Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/190

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
176
Haakon Haakonsſøn.

han afgjorde mange vigtige Anliggender. Det var denne ſamme Vaar, at hiin ſtore Ildebrand indtraf i Tunsberg, hvorom vi ovenfor have talt, og ſom lagde ſtørſte Delen af Byen i Aſke[1]. Hvad der iſær optog Kongen i Bergen, var, ſom det lader, de islandſke Anliggender, hvorom mere i det følgende. Kong Haakon tilbragte ogſaa Vinteren (1258—1259) i Bergen, og den følgende Vaar blev der endelig Alvor af Udruſtningen til Danmark, efterſom Kong Chriſtopher da paany ſendte Bud til Kong Haakon og Byrge Jarl, at de efter deres gode Løfte maatte komme ham til Hjelp. Kong Chriſtopher havde nemlig, den 5te Februar, ladet Erkebiſkoppen gribe paa hans Gaard Giſleborg i Skaane, og føre over til Fyen, hvor han blev kaſtet i haardt Fængſel paa Borgen Hagenſkov. Hans Frænder, Biſkopperne af Roeskilde og Odenſe, lode ſtrax, i Medhold af Vejle-Statutet, Interdict udgaa i deres Biſkopsdømmer, og de begave ſig begge bort, Biſkop Peder af Roeskilde til Fyrſt Jaromar paa Rügen, og Biſkoppen af Odenſe til ſit Slot paa Als, hvor han var de holſtenſke Grever ſaa meget nærmere; begge oplagde Raad med Rigets Fiender, og iſær ophidſede Biſkop Peder den rügiſke Fyrſte til atter at gribe til Vaaben for Erkebiſkoppen, og komme den betrængte Kirke til Hjelp. Jaromar var mere end villig dertil, og det er ikke uſandſynligt, hvad en ſenere Forfatter[2] angiver, at han tillige troede nu at have fundet en bekvem Lejlighed til at løsrive ſig fra det danſke Herredømme. Han ankom til Kjøbenhavn med en meget ſtor Hær ſtrax efter Paaſke[3], indtog Byen og Slottet, og herjede Sjæland paa det frygteligſte, medens Kong Chriſtopher maatte ile til Jylland for at møde et Angreb af de holſtenſke Grever. Under disſe Omſtændigheder var det rimeligt, at han ſendte Bud til Kong Haakon og Byrge Jarl om ſnarlig Hjelp. Kong Haakon var ogſaa ſtrax rede til at indfrie ſit Løfte, lod ſine Skibe ſætte paa Søen, ſtevnede Lendermændene og Sysſelmændene til ſig, og udbød Leding, dog neppe, ſom man maa formode, af hele Landet, da de nordligere Egne viſtnok vare for langt bortliggende til at deres Skibe og Krigsfolk kunde indfinde ſig tidsnok. Endda, ville vi ſee, kom han ſenere til Danmark end paaregnet. Da Skibene fra den veſtlige Kant af Landet vare ſamlede, begav Haakon ſig afſted med dem, før at drage til Tunsberg, hvor alt Krigsfolket fra Viken, der viſtnok vilde udgjøre den ſtørſte Deel af hans Hær, ſkulde indfinde ſig. Men undervejs, udenfor Jæderen, mødte

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 296.
  2. Stang, Vandalia, VII. 28.
  3. Fredag efter Paaſke, altſaa 18de April, ifølge de esromſke Annaler, Langebeks Scr. r. D. S. 246.