Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/187

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
173
1258. Danekongen forlanger Hjelp fra Sverige og Norge.

Bondeopſtanden fremdeles raſede, ſaa ſkjønnes det let, at Kong Chriſtophers Stilling maatte være heelmislig, og at han ej kunne undlade at benytte den Lejlighed der nu ſtod rede for ham til at ſkaffe ſig Underſtøttelſe mod ſine Fi-

    talte med ham, vendte tilbage til Tunsberg, opholdt ſig der i nogle faa Dage, og drog derfra til Bergen, hvor han endnu ankom ved Himmelfartstider (2den Mai). Altſaa maa nødvendigviis hine Fejder, der bragte Chriſtopher til at æſke norſk og ſvenſk Hjelp, have fundet Sted enten aller førſt i 1258 eller ſidſt i 1257. Vel ytrer Suhm (X. 354) Betænkeligheder ved at antage Sagaens Udſagn om Jaromars Ufred paa Sjæland, fordi ingen af de danſke Krøniker omtaler noget ſaadant førend efter Erkebiſkoppens Fængſling 1259, hvorimod han dog tilføjer, at hvis Sagaen nævnte Bornholm i Stedet for Sjæland, vilde han tro at Jaromar var dragen didhen allerede i 1257—58, ikke i 1260, ſom de danſke Krøniker have. Men her er det vel at merke, at dette ej ſiges i „alle de danſke Krøniker“. Det er Huitfeld, ſom ſiger det (S. 259), men uden anden Hjemmel end den for omtalte, ſenere i Langebeks Scr. rer. Dan. V. optagne Fremſtilling af Forhandlingerne mellem Kong Chriſtopher og Erkebiſkoppen, hvis Chronologi han, ſom vi allerede af hans Beretning om Modet med Byrge Jarl have ſeet, aldeles C forvirrer. Blandt Aktſtykkerne til denne Fremſtilling er der og et Straffebrev fra Pave Urban IV. til Erkebiſkop Jacob, hvor det heder (l. c. S. 610): „ſkjønt du havde aflagt Kong Chriſtopher Hyldingseed, ſaa betænkte du dig dog ikke paa at begaa Majeſtætsforbrydelſe, men ſtiftede en Sammenſværgelſe mod ſamme Konge med andre mægtige Mænd, og ſendte en Hær under din Broder Anders ſamt Fyrſt Jaromar til Bornholm o. ſ. v., — der ſiges ligeledes at du, ſkjønt du tidligere havde været med at udvælge Kong Chriſtophers Søn Erik til Konge, ſiden vægrede dig ved at ville krone ham“ —. o. ſ. v. Dette viſer dog, at Angrebet paa Bornholm maa have fiin: det Sted førend der paa Rigsdagen i Odenſe 1258 var Tale om Eriks Kroning: i alle Fald maa det være ſkeet i Chriſtophers Levetid, hvilket fremgaar af Udtrykket „ſamme Konge“. Toget til Bornholm er altſaa ſkeet enten ſidſt i 1257 eller førſt i 1258, og intet er da rimeligere, end at Jaromar ogſaa ved ſamme Lejlighed har hjemſøgt Sjæland. Thi at de danſke Krøniker intet have om dette, er ej beſynderligere, end at de intet have om Kong Haakons Krigstog til Halland, og at Sagaen igjen intet nævner om Bornholm, finder let ſin Forklaring deraf at hvad der ſkete paa denne afſides Ø ej har været anſeet vigtigt nok til at berettes. Den fortæller i det mindſte intet om Bornholms-Affæren ſenere, uagtet den dog nævner Jaromar. Vi have imidlertid haft, og ville fremdeles faa ſaa mange Anledninger til at overbeviſe os om dens Nøjagtighed, iſær hvad Chronologien angaar, endog hvor der er Tale om fjernere Lande end Danmark, at der ikke er mindſte Grund til ved nærværende Lejlighed at tvivle om Rigtigheden af dens Angivelſe, iſær naar denne, ſom vi her ſee, aabenbart ſtemmer med de authentiſke Aktſtykker. Og derfor antage vi, ſom ovenfor fremſat, at Jaromar hjemſøgte Sjæland baade i 125⅞ og i 1259, og at Toget til Bornholm allerede ſkede i 125⅞. Herved ville ogſaa de følgende Begivenheder, navnlig Erkebiſkoppens Fængsling, bedre kunne forklares. Imidlertid er det beſynderligt nok, at det ſtrax ligeſom ſtilnede af igjen med den aabenbare Krig i Danmark. Sandſynligviis har de holſtenſke Grevers Indfald i Jylland denne Gang kun været kortvarigt, og Jaromar kun i Forbigaaende herjet paa Sjæland, medens der for det førſte ikke var noget yderligere at gjøre i Anledning af Begiven-