Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
5
1242—1250. Landets Høvdinger.

blandt de faldne. Jon Gautsſøns ældre Søn, Arnbjørn Jonsſøn[1], opfoſtredes af Biſkop Nikolas, og blev, ſom vi have ſeet, en af Baglernes fornemſte Høvdinger, hvilket dog ikke afholdt ham fra, efter at Baglerpartiet havde underkaſtet ſig Kong Haakon, at tjene denne med ubrødelig Troſkab og den ſtørſte Iver: det er ovenfor viiſt, hvorledes han i Tronkrigenes ſidſte Tid var forlenet med Borgeſysſel og ſaa at ſige var Statholder i Viken. Men den Omſtændighed, at han ſaa tidligt blev dragen ind i Baglernes og Vikverjernes Interesſen ſynes at have gjort ham fremmed for ſin egentlige Hjemſtavn, Søndhordland. Her finde vi Gaut Jonsſøn, der maa have været hans yngre Broder, boende paa Mel i Kvinnhered, og optrædende ſom Medlem af Birkebeinernes Parti, medens Arnbjørn endnu hørte til Baglernes: et Tilfælde, der, ſom vi have ſeet, ej var ſaa ſjeldent, og paa hvilket vi og have Exempel i Blindheim-Ætten, hvor Gregorius Jonsſøn hørte til Birkebeinernes, Ragnvald Hallkellsſøn derimod til Baglernes Parti. Gaut var en mægtig Mand, der foruden Gaarden Mel ogſaa ſees at have ejet de nærliggende Halteberg og Sæm, ligeſom han vel og ejede det før nævnte Ænes og en heel Deel andet Gods der i Egnen, eller i det hele taget hvad der ligger til Grunden for det ſenere roſendalſke Gods. Gaut maa have været en ſærdeles klog Mand, ſiden Hertug Skule, der iſær betragtede ham ſom ſin verſte Fiende blandt Kongens Omgivelſer, kunde tage Anledning af hans Eenøjethed til at ſammenligne ham med Odin, og Snorre Sturlasſøn til at beſynge denne Lighed i et Vers. Forøvrigt ſkal han have været en ſtor Ven af Sturlungerne, og det heder udtrykkeligt om ham, at han var gjev i ſin Ætt og hele Adferd[2]. Hans Søn, Finn Gauts-

  1. At Arnbjørn Jonsſøn var Søn af Jon Gautsſøn, ſiges udtrykkeligt i Haakons, Guthorms og Inges Saga Cap. 4, og at Gaut Jonsſøn ligeledes var Søn af Jon Gautsſøn, kan ſluttes ſaavel af Opkaldelſesprincipet, ſom af at Mel i Kvinnhered, nær ved Ænes, var hans Hjemſtavn. Det kunde imidlertid ſynes noget beſynderligt, at to ſaa fremragende Mænd ſom Arnbjørn og Gaut ikke nogenſinde udtrykkeligt omtales ſom Brødre. Dog kan det vel forklares deraf, at Arnbjørn aabenbart var meget ældre, og lige fra Barndommen af opdragen paa Øſtlandet hos Biſkop Nikolas. Af den Omſtændighed, at Arnbjørn, ſkjønt den ældſte, dog ikke er opkaldt efter ſin Farfader, tør man maaſkee ogſaa ſlutte, at han kun var en naturlig Søn, fød medens Jon opholdt ſig paa Øſtlandet, hvorimod Gaut maa have været egtefød. Alt dette ſaavel ſom den Omſtændighed, at de en lang Tid borte hver til ſit Parti, forklarer nokſom, hvorledes de kunde være ganſke fremmede for hinanden, ſaa at det ikke engang faldt Folk ind at betragte dem ſom Brødre.
  2. Dette bevidnes i Aron Hjørleifsſøns Saga Cap. 23 (ſe ovenfor III. S. 931) ſamt iſær i Sturlunga Saga X. 15, hvor hans venlige Opførſel mod den hjelpeløſe Sturla Thordsſøn udførligt berettes, uden al Tvivl efter Sturlas egen Relation.