Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/201

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
187
1258. Sendebudenes Hjemkomst fra Spanien.

lige Modtagelse, der var bleven Christina til Deel, saavel som den Gavmildhed, Kong Alfonso havde viist mod dem. De meldte da ogsaa om det indgangne, eller nærmere paatænkte Forbund, saavel som om Kong Alfonsos Ønske at Kong Haakon vilde staa ham bi i den foregivne Kamp mod Maurerne; men Haakon var allerede nu kommen over den Tid, da han ansaa sig bunden ved sit Korstvgsløfte. Kong Haakon viste sig ellers erkjendtlig mod Biskop Peter for hans vel udførte Erende, og gav ham gode Gaver, da de skiltes ad, og Peter vendte tilbage til Hamar.

Der har været talt meget om den store Virkning, som det nærmere Bekjendtskab, Nordmændene paa denne Rejse fik med Udlandets mere forfinede Skikke, Sæder og Literatur skal have udøvet paa Forholdene hjemme, idet man ogsaa i Norge nu skal have faaet en mere forfinet Smag og have begyndt at efterligne Udlandets Riddervæsen med Ridderspil, Skjoldemerker, og alt det øvrige Tilbehør, medens den gamle Sagaliteratur blev fortrængt af franske Ridderromaner og anden lignende udenlandsk Læsning. Dette forholder sig dog ikke saaledes. Norge var paa denne Tid ikke en saadan Afkrog, eller saa afsondret fra alle Forbindelser med Udlandet, at det, de norske Gesandter saa og borte paa denne Ferd, skulde have været dem saa særdeles paafaldende, og have overrasket dem saaledes ved sin Nyhed, at man derfra skulde kunne datere en formelig Omveltning i den herskende Smag og Levemaade. Tvert imod have vi seet Exempler nok paa det levende Samkvem, der allerede længe fandt Sted mellem Norge og alle de øvrige europæiske Lande. Vi have hørt om de Gesandtskaber, Kong Haakon sendte til og modtog fra Tydskland, Frankrig og Italien, og om de Pilegrims- og Korstogs-Rejser, der bleve foretagne til Jerusalem, Rom og St. Jago i Spanien. Men vi kunne være overbeviiste om, at for hver en saadan Rejse, der i vore ældre Skrifter er omtalt, blev der maaskee Hundreder af Rejser foretagne, om hvilke Sagaer og Annaler intet berette, saa at der vel neppe gik noget Aar hen, i hvilket ikke flere Nordmænd, bøje og ringe, havde været paa de her nævnte Steder. Vi vide, i hvilket nøje Handelssamkvem og anden Forbindelse Norge stod med det nordmanniske England, hvor dog Riddervæsenet med tilhørende Skikke, Indretninger og Literatur blomstrede saa rigt, som nogensteds i Europa. Og vi have endelig allerede i de for omtalte „Strengleikar“ og andre Oversættelser fra den franske Ridderliteratur[1] seet, hvorledes denne alt i Begyndelsen af Kong Haakons Regjering var vel bekjendt og yndet i Norge, men uden at fortrænge den nationale, hvis Forfald eller rettere Fortrængsel ved anden Læsning er at søge i

  1. Se ovenf. III. S. 1027.