Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/186

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
172
Haakon Haakonsſøn.
16. Uroligheder i Danmark. Kong Chriſtophers Død. Kong Haakon kommer Enkedronningen til Hjelp.


Det varede ikke længe førend Kong Chriſtopher ſaa ſig nødt til at tage Kong Haakon paa Ordet. Hertug Valdemar i Sønderjylland, Abels Søn, døde ſamme Aar[1], ſom Freden med Norge ſluttedes, og da hans yngre Broder Erik vilde tiltræde Hertugdømmet ſom Arvelen, formeente Chriſtopher ham dette, idet han fremdeles intet vilde høre om Lenets Arvelighed, men drog til Sønderjylland med en anſeelig Krigsmagt, for atter at inddrage det under Kronen og beſatte alle Slotte og Len med fine Mænd. Den ringe Hertug Erik kunde ingen Modſtand gjøre, og begav ſig til ſine Morbrødre, de holſtenſke Grever. Men disſe, der ligeſaa lidet nu ſom forhen vilde taale, at der vederfores deres Frænder hvad de anſaa for Overlaſt, grebe til Vaaben og faldt ind i Jylland, ſom de herjede, enten endnu i dette ſamme Aar eller i Begyndelſen af det næſte. Paa ſamme Tid begyndte Erkebiſkoppen og Fyrſt Jaromar at yppe aabenbar Fejde mod Kongen. Det er tydeligt nok at Erkebiſkoppen, der harmedes over Tabet af ſine Forleninger, havde ſat ſit Haab til, at ingen Fredsſlutning ſkulde komme i Stand paa Mødet i Kjøbenhavn, for at han da maaſkee kunde faa den mægtige Kong Haakon paa ſit Parti. Da dette Haab mislykkedes, var han nødt til at handle paa egen Haand, og han ſaavel ſom hans tro Tilhænger Jaromar greb derfor Lejligheden, da Kongen var kommen i ny Fejde med de holſtenſke Grever. Erkebiſkoppen og Jaromar forbandt ſig med flere andre Misfornøjede, og kaſtede aabenbart Stridshandſken. Jaromar og Erkebiſkoppens Broder, Andres Erlandsſøn, droge efter Erkebiſkoppens Foranſtaltning og underſtøttede med Penge af ham, til Bornholm, der var en af de Erkeſtolen i Lund tilhørende Forleninger, ſom Kongen havde inddraget; de belejrede og indtog Borgen paa Øen, og lod mange af Kongens Mænd, der havde forſvaret den, dræbe, hvorefter Jaromar, ſom det ſynes, begav ſig til Sjæland og herjede, medens Andres blev tilbage ſom Befalingsmand paa Bornholm[2]. Kvarterer nu hertil at

  1. At Valdemar døde efter Fredsſlutningen til Kjøbenhavn ſees deraf, at han er en blandt Medbeſeglerne af det for omhandlede Brev, udſtedt den 8de Juli.
  2. Ogſaa med Henſyn til disſe Begivenheder er der megen Forvirring, hvad Chronologien angaar, fornemmelig paa Grund af de danſke Kilders Ufuldſtændighed, og de Misforſtaaelſer, hvori ældre ukritiſke Forfattere, navnlig Huitfeld, have gjort ſig ſkyldige. Vor Saga fortæller udtrykkeligt i Cap. 205, at Kong Haakon og Magnus tidligt om Vaaren 1258 begav ſig over Land fra Throndhjem til Gøtaelven for at møde Byrge Jarl, da Danekongen havde æſket norſk og ſvenſk Hjelp, efterſom Jaromar gjorde Ufred i Sjæland, og de holſtenſke Grever herjede Jylland. Kong Haakon mødte Byrge Jarl,