Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/184

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
170
Haakon Haakonsſøn.

ſtor, og Kong Chriſtopher kunde ikke længer forſvare at trodſe ſit Folks ivrige Ønſke om at gjenoprette Freden. Da tog han, efter ſine Venners Raad, den uventede, men kloge Beſlutning, heller at være den førſte til at viſe Ædelmod, end at vanſkeliggjøre Forliget ved ſmaalige Beregninger. Han erklærede, at han baade for ſin ſelv og ſine ganſke eftergav Nordmændene, hvad de havde forbrudt mod de Danſke. Og da Kong Haakon hørte dette, kunde han ikke paa ſin Side være bekjendt at ſtaa tilbage for Chriſtopher i Ædelmodighed: han gjorde ligeledes Afkald paa Erſtatning fra de Danſke for Nordmændenes Vedkommende; og Freden, med hvis Afſlutning det havde holdt ſaa haardt, kom ſaaledes, hartad paa en utrolig Maade, men til ſtørſte Glæde for alle, undtagen Erkebiſkop Jakob og Fyrſt Jaromar, i Stand i en Haandevending. Ja hvad mere er, det haardnakkede Fiendſkab, der havde fundet Sted mellem begge Konger, forandredes til det nøjeſte Venſkab og Defenſiv-Forbund. De kom perſonligt ſammen, idet Kong Haakon førſt var til Gjeſtebud hos Kong Chriſtopher i hans Telt, og Kong Haakon ſiden, den følgende Dag, bevertede den danſke Konge ombord paa ſit Skib. Chriſtopher, der endnu var en temmelig ung Mand, ſagde da, at han ſkulde være Kong Haakon i Søns, Kong Haakon ham i Faders Sted, og det blev afgjort, at de gjenſidigt ſkulde underſtøtte hinanden, naar ſom helſt det behøvedes. Man kan ikke undre ſig over, at Erkebiſkop Jakob og hans Venner, der maaſkee nu netop havde ventet at kunne faa Kongen ydmyget, ej ſyntes om en ſaadan Tractat, der ſaa godt ſom ganſke var ſtilet mod dem. Der ſiges ellers, at Kong Haakon ſkal have gjort et forgjeves Forſøg paa at faa Kong Chriſtopher og Erkebiſkop Jakob forligte. Det er i ſig ſelv heel rimeligt, at han kan have prøvet derpaa; det falder næſten af ſig ſelv, at denne Sag maatte komme paa Bane; men noget udtrykkeligt berettes ej derom. Ligeledes fortælles der, at Kong Haakon allerede nu ſkal have anholdt hos Chriſtopher og faaet hans Tilſagn om hans afdøde Broder Kong Eriks Datter Ingeborgs Haand for ſin Søn Kong Magnus, men heller ikke for dette Udſagn, hvor ſandſynligt det end er, kan der opviſes nogen udtrykkelig Hjemmel[1].

  1. Alt dette ſiges af Huitfeld (I. S. 248) der desuden ved at fortælle, at Kong Haakon ſøgte at forlige Kong Chriſtopher med Byrge Jarl, ſamt at Kong Haakon gav den danſke Ridder Stig Andersſøn ſin Datter Ingeborg til egte. Begge Dele ere urigtige, thi Chriſtopher og Byrge Jarl vare de ypperſte Venner og behøvede derfor ikke at forliges, og Kong Haakon havde ingen Datter ved Navn Ingeborg. Huitfeld citerer viſtnok „den norſke Krønike“ ſom Hjemmel, og ſiger at Stig Andersſøn der kaldes „Sti Hvitlader“, men her maa han, hvor ubegribeligt det end ſynes, have taget Fejl af et Sted, hvor den virkelige Stig Hvitaleder, der var gift med Knut Lavards Datter, omtales; overhoved herſker der i Fremſtillingen af alle disſe Begivenheder hos