Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Syvende Afſnit.
Det ſejrende Kongedømme i jevnt tiltagende Vælde indtil Kongeættens Uddøen paa Sverdſiden og Foreningen med Sverige.
1. Kongens Stilling og Omgivelſer. Landets fornemſte Høvdinger.

Ved Hertug Skules Fald var, ſom vi i forrige Afſnit have ſeet, ej alene al Borger- og Tronkrig ophørt, men endog alt Frø til lignende Krige i Fremtiden tilintetgjort. Der fandtes ikke længer en Eneſte, der endog med det ubetydeligſte Skin af Ret end ſige Haab om Held kunde tænke paa at gjøre Haakon Haakonsſøn Tronen ſtridig. Hans Kongedømme var ſikret, medens der tillige efter menneſkelige Blik ej var nogen Sandſynlighed for, at Landet ſnart vilde komme til at ryſtes af ſaadanne indre politiſke Storme, ſom dem, det nys havde overſtaaet. Kongen var elſket hjemme og højt hædret ude. De ſidſte Levninger af den Skygge, der havde hvilet over hans Farfader Sverres Navn, vare ſvundne. Nu erindrede man Sverre kun ſom den ſtore, geniale Kriger, ypperlige Regent og perſonligt elſkværdige Mand. Det var nu en Hæder, ikke en Skam, at nedſtamme fra ham. Vi ville ſee, hvorledes man nu endog ved Opkaldelſer ſøgte at vedligeholde hans Navn i den kongelige Familie, og at hans Aartid højtideligholdtes i Kirkerne[1]. Og ligeledes var Birkebeinernes Navn ej alene fra et Spottenavn i Tidens Løb blevet et Hædersnavn, men efterat det var gaaet af Brug, og Partikampen endt, omſvævedes det endog af en ſæregen Glands; de „gamle Birkebeiner“ betragtedes næſten ſom Oldtidens Heroer, ſom Idealer af Tapperhed og Ridderlighed. Med Gejſtligheden ſtod Haakon paa den bedſte Fod[2]. Vel vare, ſom vi vide, flere vigtige Spørgsmaal endnu ikke

  1. Se ovenfor, i 3die B. S. 711.
  2. Birkebeinernes Skikke og Vedtægter paaberaabes ſaaledes i Hirdſkraa, Cap. 21, 38.