Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/182

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
168
Haakon Haakonsſøn.

Kongen. Siden uddeelte den unge Konge ſtore Gaver, ſaaledes ſom det var Skik og Brug, endog til ſin Fader, hvilket dog egentlig maa have været for et Syns Skyld. Erkebiſkoppen gav han et ypperligt Langſkib paa flere end 20 Rum, foruden andre Foræringer; ogſaa mod de øvrige Herrer viiſte han ſtor Gavmildhed, ſaa at han derved ſtrax vandt megen Yndeſt[1]. Tilſidſt tog han ſig en Hird og et ſtort Følge, idet han dertil fornemmelig udvalgte dem, der havde ſtaaet i hans afdøde Broder Haakons Tjeneſte. Efter Beſtemmelſen ſkulde han forblive i Landet for at vogte og ſtore det, medens hans Fader var borte: derfor vendte han nu tilbage til Tunsberg, medens Kong Haakon med den ſtore Flaade lettede Anker fra Ekerøerne, og fortſatte Toget ſydefter med gunſtig Vind[2].

Kong Haakon ſtyrede gjennem Øreſund, og ankom Tirsdagen den 26de Juni udenfor Kjøbenhavn, hvor han lagde ſig med hele den ſtore Flaade i det ſaakaldte Refshaledyb (nu Kongedybet)[3]. Synet af de talrige, vel udruſtede Skibe vakte megen Forfærdelſe blandt de Danſke. Saa ſtor en fremmer Flaade havde man hidtil ikke ſeet i Landet, og man ængſtede ſig ſaare for, hvorledes det vilde gaa, derſom Kongerne ikke forligede ſig. Fredagen efter (den 29de Juni) kom Kong Chriſtopher til Byen med en betydelig Hær og mange fornemme Herrer, hvoriblandt Erkebiſkop Jakob, tre Biſkopper, Fyrſt Jaromar og flere. Kong Haakon lod nu melde, at han vilde forunde Kong Chriſtopher ſex Dages Friſt til at underhandle, førend han begyndte Fiendtligheder. Der aabnedes ogſaa Underhandlinger, ſkjønt endnu ikke umiddelbart mellem Kongerne ſelv; men, heder det i Sagaen, der var meget, ſom ſejlede i at Kongernes Fordringer kunde mødes, og mange af Nordmændene opmuntrede Kong Haakon til, ſtrax at begynde at herje. Men han havde engang givet ſit Ord, og vilde intet høre om at begynde Fiendtligheder, førend de ſer Dage var omme. Erkebiſkop Einar var iſær ivrig for at faa meglet Fred, og de øvrige Biſkopper underſtøttede ham troligt heri,

  1. Man ſkulde af Sagaen formode, at Magnus ogſaa havde haft de fornemſte Mænd i Selſkab hos ſig (i boði) og da givet dem Foræringer, ſkjønt det ikke ſiges med udtrykkelige Ord, uden hos P. Clausſøn. Eller maaſkee man uden Videre bør læſe „messudaginn hafði Magnus k. Hákon k. í boði sinu“, o. ſ. v., ſaa at det var Magnus, der holdt Selſkabet. Thi Tiden var meget knap.
  2. At Vinden var gunſtig, ſees af Reiſens Hurtighed.
  3. Refshaledybet kaldtes dette Skibsløb efter den ſaakaldte Refshale, eller Banke, paa hvilken der laa en Borg ved Navn Refshaleborg; nu er der Skanſen Tre Kroner. Efter Refshalebanken har maaſkee den lige overfor liggende Strand eller Øre faaet Navn af Refshale-Øre, Hale-Øre, Haløre, hvilket Navn ſenere, da der rejſte ſig en By paa Stedet, afløſtes af Navnet „Kjøbenhavn“, ſe Nordiſk Univerſitetsſkrift, II. Aarg. 25 fgg.