Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/179

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
165
1257. Krigstog til Danmark.

tilſammen neppe kan blive været ringere end Motto Mand. Af disſe ſtore Anſtrengelſer og Udruſtninger, Haakon gjorde, ſeer man altſaa, at Fredens Gjenoprettelſe med Danmark maa have ligget ham alvorligt paa Hjertet, og at det fiendtlige Forhold, der nu i nogle Aar havde herſket mellem Rigerne, maa have været ham og Nordmændene meget ubelejligt. Dog kan man vel, ſom allerede ovenfor bemerket, ikke ganſke fritage ham for ogſaa at have haft noget mere end den blotte Fred for Øje. Han maa visſelig have tænkt paa at komme i Beſiddelſe af Halland, eller i det mindſte den nordlige Deel deraf, hvilken han allerede, ſom ovenfor viiſt, ved Fredsmødet 1253 havde ladet ſig overdrage til Pant, ſom hans Svigerfader Skule havde haft i Forlening, efter hvilken vi og i det følgende ville ſee en norſk Konge udſtrække Haanden, og paa hvilken Norges Konger endog ſynes at trave paaſtaaet et Slags Ret, uviſt med hvad Hjemmel[1]. Dette forklarer aller bedſt, hvorfor Byrge Jarl i Sverige var ſaa ivrig for at megle Forlig, og efter Nordmændenes Mening ſyntes at helde alt for meget til den danſke Side. Han kunde ikke ſee med Ligegyldighed paa at Norges Konge, der allerede beſad Kyſten lige ned til Gøta-Elven, ogſaa ſkulde blive Herre over Strækningen ſøndenfor, og ſaaledes beherſke hele Udløbet: han vilde da være i Stand til, naar det ſkulde være, ganſke at ſtænge Veſtgøterne ude fra Havet, og ſtandſe al Skibsfart paa Gøta-Elven.

Ekerøerne var ogſaa denne Gang Samlingsſtedet for Flaaden. Paa Vejen did hendte det Uheld, at et Skib fra Hardanger, der ſtyredes af Thor Greipsſøn og den før omtalte Baard Groeſøn, kom til at ſejle ind paa Erkebiſkoppens Skib, ſaa at hele Stavnen paa dette og de Skjolde, hvormed den var behængt, gik af og faldt i Vandet, medens Vindfløjene hagede ſig faſt i Sejlet paa det andet Skib og blev hængende, da de atter kom klar af hinanden. Erkebiſkoppen lod ſætte en Baad ud, og den afbrudte Stavn ſaavel ſom Skjoldene fiſke op, ſamt

  1. Se ovenfor II. S. 4 og 497. Det.er her allerede omtalt, hvorledes Glumſteen, merkeligt nok, i den legendariſke St. Olafs Saga Cap. 40 nævnes ſom Grændſepunkt (landamæri) for Norges Rige i videſte Forſtand. Norges Grændſepunkter opregnes der, efter hvad det lader, ſaaledes ſom de maa antages at have været paa Affattelſens Tid, og denne falder, efter hvad der i Fortalen til Udgaven, S. V., er viiſt, i anden Halvdeel af 12te Aarhundrede. Vi have ligeledes (II. S. 4) opſtillet den Formodning, at Magnus Barfot i 1096 har ladet ſig hylde i Nordre Halland. Vi ville ſiden ſee, hvorledes Kong Haakon, Sønneſøn af Kong Haakon Haakonsſøn, tilkjøbte ſig Nordrehalland af den danſke Grev Jakob, 1305. Ved alt dette kan neppe blot og bar Erobrings- eller Udvidelſes-Lyſt have været med i Spillet; der maa og, iſær efter den Tids herſkende Anſkuelſer, have været virkelige eller indbildte Krav, man vilde gjøre gjeldende.