Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/197

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
183
1258. Chriſtina Haakonsdatter i Spanien.

og naar ſom helſt han eller Dronning Violante beſøgte hende, førte de hende ſelv til Sæde. Overhoved blev der viiſt hende ſaa megen Hæder, ſom der ſjelden eller aldrig plejede at vederfares nogen Udlænding, og det var et almindeligt Sagn blandt Nordmændene, at ſiden Kong Sigurd Jorſalafares Tid havde ingen Ferd været gjort fra Norge til fremmede Lande med ſaa megen Glands, og paa hvilken man havde nydt ſaa megen Hæder af udenlandſke Høvdinger, ſom denne. Hertil maa vel og Chriſtinas egen Perſonlighed have bidraget. Hun var i ſin Ungdoms Blomſt, fyldte netop ſit 24de Aar, beſad viſtnok, ſom Faderen og hele hendes Æt, ypperlige Evner, havde ved Faderens intelligente Hof upaatvivleligt modtaget en mere end almindelig Dannelſe, og forſtod derfor ganſke viſt at optræde med Anſtand og indtage ſine Omgivelſer. Det bedſte Beviis derpaa fik man kort efter, da der indløb et Brev til Kong Alfonſo fra hans Svigerfader Kong Jayme af Aragon, der ſelv havde gjort hendes Bekjendtſkab, og bad om, at han nu maatte faa hende til Egte. Hans anden Dronning, Violante, Datter af Kong Andreas 11 af Ungarn, var nemlig død 1251, og han var vel nu allerede 53 Aar gammel, men dog, ſom man maa antage, i ſin fulde Manddomskraft. Hvorledes han kunde finde paa at bejle til hende, er ellers næſten en Gaade, da han jo dog maatte vide, at hun var kommen til Spanien for at egte en af Alfonſos Brødre. Men da det udtrykkeligt ſiges i Sagaen, kan der ej være Skygge af Tvivl derom, og man kan da blot tage ſin Tilflugt til den Formodning, at han ved Mødet i Barcelona har ſyntes meget godt om hende, og troet at den førſte Beſtemmelſe nok kunde lade ſig forandre, naar han ønſkede det. Og, merkeligt nok heller ikke Alfonſo ſynes at have haft noget imod at føje ſin Svigerfader, da der fortælles, at han lod det komme an paa Chriſtina og Nordmændene, hvad Svar man ſkulde give Don Jayme; ja han ſkal endog have anbefalet ham, ſom „en god Dreng og ſtor Høvding“. Men Chriſtinas norſke Raadgivere fandt ham for gammel, og derfor blev der intet af dette Giftermaal. Kong

    1258, maa de have opholdt ſig ved Hoffet eller i Kongens umiddelbare Nærhed. Overhoved vil man vel i Liſten paa de gejſtlige og verdslige Herrer, der undertegnede de Kongebreve af October 1257 og Februar 1258, der meddeles i Memorial hist. esp. I. S. 124, 127, paa det nærmeſte have Fortegnelſen over alle de „Riddere, Baroner, Erkebiſkopper, og Lydbiſkopper“, der mødte Kongedatteren. Her nævnes udtrykkeligt Infanten Don Ferdinand; derhos Kongens Brødre, Sancho, Philip og Frederik, Alfonſo de Molina, en heel Mængde Erkebiſkopper og Biſkopper, Kejſerinde Berengarias Sønner, nemlig Alfonfo Grev Do, Luis, Greve af Belmont, og Johan, Greve af Montfort; de tre nys omtalte arabiſke Fyrſter; Don Pedrivanez, Meſter af Calatrava, Don Martin Nunnez, Meſter af Tempelordenen, Gaſton Vicomte af Bearn, Ruy Vicomte af Limoges, Ruy Lopez de Mendoza, Storadmiral o. fl.