Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/181

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
167
1257. Junker Magnus hyldes ſom Konge.

mine tvende jevnbaarne Sønner, foretrækkende da, ſom ellers, at lægge min Sag i Guds Haand. Sin er den bortkaldt, hvem I alle vilde have ophøjet paa den andens Bekoſtning; denne derimod, ſom I og flere af mine Raadgivere, vilde rinde mindre Hæder end han var fød til, er endnu i Live, og nu føre I et langt andet Sprog“. „Jeg negter ikke, Herre“, ſvarede Erkebiſkoppen“, at jeg fraraadede at have mere end een Konge ad Gangen her i Norge, og jeg undte ingen Kongenavnet bedre end Haakon, thi han var den ældſte, og jeg havde desuden ſelv givet ham det. Men nu, da Gud har bortkaldet ham, under jeg ingen Kongenavnet bedre end Junker Magnus“. Denne Tale fandt almindeligt Bifald, og ſaaledes blev det beſtemt, at der, inden man drog videre, ſkulde holdes almindeligt Thing, for at Junker Magnus paa dette kunde faa Kongenavn og hyldes. Viſtnok ſkulde denne Akt egentlig ſkee paa Ørething, men da man, ſom det beder, fandt det betænkeligt, at Riget ſkulde være uden Konge, medens Kong Haakon var borte, hævede man ſig over hiin Formalitet. Desuden var jo her Folk fra alle Kanter af Riget tilſtede i ſtor Mængde.

Hyldingsthinget holdtes St. Hans-Dag, der tillige var en Søndag. Paa hvilken af Ekerøerne man havde udſeet Plads dertil, ſiges ikke, men ſaa meget ſynes man at maatte antage, at det er voldt oppe i Land, ej ombord paa Skibene. Erkebiſkop Einar gav ogſaa Magnus Kongenavn, ſkjønt han dog ikke længer kunde regnes blandt Bøndernes Klasſe, ſom før, og Magnus aflagde den ſædvanlige Hyldingseed, at han vilde overholde Lov og Ret mod ſine Thegner: et Løfte, ſom heller ikke nogen Konge har holdt ſamvittigvedsfuldere end han. Eden aflagdes paa det ſaakaldte lignum vitæ, der maa have været et Stykke af det hellige Kors, maaſkee det ſamme, der ifølge de islandſke Annaler i Aaret 1234 kom til Nidaros, men ſom ej kan have været det, Sigurd Jorſalafare bragte til Landet, da dette allerede efter Vendernes Angreb paa Kongehelle 1136 flyttedes til Nidaros, ſaaledes ſom det fra førſt af var beſtemt[1]. Hiint Lignum vitæ var maaſkee Erkebiſkop Einar ſelv medbragt. Efterat Magnus havde aflagt ſin Hyldingseed, modtog han Troſkabseden, førſt af Knut Jarl (der altſaa maa have været med paa Toget), derpaa af Lendermændene og Skutilſveinene, og endelig af 12 Bønder fra hvert Fylke. Paa denne Dag havde Kongen Magnus, alle Biſkopperne, Lendermændene og Hirdſtjorerne hos ſig til Gjeſtebud; Erkebiſkoppen var, ſkjønt han havde deeltaget i Hyldingsakten, hindret fra at overvære Gjeſtebudet ved en Skade, han havde faaet i Armen: man friſtes til at tro at han ſøgte Paaſkud til at udeblive, fordi han ſtod ſig mindre godt med

  1. Se ovenfor II. S. 770.