Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/167

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
153
1256. Krig med Danmark.

des for meget af Ubehageligheder indenlands, ſkulde blive fredeligere ſtemt. Dette var imidlertid langt fra at være Tilfældet, og Chriſtopher havde desuden nu ſaa meget mindre Tilſkyndelſe til at bolde det af Biſkopperne ſluttede Forlig, ſom flere af Biſkopperne vare hans afſagte Fiender. Da Vintren og en Del af Vaaren gik, uden at man endnu hørte det mindſte fra Chriſtopher, ſendte Kong Haakon, der ogſaa havde tilbragt Vintren i Bergen, henved Paaſke ſin vel betroede Mand Thorlaug Boſe med flere med Brev til Erkebiſkop Jakob i Lund, for at anmode ham om ſkriftligt at foreſpørge ſig hos Kong Chriſtopher, hvorvidt denne nu agtede at godkjende Forliget af 1253. Heraf maa man næſten ſlutte, at Erkebiſkoppen ſom daværende Biſkop i Roeskilde har været en af de danſke Underhandlere i 1253. Thorlaug og hans Følge fandt en venlig Modtagelſe hos Erkebiſkoppen, der ſtrax opfyldte Kongens Ønſke, og tilſkrev Chriſtopher, der paa denne Tid opholdt ſig i Roeskilde. Dette var ikke længe efter at Erkebiſkoppen havde voldt det bekjendte Provincial-Concilium i Vejle, over hvilket Kongen blev ſaa forbitret, og det var derfor ikke under disſe Omſtændigheder at vente, at noget Brev fra Erkebiſkoppen ſkulde gjøre nogen formildende Virkning paa ham. Tvertimod, han voldt Erkebiſkoppens Mænd faſt, og ſendte derimod Folk til Skaane, for at gribe de norſke Geſandter og bringe dem til ham. Erkebiſkoppen fik dog i Tide hans Anſlag at vide, advarede Thorlaug, og ſkaffede ham Heſte, hvorved han ſelv og endeel af hans Ledſagere undkom over den ſvenſke Grændſe; nogle bleve hemmeligt tilbage hos Erkebiſkoppen. Thorlaug rejſte nu gjennem de ſvenſke Landſkaber til Viken, og derfra til Bergen, hvor han ankom Pindſedag (4de Juni). Han fortalte hvorledes det var gaaet ham, og bragte den Hilſen fra Erkebiſkoppen, ſom denne neppe ugjerne havde medgivet ham, at Kong Haakon ej maatte indbilde ſig at Chriſtopher agtede at holde en Tøddel af Forliget, eller betale en eneſte Skilling af de lovede Pengeſummer. Haakon ytrede ikke ſtort hertil, men hans Beſlutning var ſnart fattet. Nu var Tiden kommen til at handle, og viſe Danekongen, hvad han udſatte ſig for. I al Haſt lod han Olafsſuden gjøre flot, og det Rygte udſprede, at han agtede ſig til Throndhjem. Men da Skibet var lagt ud under Fenring (Aſkøen) forkyndte han, at Rejſen ſkulde gaa til Viken, og ſendte Folk og Breve i Forvejen til Sysſelmændene, med Forbud mod at den ſaakaldte Øreflaade denne Sommer, ſom ellers, afgik til Danmark; han bød, at de Handelsmænd, der plejede at fare paa Danmark, indtil videre ſkulde afholde ſig derfra, og i det mindſte vente ved Ekerøerne, Rigets ſydligſte Punkt, indtil han ſelv traf nærmere Beſtemmelſe. Da Kongen kom til Viken, ſtyrede han førſt til Tunsberg, og lod herfra udgaa Udbudsbreve til alle Lendermænd og Sysſelmænd i