Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
3
1242—1250. Landets Høvdinger.

paa Søndmøre. Han var den eneſte Repræſentant for Arnunge-Ætten i lige nedſtigende Mandslinje og ſaaledes paa mange Maader beſlægtet ej alene med Kongehuſet, men ogſaa med de fleſte ældre Lendermands-Ætter i Landet. Hans Farfader Nikolas Kuvung havde, ſom ovenfor berettet, været en ivrig Tilhænger af Magnus Erlingsſøn, men maa efter dennes Død have ſluttet ſig til Sverre, da der ingenſteds nævnes at han eller hans Søn Paal Flida borte til Baglernes Parti, og de vare dog altfor mægtige og anſeede til at ej dette i ſaa Fald var blevet omtalt; derimod have vi ſeet, at Paal og hans Søn Peter en Tidlang vare Tilhængere af Skule Jarl, Paal endog en meget ivrig, hvilket maaſkee bedſt lader ſig forklare af hvad vi ovenfor have udtalt ſom vor Formodning, at Jarlens Huſtru Fru Ragnhild var en Syſter af Paal. Bjarkø-Grenen af Arnunge-Ætten var allerede ved den unge Vidkunn Erlingsſøns Drab 1183 uddøet paa Mandsſiden, og Ætten repræſenteredes nu af dennes Søſter Ragnas og den lovkyndige Bjarne Mardsſøns Søn Erling i Bjarkø, hvis Ætlinger ſiden naaede en overvættes Anſeelſe i Landet[1]. Skjønt neppe af ſaa ældgammel og anſeet indenlandſk Æt ſom Arnungerne, var dog den oftere omtalte Gregorius Andresſøn paa Grund af den Stilling, hans Familie i de ſenere Tider havde indtaget, aabenbart mere anſeet eller betragtet ſom mere fornem end nogen anden Lendermand. Han var nemlig Broderſøn af Kong Philip; hans Faders Moder var en Syſter af Biſkop Nikolas, og Datter af Harald Gilles efterladte Dronning Ingerid i hendes Egteſkab med Arne paa Stovreim. Denne Stovreim-Æt betragtedes derfor nu næſten ſom fyrſtelig, og dette var vel ogſaa Aarſagen, hvorfor Gregorius fremfor andre Lendermænd kaldes „Hr. Gregorius“[2], og blev agtet god nok til at være Kongens Svigerſøn. Han var en forſtandig, haabefuld ung Mand, og havde hele Borgarſysſel i Forlening efter Arnbjørn Jonsſøns Død. Sandſynligviis havde han da ſit Tilhold enten i Borg eller paa Valdensholm. Hans Liv og Egteſkab med Cecilie blev dog ikke langvarigt, da han døde allerede i 1246. Af en ældgammel Æt, om end kun paa mødrene Side, eller paa en vis Maade repræſenterende baade Reins-Ætten, Saxvik-Ætten og

  1. At Ragna blev gift med Bjarne Mardsſøn, ſiges udtrykkeligt i Arnmødlingetallet, Fagrſkinna Cap. 215. Derimod ſiges der ingenſteds udtrykkeligt, at Erling i Bjarkø var Bjarnes og Ragnas Søn. Men da Erlings ældſte Søn bed Bjarne, og det i de fleſte Tilfælde var ſædvanligt, at Sønnen aller førſt opkaldte ſin Fader, er der overvejende Sandſynlighed for at Erlings Fader hed Bjarne, i hvilket Tilfælde der altſaa kun kan være Tale om Bjarne Mardsſøn.
  2. Saaledes kaldes han i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 244, hvor hans Giftermaal omtales.