Tider var det nu engang Skik og Brug at føre Krig paa den Maade; man kjendte ingen andre Tvangsmidler til at faa en Fiende bragt til Fornuft, end ved saadanne Ødelæggelser, som dem, Haakon lod anrette i Halland, og man kan derfor ikke bebrejde ham saa meget, at han i dette Stykke ej ansaa sig forpligtet til at bære sig anderledes ad, især da det nu virkelig gjaldt at slaa et kraftigt Slag for at bringe den langvarige Ufred tilende. Den hele Plan synes for øvrigt at være godt anlagt, idet han aabenbart kom ganske uforvarende paa de Danske, og derfor mødte saa liden Modstand. Det ufredelige Svar fra Danmark bevirkede, at Kong Haakon nu, da han forlod Ekerøerne og afskedigede Ledingstropperne, lod sin Søn, Kong Haakon den unge, blive tilbage ved Elven med 10 store Skibe, for at vogte Grændsen. Derimod drog han selv først til Tunsberg, og efter et kort Ophold der videre langs Kysten til Bergen. Da han paa Vejen kom til Øster-Agder, mødte han Elis Prest, der just var kommen tilbage fra Spanien i Følge med de spanske Gesandter, og som det synes havde begivet sig østover for at opsøge Kongerne og melde dem dette. Elis sagde, at Gesandterne, hvis Formand var en Gejstlig ved Navn Ferdinand[1], havde vigtige Budskaber fra Kong Alfonso. De laa i Randøsund, hvor Kongen strax efter traf dem, og selv modtog deres Erende, hvis Indhold vi ovenfor have omtalt. Han vilde dog ikke strax give noget bestemt Svar, hvilket ogsaa var heel rimeligt, da det maatte være en betænkelig Sag for ham at sende sin Datter bort i et fjernt Land, uden at det engang var afgjort, hvilken Mand hun skulde have til Egte. Og derfor lod han gjøre de fornødne Anstalter til at de kunde tilbringe Vintren i Tunsberg, forbeholdende sig næste Vaar, naar han atter kom til Viken, at tage sin Bestemmelse efter forstandige Mænds Raad. Det synes noget underligt, at han ikke tog dem med til Bergen. Men rimeligviis vare de saa forkomne af den lange Sørejse, – især da det udtrykkeligt siges at deres Formand, Ferdinand, var ilde plaget af Søsyge, – at de ikke orkede at gjøre den lange Sejlads om Neset og Jæderen, men foretrak den kortere Indenskjærsfart til Tunsberg. Kongen fortsatte sin Rejse til Bergen, hvor han tilbragte Vintren[2].
Kong Haakon den unge var imidlertid, som sagt, bleven tilbage ved Gøtaelven for at holde Øje med Danerne. De fornemste Skibsstyrere,
- ↑ I Sagaerne kaldes han Sira Ferant; Titlen Sira viser at han var Prest, og da Navnet Ferdinand i samtidige spanske Diplomer altid skrives Ferrando, er det tydeligt nok, at Sagaens „Ferant“ er det samme Navn. Et Par Codd. har Ferans, hvilket har foranlediget Th. Torvessøn (IV. 273) til at kalde ham Frants.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 285, 287.
