des for meget af Ubehageligheder indenlands, skulde blive fredeligere stemt. Dette var imidlertid langt fra at være Tilfældet, og Christopher havde desuden nu saa meget mindre Tilskyndelse til at bolde det af Biskopperne sluttede Forlig, som flere af Biskopperne vare hans afsagte Fiender. Da Vintren og en Del af Vaaren gik, uden at man endnu hørte det mindste fra Christopher, sendte Kong Haakon, der ogsaa havde tilbragt Vintren i Bergen, henved Paaske sin vel betroede Mand Thorlaug Bose med flere med Brev til Erkebiskop Jakob i Lund, for at anmode ham om skriftligt at forespørge sig hos Kong Christopher, hvorvidt denne nu agtede at godkjende Forliget af 1253. Heraf maa man næsten slutte, at Erkebiskoppen som daværende Biskop i Roeskilde har været en af de danske Underhandlere i 1253. Thorlaug og hans Følge fandt en venlig Modtagelse hos Erkebiskoppen, der strax opfyldte Kongens Ønske, og tilskrev Christopher, der paa denne Tid opholdt sig i Roeskilde. Dette var ikke længe efter at Erkebiskoppen havde voldt det bekjendte Provincial-Concilium i Vejle, over hvilket Kongen blev saa forbitret, og det var derfor ikke under disse Omstændigheder at vente, at noget Brev fra Erkebiskoppen skulde gjøre nogen formildende Virkning paa ham. Tvertimod, han voldt Erkebiskoppens Mænd fast, og sendte derimod Folk til Skaane, for at gribe de norske Gesandter og bringe dem til ham. Erkebiskoppen fik dog i Tide hans Anslag at vide, advarede Thorlaug, og skaffede ham Heste, hvorved han selv og endeel af hans Ledsagere undkom over den svenske Grændse; nogle bleve hemmeligt tilbage hos Erkebiskoppen. Thorlaug rejste nu gjennem de svenske Landskaber til Viken, og derfra til Bergen, hvor han ankom Pindsedag (4de Juni). Han fortalte hvorledes det var gaaet ham, og bragte den Hilsen fra Erkebiskoppen, som denne neppe ugjerne havde medgivet ham, at Kong Haakon ej maatte indbilde sig at Christopher agtede at holde en Tøddel af Forliget, eller betale en eneste Skilling af de lovede Pengesummer. Haakon ytrede ikke stort hertil, men hans Beslutning var snart fattet. Nu var Tiden kommen til at handle, og vise Danekongen, hvad han udsatte sig for. I al Hast lod han Olafssuden gjøre flot, og det Rygte udsprede, at han agtede sig til Throndhjem. Men da Skibet var lagt ud under Fenring (Askøen) forkyndte han, at Rejsen skulde gaa til Viken, og sendte Folk og Breve i Forvejen til Sysselmændene, med Forbud mod at den saakaldte Øreflaade denne Sommer, som ellers, afgik til Danmark; han bød, at de Handelsmænd, der plejede at fare paa Danmark, indtil videre skulde afholde sig derfra, og i det mindste vente ved Ekerøerne, Rigets sydligste Punkt, indtil han selv traf nærmere Bestemmelse. Da Kongen kom til Viken, styrede han først til Tunsberg, og lod herfra udgaa Udbudsbreve til alle Lendermænd og Sysselmænd i
