paa Søndmøre. Han var den eneste Repræsentant for Arnunge-Ætten i lige nedstigende Mandslinje og saaledes paa mange Maader beslægtet ej alene med Kongehuset, men ogsaa med de fleste ældre Lendermands-Ætter i Landet. Hans Farfader Nikolas Kuvung havde, som ovenfor berettet, været en ivrig Tilhænger af Magnus Erlingssøn, men maa efter dennes Død have sluttet sig til Sverre, da der ingensteds nævnes at han eller hans Søn Paal Flida borte til Baglernes Parti, og de vare dog altfor mægtige og anseede til at ej dette i saa Fald var blevet omtalt; derimod have vi seet, at Paal og hans Søn Peter en Tidlang vare Tilhængere af Skule Jarl, Paal endog en meget ivrig, hvilket maaskee bedst lader sig forklare af hvad vi ovenfor have udtalt som vor Formodning, at Jarlens Hustru Fru Ragnhild var en Syster af Paal. Bjarkø-Grenen af Arnunge-Ætten var allerede ved den unge Vidkunn Erlingssøns Drab 1183 uddøet paa Mandssiden, og Ætten repræsenteredes nu af dennes Søster Ragnas og den lovkyndige Bjarne Mardssøns Søn Erling i Bjarkø, hvis Ætlinger siden naaede en overvættes Anseelse i Landet[1]. Skjønt neppe af saa ældgammel og anseet indenlandsk Æt som Arnungerne, var dog den oftere omtalte Gregorius Andressøn paa Grund af den Stilling, hans Familie i de senere Tider havde indtaget, aabenbart mere anseet eller betragtet som mere fornem end nogen anden Lendermand. Han var nemlig Brodersøn af Kong Philip; hans Faders Moder var en Syster af Biskop Nikolas, og Datter af Harald Gilles efterladte Dronning Ingerid i hendes Egteskab med Arne paa Stovreim. Denne Stovreim-Æt betragtedes derfor nu næsten som fyrstelig, og dette var vel ogsaa Aarsagen, hvorfor Gregorius fremfor andre Lendermænd kaldes „Hr. Gregorius“[2], og blev agtet god nok til at være Kongens Svigersøn. Han var en forstandig, haabefuld ung Mand, og havde hele Borgarsyssel i Forlening efter Arnbjørn Jonssøns Død. Sandsynligviis havde han da sit Tilhold enten i Borg eller paa Valdensholm. Hans Liv og Egteskab med Cecilie blev dog ikke langvarigt, da han døde allerede i 1246. Af en ældgammel Æt, om end kun paa mødrene Side, eller paa en vis Maade repræsenterende baade Reins-Ætten, Saxvik-Ætten og
- ↑ At Ragna blev gift med Bjarne Mardssøn, siges udtrykkeligt i Arnmødlingetallet, Fagrskinna Cap. 215. Derimod siges der ingensteds udtrykkeligt, at Erling i Bjarkø var Bjarnes og Ragnas Søn. Men da Erlings ældste Søn bed Bjarne, og det i de fleste Tilfælde var sædvanligt, at Sønnen aller først opkaldte sin Fader, er der overvejende Sandsynlighed for at Erlings Fader hed Bjarne, i hvilket Tilfælde der altsaa kun kan være Tale om Bjarne Mardssøn.
- ↑ Saaledes kaldes han i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 244, hvor hans Giftermaal omtales.
