ja endog, dersom man skal tro et enkelt Haandskrift, Erkebiskop Jacob[1], dog maa dette i saa Fald kun have været for et Syns Skyld, thi vi have strax efter Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd for, at han slet ikke var glad i Fredsslutningen, hvad ogsaa hans videre Handlinger noksom vise. Man begyndte først paa begge Sider nøjagtigt at beregne al den Skade, den ene Part troede at have lidt af den anden, for at man siden gjensidigt kunde liqvidere mod hinanden. Men, heder det i Sagaen, det gik nu, som det altid plejede at gaa mellem Nordmændene og Danerne, naar de skulde beregne gjensidig tilføjet Skade, at boer af Parterne tyktes at have lidt størst Afbrek. Det maatte vel ogsaa være saa godt som umuligt, at komme til nogen Vished i denne Sag, siden der, som vi have seet, efter den vel underrettede Matthæus’s udtrykkelig Beretning, skal have forefaldt flere Fegtninger mellem begge Landes private Handelsfartøjer. Den Ulempe, Nordmændene havde lidt fra dansk Side, maa fornemmelig have bestaaet i private Handelsskibes –Opbringelsen om hvilke Sagaen ej engang taler, thi ellers synes det virkelig heel vanskeligt at forstaa, hvorledes den Skade, Nordmændene havde anrettet ved det sidste Herjetog i Halland og Landets Brandskatning ved Haakon den unge, endog paa langt nær vilde have kunnet opvejes af hvad Danerne maatte have øvet mod Nordmændene. For at gjøre Ende paa Sagen, foreslog Erkebiskop Einar nu for Kong Haakon, at Opgjøret skulde overlades Kongerne selv, saaledes at disse vurderede ej alene deres egen, men ogsaa deres Undersaatters Skade. Haakon havde intet herimod, men imidlertid havde han gjort alt færdigt til at begynde Fiendtligheder, og anviist enhver Afdeling af sin Hær, hvor den skulde gaa i Land og herje, hvis det ikke kom til noget Forlig. Da Erkebiskop Einars Forslag fremsattes for Kong Christopher, erklærede ogsaa han sig villig til at gaa ind derpaa, dog kun under den Betingelse, at han fik fremsætte sin Beregning og Paastand først. Heri samtykkede Kong Haakon, da han fandt, som sandt var, at den, der havde det sidste Ord, ogsaa tillige havde den afgjørende Stemme. Da Kong Christopher nu overlagde med sine Raadgivere om, hvorledes han paa bedste Maade kunde angive og vurdere den Skade, hans Undersaatter havde lidt, fandt man at dette havde store Vanskeligheder. Imidlertid nærmede Øjeblikket sig, da Fristen var ude, og den veldige norske Hær skulde gjøre Landgang for at anrette store Ødelæggelser vidt og bredt paa Kysten. Den almindelige Ængstelse var
- ↑ Et enkelt Brudstykke af en Saga-Afskrift har her: „begge Erkebiskopper gjorde sig mest Umage for at faa Forliget bragt i Stand“. Men dette maa være aldeles fejlagtigt, hvad Jacob angaar. Matthæus Paris. siger vel udtrykkelig (S. 643) at Freden fornemmelig kom i Stand ved Biskoppernes Bestræbelser, men dette kan kun sigte til Einar og de øvrige Biskopper.
