Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/183

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
169
1257. Fredsunderhandlinger.

ja endog, derſom man ſkal tro et enkelt Haandſkrift, Erkebiſkop Jacob[1], dog maa dette i ſaa Fald kun have været for et Syns Skyld, thi vi have ſtrax efter Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd for, at han ſlet ikke var glad i Fredsſlutningen, hvad ogſaa hans videre Handlinger nokſom viſe. Man begyndte førſt paa begge Sider nøjagtigt at beregne al den Skade, den ene Part troede at have lidt af den anden, for at man ſiden gjenſidigt kunde liqvidere mod hinanden. Men, heder det i Sagaen, det gik nu, ſom det altid plejede at gaa mellem Nordmændene og Danerne, naar de ſkulde beregne gjenſidig tilføjet Skade, at boer af Parterne tyktes at have lidt ſtørſt Afbrek. Det maatte vel ogſaa være ſaa godt ſom umuligt, at komme til nogen Vished i denne Sag, ſiden der, ſom vi have ſeet, efter den vel underrettede Matthæus’s udtrykkelig Beretning, ſkal have forefaldt flere Fegtninger mellem begge Landes private Handelsfartøjer. Den Ulempe, Nordmændene havde lidt fra danſk Side, maa fornemmelig have beſtaaet i private Handelsſkibes —Opbringelſen om hvilke Sagaen ej engang taler, thi ellers ſynes det virkelig heel vanſkeligt at forſtaa, hvorledes den Skade, Nordmændene havde anrettet ved det ſidſte Herjetog i Halland og Landets Brandſkatning ved Haakon den unge, endog paa langt nær vilde have kunnet opvejes af hvad Danerne maatte have øvet mod Nordmændene. For at gjøre Ende paa Sagen, foreſlog Erkebiſkop Einar nu for Kong Haakon, at Opgjøret ſkulde overlades Kongerne ſelv, ſaaledes at disſe vurderede ej alene deres egen, men ogſaa deres Underſaatters Skade. Haakon havde intet herimod, men imidlertid havde han gjort alt færdigt til at begynde Fiendtligheder, og anviiſt enhver Afdeling af ſin Hær, hvor den ſkulde gaa i Land og herje, hvis det ikke kom til noget Forlig. Da Erkebiſkop Einars Forſlag fremſattes for Kong Chriſtopher, erklærede ogſaa han ſig villig til at gaa ind derpaa, dog kun under den Betingelſe, at han fik fremſætte ſin Beregning og Paaſtand førſt. Heri ſamtykkede Kong Haakon, da han fandt, ſom ſandt var, at den, der havde det ſidſte Ord, ogſaa tillige havde den afgjørende Stemme. Da Kong Chriſtopher nu overlagde med ſine Raadgivere om, hvorledes han paa bedſte Maade kunde angive og vurdere den Skade, hans Underſaatter havde lidt, fandt man at dette havde ſtore Vanſkeligheder. Imidlertid nærmede Øjeblikket ſig, da Friſten var ude, og den veldige norſke Hær ſkulde gjøre Landgang for at anrette ſtore Ødelæggelſer vidt og bredt paa Kyſten. Den almindelige Ængſtelſe var

  1. Et enkelt Brudſtykke af en Saga-Afſkrift har her: „begge Erkebiſkopper gjorde ſig meſt Umage for at faa Forliget bragt i Stand“. Men dette maa være aldeles fejlagtigt, hvad Jacob angaar. Matthæus Pariſ. ſiger vel udtrykkelig (S. 643) at Freden fornemmelig kom i Stand ved Biſkoppernes Beſtræbelſer, men dette kan kun ſigte til Einar og de øvrige Biſkopper.