han afgjorde mange vigtige Anliggender. Det var denne samme Vaar, at hiin store Ildebrand indtraf i Tunsberg, hvorom vi ovenfor have talt, og som lagde største Delen af Byen i Aske[1]. Hvad der især optog Kongen i Bergen, var, som det lader, de islandske Anliggender, hvorom mere i det følgende. Kong Haakon tilbragte ogsaa Vinteren (1258–1259) i Bergen, og den følgende Vaar blev der endelig Alvor af Udrustningen til Danmark, eftersom Kong Christopher da paany sendte Bud til Kong Haakon og Byrge Jarl, at de efter deres gode Løfte maatte komme ham til Hjelp. Kong Christopher havde nemlig, den 5te Februar, ladet Erkebiskoppen gribe paa hans Gaard Gisleborg i Skaane, og føre over til Fyen, hvor han blev kastet i haardt Fængsel paa Borgen Hagenskov. Hans Frænder, Biskopperne af Roeskilde og Odense, lode strax, i Medhold af Vejle-Statutet, Interdict udgaa i deres Biskopsdømmer, og de begave sig begge bort, Biskop Peder af Roeskilde til Fyrst Jaromar paa Rügen, og Biskoppen af Odense til sit Slot paa Als, hvor han var de holstenske Grever saa meget nærmere; begge oplagde Raad med Rigets Fiender, og især ophidsede Biskop Peder den rügiske Fyrste til atter at gribe til Vaaben for Erkebiskoppen, og komme den betrængte Kirke til Hjelp. Jaromar var mere end villig dertil, og det er ikke usandsynligt, hvad en senere Forfatter[2] angiver, at han tillige troede nu at have fundet en bekvem Lejlighed til at løsrive sig fra det danske Herredømme. Han ankom til Kjøbenhavn med en meget stor Hær strax efter Paaske[3], indtog Byen og Slottet, og herjede Sjæland paa det frygteligste, medens Kong Christopher maatte ile til Jylland for at møde et Angreb af de holstenske Grever. Under disse Omstændigheder var det rimeligt, at han sendte Bud til Kong Haakon og Byrge Jarl om snarlig Hjelp. Kong Haakon var ogsaa strax rede til at indfrie sit Løfte, lod sine Skibe sætte paa Søen, stevnede Lendermændene og Sysselmændene til sig, og udbød Leding, dog neppe, som man maa formode, af hele Landet, da de nordligere Egne vistnok vare for langt bortliggende til at deres Skibe og Krigsfolk kunde indfinde sig tidsnok. Endda, ville vi see, kom han senere til Danmark end paaregnet. Da Skibene fra den vestlige Kant af Landet vare samlede, begav Haakon sig afsted med dem, før at drage til Tunsberg, hvor alt Krigsfolket fra Viken, der vistnok vilde udgjøre den største Deel af hans Hær, skulde indfinde sig. Men undervejs, udenfor Jæderen, mødte
