Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/197

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
183
1258. Christina Haakonsdatter i Spanien.

og naar som helst han eller Dronning Violante besøgte hende, førte de hende selv til Sæde. Overhoved blev der viist hende saa megen Hæder, som der sjelden eller aldrig plejede at vederfares nogen Udlænding, og det var et almindeligt Sagn blandt Nordmændene, at siden Kong Sigurd Jorsalafares Tid havde ingen Ferd været gjort fra Norge til fremmede Lande med saa megen Glands, og paa hvilken man havde nydt saa megen Hæder af udenlandske Høvdinger, som denne. Hertil maa vel og Christinas egen Personlighed have bidraget. Hun var i sin Ungdoms Blomst, fyldte netop sit 24de Aar, besad vistnok, som Faderen og hele hendes Æt, ypperlige Evner, havde ved Faderens intelligente Hof upaatvivleligt modtaget en mere end almindelig Dannelse, og forstod derfor ganske vist at optræde med Anstand og indtage sine Omgivelser. Det bedste Beviis derpaa fik man kort efter, da der indløb et Brev til Kong Alfonso fra hans Svigerfader Kong Jayme af Aragon, der selv havde gjort hendes Bekjendtskab, og bad om, at han nu maatte faa hende til Egte. Hans anden Dronning, Violante, Datter af Kong Andreas 11 af Ungarn, var nemlig død 1251, og han var vel nu allerede 53 Aar gammel, men dog, som man maa antage, i sin fulde Manddomskraft. Hvorledes han kunde finde paa at bejle til hende, er ellers næsten en Gaade, da han jo dog maatte vide, at hun var kommen til Spanien for at egte en af Alfonsos Brødre. Men da det udtrykkeligt siges i Sagaen, kan der ej være Skygge af Tvivl derom, og man kan da blot tage sin Tilflugt til den Formodning, at han ved Mødet i Barcelona har syntes meget godt om hende, og troet at den første Bestemmelse nok kunde lade sig forandre, naar han ønskede det. Og, merkeligt nok heller ikke Alfonso synes at have haft noget imod at føje sin Svigerfader, da der fortælles, at han lod det komme an paa Christina og Nordmændene, hvad Svar man skulde give Don Jayme; ja han skal endog have anbefalet ham, som „en god Dreng og stor Høvding“. Men Christinas norske Raadgivere fandt ham for gammel, og derfor blev der intet af dette Giftermaal. Kong

    1258, maa de have opholdt sig ved Hoffet eller i Kongens umiddelbare Nærhed. Overhoved vil man vel i Listen paa de gejstlige og verdslige Herrer, der undertegnede de Kongebreve af October 1257 og Februar 1258, der meddeles i Memorial hist. esp. I. S. 124, 127, paa det nærmeste have Fortegnelsen over alle de „Riddere, Baroner, Erkebiskopper, og Lydbiskopper“, der mødte Kongedatteren. Her nævnes udtrykkeligt Infanten Don Ferdinand; derhos Kongens Brødre, Sancho, Philip og Frederik, Alfonso de Molina, en heel Mængde Erkebiskopper og Biskopper, Kejserinde Berengarias Sønner, nemlig Alfonfo Grev Do, Luis, Greve af Belmont, og Johan, Greve af Montfort; de tre nys omtalte arabiske Fyrster; Don Pedrivanez, Mester af Calatrava, Don Martin Nunnez, Mester af Tempelordenen, Gaston Vicomte af Bearn, Ruy Vicomte af Limoges, Ruy Lopez de Mendoza, Storadmiral o. fl.