Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/170

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
156
Haakon Haakonsſøn.

Tider var det nu engang Skik og Brug at føre Krig paa den Maade; man kjendte ingen andre Tvangsmidler til at faa en Fiende bragt til Fornuft, end ved ſaadanne Ødelæggelſer, ſom dem, Haakon lod anrette i Halland, og man kan derfor ikke bebrejde ham ſaa meget, at han i dette Stykke ej anſaa ſig forpligtet til at bære ſig anderledes ad, iſær da det nu virkelig gjaldt at ſlaa et kraftigt Slag for at bringe den langvarige Ufred tilende. Den hele Plan ſynes for øvrigt at være godt anlagt, idet han aabenbart kom ganſke uforvarende paa de Danſke, og derfor mødte ſaa liden Modſtand. Det ufredelige Svar fra Danmark bevirkede, at Kong Haakon nu, da han forlod Ekerøerne og afſkedigede Ledingstropperne, lod ſin Søn, Kong Haakon den unge, blive tilbage ved Elven med 10 ſtore Skibe, for at vogte Grændſen. Derimod drog han ſelv førſt til Tunsberg, og efter et kort Ophold der videre langs Kyſten til Bergen. Da han paa Vejen kom til Øſter-Agder, mødte han Elis Preſt, der juſt var kommen tilbage fra Spanien i Følge med de ſpanſke Geſandter, og ſom det ſynes havde begivet ſig øſtover for at opſøge Kongerne og melde dem dette. Elis ſagde, at Geſandterne, hvis Formand var en Gejſtlig ved Navn Ferdinand[1], havde vigtige Budſkaber fra Kong Alfonſo. De laa i Randøſund, hvor Kongen ſtrax efter traf dem, og ſelv modtog deres Erende, hvis Indhold vi ovenfor have omtalt. Han vilde dog ikke ſtrax give noget beſtemt Svar, hvilket ogſaa var heel rimeligt, da det maatte være en betænkelig Sag for ham at ſende ſin Datter bort i et fjernt Land, uden at det engang var afgjort, hvilken Mand hun ſkulde have til Egte. Og derfor lod han gjøre de fornødne Anſtalter til at de kunde tilbringe Vintren i Tunsberg, forbeholdende ſig næſte Vaar, naar han atter kom til Viken, at tage ſin Beſtemmelſe efter forſtandige Mænds Raad. Det ſynes noget underligt, at han ikke tog dem med til Bergen. Men rimeligviis vare de ſaa forkomne af den lange Sørejſe, — iſær da det udtrykkeligt ſiges at deres Formand, Ferdinand, var ilde plaget af Søſyge, — at de ikke orkede at gjøre den lange Sejlads om Neſet og Jæderen, men foretrak den kortere Indenſkjærsfart til Tunsberg. Kongen fortſatte ſin Rejſe til Bergen, hvor han tilbragte Vintren[2].

Kong Haakon den unge var imidlertid, ſom ſagt, bleven tilbage ved Gøtaelven for at holde Øje med Danerne. De fornemſte Skibsſtyrere,

  1. I Sagaerne kaldes han Sira Ferant; Titlen Sira viſer at han var Preſt, og da Navnet Ferdinand i ſamtidige ſpanſke Diplomer altid ſkrives Ferrando, er det tydeligt nok, at Sagaens „Ferant“ er det ſamme Navn. Et Par Codd. har Ferans, hvilket har foranlediget Th. Torvesſøn (IV. 273) til at kalde ham Frants.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 285, 287.