltagelse, der igjen kunde have bragt Huitfeld til at antage to Indfald af Jaromar i tvende paa hinanden følgende Aar i Stedet for eet. Muligt altsaa, at Jaromar slet ikke var i Danmark 1260, og at han døde hjemme i sit eget Fyrstendømme. For Resten er hans Død i 1260 vis, saavel af de islandske Annaler, som af flere Diplomer, se Suhm X. 410.
