Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
2
Haakon Haakonsſøn.

afgjorte, men kun hvilende indtil videre; dog herſkede den venligſte Forſtaaelſe mellem ham og Erkebiſkop Sigurd, og det er ovenfor viiſt, hvorledes Pave Gregorius ſelv, faa Uger før ſin Død, (21 Aug. 1241) havde udtalt den ſtørſte Bevaagenhed for ham, og tydeligt lagt for Dagen, at alle Spor af den tidligere, i ſig ſelv ej ſynderligt betydende, Misforſtaaelſe mellem dem vare udſlettede. Med Naborigerne, fornemmelig Sverige og Skotland, herſkede der viſtnok enkelte endnu ikke opgjorte Tviſtepunkter, men deels vare disſe ikke ſaa betydelige, at det for deres Skyld, i det mindſte for Øjeblikket, kunde ſynes Umagen værd at yppe Krig, deels var Haakon allerede ſaa mægtig og anſeet, at det var en højſt betænkelig Sag, at faa ham til Fiende. Haakon havde ſaaledes nu langt om længe fuldkommen Ro og Fred til at ſørge for ſit Riges Opkomſt, og yderligere befæſte ſin Magt og ſit Dynaſti.

De af Haakons og Dronning Margretes Børn, ſom paa denne Tid levede, vare Haakon, der ſiden Hyldingen om Vaaren 1240 ogſaa førte Kongenavn ſom deſigneret Tronfølger, Chriſtina, og Magnus. Haakon var fød om Høſten 1232, Chriſtina førſt i 1234, og Magnus om Sommeren 1238. Desforuden havde Kongen, ſom det tidligere er nævnt, de tvende naturlige Børn, Sigurd, fød omkring 1223, og Cecilia, nu gift med Hr. Gregorius Andresſøn. Sigurd ſynes at have været en haabefuld Yngling, hvilken man allerede tidligt kunde betro vigtige Hverv[1]. Der findes ikke mindſte Spor til at han ytrede nogen Skinſyge mod ſine yngre, egtefødde Brødre, hvis Tilværelſe berøvede ham den Udſigt til Kronen, ſom han, hvis de ej vare fødde til Verden, vilde have haft, lige ſaa lidet ſom der tales om nogen Uvilje fra Dronningens Side mod hendes Stifbørn. Da de vare fødde før hendes Egteſkab med Kongen, ſkyldtes heller ikke deres Tilværelſe nogen Utroſkab fra dennes Side, ligeſom det derhos lader til, at Dronningen i det hele taget, har været af en blid, ſtille og elſkværdig Charakteer, ſaa at Kongen, om han end i Førſtningen ikke havde ſtort tilovers for hende, dog ſiden, under deres lange Samliv, fik hende oprigtigt kjær.

Af de verdslige Høvdinger, der paa denne Tid havde meſt at ſige i Norge, tilhørte viſtnok kun de færreſte ret gamle Slægter, der i tidligere Dage havde hørt med til Lendermands-Ariſtokratiet. De fleſte ſkyldte vel Borgerkrigene deres Ophøjelſe, og vare enten ſelv Birkebeinerhøvdinger, eller Sønner og Sønneſønner af ſaadanne. Den højbyrdigſte Høvding paa den Tid i Norge var upaatvivleligt Peter Paalsſøn i Giſke, Lendermand af Titel og kongelig Sysſelmand

  1. Han bragte ſaaledes, ſom vi have ſeet, Faderen Hjelpetropper og kæmpede med i Slaget i Oslo.