atter fastgjøre saa godt det efter Omstændighederne kunde skee. Da man var ankommen til Ekerøerne, og Kongen hørte om Paasejlingen, beklagede han den meget. Nogle af de Tilstedeværende sagde da, at Skaden dog nok ikke var saa farlig, og da dette blev forebragt Erkebiskoppen, blev han saa ærgerlig, at han selv lod Stavnen tage fra igjen og kaste i Vandet, saa at den laa og drev omkring der paa Stranden. Dette viser noksom, hvor lidet venlig Forstaaelse der var mellem Kongen og Erkebiskoppen, skjønt de ellers overholdt den ydre Anstændighed; derimod var der stor Kjærlighed mellem Erkebiskoppen og Kongens Søn, Junker Magnus; han var hartad den eneste, med hvem Erkebiskoppen plejede nogen Omgang, ellers viiste han sig tilbageholden mod de fleste andre[1].
Dog fik Kongen snart Lejlighed til at overbevise sig om, at Erkebiskoppen ikke meente det faa» ilde, som han maaskee forestillede sig. Han stod nu i Begreb med at foretage et Krigstog til fremmed Land, paa hvilket mangt og meget kunde hænde; Nødvendigheden af at tage en Bestemmelse med Hensyn til Tronfølgen var indlysende. Vel var der nu, efter Haakon den ringes Død, mindre Usikkerhed end forhen, thi Junker Magnus var egentlig selvskreven til Tronen fremfor Haakon den ringes efterladte Søn, Junker Sverre, efter den gamle Vedtægt, at Broder, saa længe en saadan fandtes, gik forud for Søn, især naar denne var fød førend Faderen endnu var kommen i Besiddelse af Tronen. Men sikrest var det dog, i Følge de paa den Tid herskende Anskuelser, naar Tronfølgeren allerede havde faaet Kongenavn og var bleven hyldet i den regjerende Konges levende Live. I Betragtning heraf kaldte Kongen de fornemste Mænd, der sædvanlig dannede hans Raad, til sig, og foreholdt dem, om de ikke fandt det tilraadeligt, at han nu lod Magnus hylde som Konge og Tronfølger i Stedet for sin ældre Broder, der saa sørgeligt var bleven Landet berøvet i sin bedste Ungdomsalder. Erkebiskoppen, der naturligviis var tilstede, heelt dette Forslag med største Iver, og talte med særdeles Varme for det. Herover kunde Kongen ikke tilbageholde sin Forundring. „Hr. Erkebiskop“, sagde han, „da vi ved en tidligere Lejlighed handlede om Landeskifte mellem mine Sønner, raadede I saa ivrigt til at Kong Haakon alene skulde bære Kongenavn efter min Død, men Junker Magnus nøje sig med Hertugstitel. Saavel I, som flere fandt det da underligt, at jeg ikke vilde gjøre nogen formelig Bestemmelse i den Retning, men ømmede mig ved at skifte ulige mellem
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 291. Den her nævnte Baard Groesøn, der tilligemed Thore Greipssøn siges at være fra Hardanger (þeir Harðengrir), havde, som ovenfor viist, været med paa det sidste Tog til Throndhjem mod Hertug Skule, og dette er den første Gang, han nævnes efter den Tid.
