gen har rimeligviis fremdeles holdt sig blandt Giske-Ættens senere Descendenter, indtil Godset adsplittedes. Den tilhørte senere den bekjendte Peder Syv. Da den nys nævnte Fru Ingebjørgs Fader, Erling Vidkunnssøn, var en Sønnesøn af Margrete Nikolasdatter i Giske, hvis i Aaret 1254 afdøde Farfader, Peter Paalssøn i Giske – saafremt ellers vor tidligere opstillede Formodning er rigtig – var kjedeligt Syskendebarn til Dronning Margrete, er det ikke usandsynligt at Christine ved sin Afrejse har foræret Bogen til sin Slægtning Margrete Nikolasdatter som en Afmindelse, og at den saaledes er kommen til at tilhøre denne mægtige Æt.
Da Kong Haakon om Høsten 1259 var kommen tilbage fra sit Danmarkstog, tilbragte han Vinteren (1259–1260), som det ovenfor er nævnt, i Bergen. Samme Vinter døde Biskop Peter i Hamar[1], og Spørgsmaalet om Besættelsen af den ledige Biskopsstol gav Anledning til nye Ubehageligheder mellem Erkebiskoppen og Kongen, saaledes som vi i det følgende skulle berette. Da Vintren var omme, drog Kong Haakon med sin Søn Kong Magnus til Gøta-Elven, og holdt et nyt
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 299. Islandske Annaler, ved 1260.
N. á mik, vel máttu sjá mik, ere fra hiin Tid meget almindelige: Bogen selv indføres som talende, og undertiden følge endnu flere Riim). Dernæst, med en meget uøvet Haand og uorthographisk Skrift: þana saltar ate jvnfru kristinu doter hakvna.k. gaf frv ingibior Ellin doter sem gefe gvd henne vel at niota saltarens ok halfv bet … as … r … (halfu betr ástar?) mans síns. Naar man i et Brev fra Haakon Sigurdssøn 1391–92 (Dipl. Norv. I. No. 537) læser, at han i 1391, da hans Hustru Sigrid laa i Barselseng med Datteren Ingebjørg, deres første Barn, blandt andre Gaver forærede hende „et guldforsiret Psalter som hans Moder (Fru Ingebjørg Erlingsdatter) ejede“ kan man vanskeligt lade være at tænke paa dette Psalter, skjønt det rigtignok i hiin Paategning staar at Fru Ingebjørg selv forærede Sigrid det; men dette kunde vel og forstaaes saaledes at hun havde ladet Sønnen frembringe Gaven til Svigerdatteren, og at Haakon Sigurdssøn i hiint Document ej brød sig om at forklare det egentlige Forhold ganske omstændeligt. Paategningen kunde da være skeet af Fru Ingebjørgs egen Haand, hvilket den uorthographiske Bogstavering synes at bestyrke. At hun tilføjede „dette Psalter aatte (ejede) Jomfru Christina Haakonsdatter“ skede vel for at forhøje Bogens Affectionsværd. Det er en fuldkommen Misforstaaelse, der strider imod Paategningens tydelige Ord, naar enkelte have villet forklare den som om Christina skulde have skjenket den til Fru Ingebjørg; thi „Fru Ingibjörg“ staar tydeligt nok i Nominativ, og hun levede 100 Aar senere end Christina.
