Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/180

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
166
Haakon Haakonsſøn.

atter faſtgjøre ſaa godt det efter Omſtændighederne kunde ſkee. Da man var ankommen til Ekerøerne, og Kongen hørte om Paaſejlingen, beklagede han den meget. Nogle af de Tilſtedeværende ſagde da, at Skaden dog nok ikke var ſaa farlig, og da dette blev forebragt Erkebiſkoppen, blev han ſaa ærgerlig, at han ſelv lod Stavnen tage fra igjen og kaſte i Vandet, ſaa at den laa og drev omkring der paa Stranden. Dette viſer nokſom, hvor lidet venlig Forſtaaelſe der var mellem Kongen og Erkebiſkoppen, ſkjønt de ellers overholdt den ydre Anſtændighed; derimod var der ſtor Kjærlighed mellem Erkebiſkoppen og Kongens Søn, Junker Magnus; han var hartad den eneſte, med hvem Erkebiſkoppen plejede nogen Omgang, ellers viiſte han ſig tilbageholden mod de fleſte andre[1].

Dog fik Kongen ſnart Lejlighed til at overbeviſe ſig om, at Erkebiſkoppen ikke meente det faa» ilde, ſom han maaſkee foreſtillede ſig. Han ſtod nu i Begreb med at foretage et Krigstog til fremmed Land, paa hvilket mangt og meget kunde hænde; Nødvendigheden af at tage en Beſtemmelſe med Henſyn til Tronfølgen var indlyſende. Vel var der nu, efter Haakon den ringes Død, mindre Uſikkerhed end forhen, thi Junker Magnus var egentlig ſelvſkreven til Tronen fremfor Haakon den ringes efterladte Søn, Junker Sverre, efter den gamle Vedtægt, at Broder, ſaa længe en ſaadan fandtes, gik forud for Søn, iſær naar denne var fød førend Faderen endnu var kommen i Beſiddelſe af Tronen. Men ſikreſt var det dog, i Følge de paa den Tid herſkende Anſkuelſer, naar Tronfølgeren allerede havde faaet Kongenavn og var bleven hyldet i den regjerende Konges levende Live. I Betragtning heraf kaldte Kongen de fornemſte Mænd, der ſædvanlig dannede hans Raad, til ſig, og foreholdt dem, om de ikke fandt det tilraadeligt, at han nu lod Magnus hylde ſom Konge og Tronfølger i Stedet for ſin ældre Broder, der ſaa ſørgeligt var bleven Landet berøvet i ſin bedſte Ungdomsalder. Erkebiſkoppen, der naturligviis var tilſtede, heelt dette Forſlag med ſtørſte Iver, og talte med ſærdeles Varme for det. Herover kunde Kongen ikke tilbageholde ſin Forundring. „Hr. Erkebiſkop“, ſagde han, „da vi ved en tidligere Lejlighed handlede om Landeſkifte mellem mine Sønner, raadede I ſaa ivrigt til at Kong Haakon alene ſkulde bære Kongenavn efter min Død, men Junker Magnus nøje ſig med Hertugstitel. Saavel I, ſom flere fandt det da underligt, at jeg ikke vilde gjøre nogen formelig Beſtemmelſe i den Retning, men ømmede mig ved at ſkifte ulige mellem

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 291. Den her nævnte Baard Groeſøn, der tilligemed Thore Greipsſøn ſiges at være fra Hardanger (þeir Harðengrir), havde, ſom ovenfor viiſt, været med paa det ſidſte Tog til Throndhjem mod Hertug Skule, og dette er den førſte Gang, han nævnes efter den Tid.