Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/201

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
187
1258. Sendebudenes Hjemkomſt fra Spanien.

lige Modtagelſe, der var bleven Chriſtina til Deel, ſaavel ſom den Gavmildhed, Kong Alfonſo havde viiſt mod dem. De meldte da ogſaa om det indgangne, eller nærmere paatænkte Forbund, ſaavel ſom om Kong Alfonſos Ønſke at Kong Haakon vilde ſtaa ham bi i den foregivne Kamp mod Maurerne; men Haakon var allerede nu kommen over den Tid, da han anſaa ſig bunden ved ſit Korstvgsløfte. Kong Haakon viſte ſig ellers erkjendtlig mod Biſkop Peter for hans vel udførte Erende, og gav ham gode Gaver, da de ſkiltes ad, og Peter vendte tilbage til Hamar.

Der har været talt meget om den ſtore Virkning, ſom det nærmere Bekjendtſkab, Nordmændene paa denne Rejſe fik med Udlandets mere forfinede Skikke, Sæder og Literatur ſkal have udøvet paa Forholdene hjemme, idet man ogſaa i Norge nu ſkal have faaet en mere forfinet Smag og have begyndt at efterligne Udlandets Riddervæſen med Ridderſpil, Skjoldemerker, og alt det øvrige Tilbehør, medens den gamle Sagaliteratur blev fortrængt af franſke Ridderromaner og anden lignende udenlandſk Læsning. Dette forholder ſig dog ikke ſaaledes. Norge var paa denne Tid ikke en ſaadan Afkrog, eller ſaa afſondret fra alle Forbindelſer med Udlandet, at det, de norſke Geſandter ſaa og borte paa denne Ferd, ſkulde have været dem ſaa ſærdeles paafaldende, og have overraſket dem ſaaledes ved ſin Nyhed, at man derfra ſkulde kunne datere en formelig Omveltning i den herſkende Smag og Levemaade. Tvert imod have vi ſeet Exempler nok paa det levende Samkvem, der allerede længe fandt Sted mellem Norge og alle de øvrige europæiſke Lande. Vi have hørt om de Geſandtſkaber, Kong Haakon ſendte til og modtog fra Tydſkland, Frankrig og Italien, og om de Pilegrims- og Korstogs-Rejſer, der bleve foretagne til Jeruſalem, Rom og St. Jago i Spanien. Men vi kunne være overbeviiſte om, at for hver en ſaadan Rejſe, der i vore ældre Skrifter er omtalt, blev der maaſkee Hundreder af Rejſer foretagne, om hvilke Sagaer og Annaler intet berette, ſaa at der vel neppe gik noget Aar hen, i hvilket ikke flere Nordmænd, bøje og ringe, havde været paa de her nævnte Steder. Vi vide, i hvilket nøje Handelsſamkvem og anden Forbindelſe Norge ſtod med det nordmanniſke England, hvor dog Riddervæſenet med tilhørende Skikke, Indretninger og Literatur blomſtrede ſaa rigt, ſom nogenſteds i Europa. Og vi have endelig allerede i de for omtalte „Strengleikar“ og andre Overſættelſer fra den franſke Ridderliteratur[1] ſeet, hvorledes denne alt i Begyndelſen af Kong Haakons Regjering var vel bekjendt og yndet i Norge, men uden at fortrænge den nationale, hvis Forfald eller rettere Fortrængſel ved anden Læsning er at ſøge i

  1. Se ovenf. III. S. 1027.