Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/169

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
155
1256. Nordmændene herje i Halland.

Glumſteen, med den Forſkjel, at Nordmændene der i Førſtningen ingen Modſtand mødte, men under Herjen og Brænden Thorsdag Aften og hele Fredagen trængte lige ned til Edre-Aaen og lagde Byen Falkenberg i Aſke[1], Om Løverdagen vendte de tilbage til deres Skibe ved Glumſteen, fremdeles herjende, hvor de kom frem. Den følgende Nat udbrød der en voldſom Storm, hvorved nogle af Skibene kom løs og dreve paa Grund; disſe maatte man opgive, men Beſætningen reddede ſig med alt Godſet over paa de andre Skibe, der vare bedre fortøjede. Imidlertid havde Indbyggerne forſamlet ſig i et ſtort Antal, dræbte nogle Nordmænd, der endnu ſværmede oppe i Land, kom om Søndagen ned til Kyſten, bemægtigede ſig de Skibe, der vare drevne paa Grund, gjorde dem flot, tændte ſtore Baal paa dem, og lod dem ſaa drive ud mod den norſke Flaade, da Vinden juſt var ſlaaet om, og nu blæſte fra Land. Men Nordmændene roede op imod de brændende Fartøjer, og fik dem ved Baadshager ſtødte til Side, ſaa at de ingen Skade anrettede. Derpaa forlode de Glumſteen og droge atter nordefter, men lagde paa Vejen ind i Strøms- (Kongsbakke-) Fjorden, og brændte Byen Aranes (nu Kongsbakka). Da alle de udſendte Skibe kom tilbage til Ekerøerne, blev Byttet, der maa have været temmelig betydeligt, deelt under Kongens Opſigt. Derpaa voldt Kongen Raad med ſine Mænd, hvad man videre ſkulde tage ſig fore. Man beſluttede at ſende et nyt Geſandtſkab, beſtaaende af tvende Dominicanermunke, Broder Simon og Sigurd Aamundesſøn, Prior i Nidaros, til Danekongen, for at ſpørge ham, om han ikke nu var villig til at ſlutte Fred. Chriſtopher befandt ſig unegtelig i ſtor Forlegenhed; hans Strid med Gejſtligheden var endnu ikke bilagt, og de ringeſte af Bønderne, de ſaakaldte Kotkarle eller Kotbønder, vare paa flere Steder i Riget, fornemmelig i Skaane og Sjælland, i voldſomt Oprør mod deres verdslige og gejſtlige Herrer[2]. Alligevel vilde han ikke høre noget om Fred med Kong Haakon, og gav kun ondt af ſig, fordi denne havde ladet herje i hans Rige, ſaaat Geſandterne maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og give Kongen den Beſked, at det ikke for det førſte tegnede ſig fredeligt. Kong Haakons Fremgangsmaade var viſtnok heller ikke ſkikket til at vække fredelige og forſonlige Tanker hos Danekongen, og den ſtrider imod vore nuværende Begreber om hæderlig Krigførſel, men i de

  1. I Sagaen ſtaar kun „den der liggende Kjøbſtad“, men dette kan ikke være nogen anden end Falkenberg.
  2. Suhm, Hiſt. af Danm. X. S. 287—290. Denne Bondekrig ſynes netop at trave raſet i Sommermaanederne, dog angives Tiden paa Aaret ej nøjagtigt, og Begivenheden ſelv omtales paa en beſynderlig kort, næſten forblommet Maade, ſom „clava ferit“; „lex clavarum“, „Kotlarle vare galne med Kølver e. a. d.