tilsammen neppe kan blive været ringere end Motto Mand. Af disse store Anstrengelser og Udrustninger, Haakon gjorde, seer man altsaa, at Fredens Gjenoprettelse med Danmark maa have ligget ham alvorligt paa Hjertet, og at det fiendtlige Forhold, der nu i nogle Aar havde hersket mellem Rigerne, maa have været ham og Nordmændene meget ubelejligt. Dog kan man vel, som allerede ovenfor bemerket, ikke ganske fritage ham for ogsaa at have haft noget mere end den blotte Fred for Øje. Han maa visselig have tænkt paa at komme i Besiddelse af Halland, eller i det mindste den nordlige Deel deraf, hvilken han allerede, som ovenfor viist, ved Fredsmødet 1253 havde ladet sig overdrage til Pant, som hans Svigerfader Skule havde haft i Forlening, efter hvilken vi og i det følgende ville see en norsk Konge udstrække Haanden, og paa hvilken Norges Konger endog synes at trave paastaaet et Slags Ret, uvist med hvad Hjemmel[1]. Dette forklarer aller bedst, hvorfor Byrge Jarl i Sverige var saa ivrig for at megle Forlig, og efter Nordmændenes Mening syntes at helde alt for meget til den danske Side. Han kunde ikke see med Ligegyldighed paa at Norges Konge, der allerede besad Kysten lige ned til Gøta-Elven, ogsaa skulde blive Herre over Strækningen søndenfor, og saaledes beherske hele Udløbet: han vilde da være i Stand til, naar det skulde være, ganske at stænge Vestgøterne ude fra Havet, og standse al Skibsfart paa Gøta-Elven.
Ekerøerne var ogsaa denne Gang Samlingsstedet for Flaaden. Paa Vejen did hendte det Uheld, at et Skib fra Hardanger, der styredes af Thor Greipssøn og den før omtalte Baard Groesøn, kom til at sejle ind paa Erkebiskoppens Skib, saa at hele Stavnen paa dette og de Skjolde, hvormed den var behængt, gik af og faldt i Vandet, medens Vindfløjene hagede sig fast i Sejlet paa det andet Skib og blev hængende, da de atter kom klar af hinanden. Erkebiskoppen lod sætte en Baad ud, og den afbrudte Stavn saavel som Skjoldene fiske op, samt
- ↑ Se ovenfor II. S. 4 og 497. Det.er her allerede omtalt, hvorledes Glumsteen, merkeligt nok, i den legendariske St. Olafs Saga Cap. 40 nævnes som Grændsepunkt (landamæri) for Norges Rige i videste Forstand. Norges Grændsepunkter opregnes der, efter hvad det lader, saaledes som de maa antages at have været paa Affattelsens Tid, og denne falder, efter hvad der i Fortalen til Udgaven, S. V., er viist, i anden Halvdeel af 12te Aarhundrede. Vi have ligeledes (II. S. 4) opstillet den Formodning, at Magnus Barfot i 1096 har ladet sig hylde i Nordre Halland. Vi ville siden see, hvorledes Kong Haakon, Sønnesøn af Kong Haakon Haakonssøn, tilkjøbte sig Nordrehalland af den danske Grev Jakob, 1305. Ved alt dette kan neppe blot og bar Erobrings- eller Udvidelses-Lyst have været med i Spillet; der maa og, især efter den Tids herskende Anskuelser, have været virkelige eller indbildte Krav, man vilde gjøre gjeldende.
