Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/163

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
149
1255. Geſandtſkab til Spanien.

Imidlertid er det ogſaa heel muligt, at der bar været ſendt lignende Geſandtſkaber til andre ſydeuropæiſke Hoffer. Geſandterne, hvis Formand var en Preſt ved Navn Elis, ſkulde nemlig overbringe Kong Alfonſo en Deel Jagthøge eller Falke, ſaavel ſom andre norſke Sager, der i Spanien vare Sjeldenheder; og da nu et Geſandtſkab med ſamme Slags Gaver i Aaret 1262 afgik lige til Sultanen i Tunis, ſom i det følgende ſkal ſees, ligger den Slutning nær, at ogſaa andre Hoffer betænktes med ſlige Foræringer, om det end ikke udtrykkeligt omtales i Sagaen. Falkejagten var paa den Tid i højeſte Mode, og den Mængde fortrinlige Falke eller Jagthøge, ſom Norge frembragte, gav de norſke. Konger rig Lejlighed til at gjøre ſig andre Fyrſter forbundne ved at ſende dem disſe i deres egne Lande ſjeldnere Fugle. De havde allerede, ſom det ſynes, i Løbet af det foregaaende Aarhundrede, ſkjønt det ſiges ikke naar, faaet den Beſtemmelſe vedtaget, at de ſkulde have Forkjøbsret til alle Jagthøge eller Falke, der fangedes: en Rettighed, ſom tillige udſtraktes til Erkebiſkoppen, ligeſom Kongerne endog, i det mindſte ſenere, fik Ret til ſelv at lade fange Falke hvor ſom helſt, endog i private Skove[1]. De ſaaledes opkjøbte eller fangede Falke forvaredes, i det mindſte i de ſenere Tider, og rimeligviis allerede fra den førſte Tid, da man begyndte med dette Væſen, ved Kongernes Fehirdſle eller Skatkammer under Fehirdens Opſyn, og man havde vel ſaaledes for det meſte altid et Forraad ved Haanden at tage af, naar man vilde vinde en eller anden Fyrſte ved en kjærkommen Foræring, eller fandt det nødvendigt at ſende en Gjengave for hvad man ſelv havde modtaget[2]. De norſke Falke vare ogſaa i hele den ſenere Deel af Middelalderen over-

  1. I de ældre Love ſer 1274 ſtaar der intet andet om Ret til Falke og Høge, end at de tilkomme Landsdrottnen; om Kongens Forkjøbsret ſtaar der intet. Derimod beder det i Magnus Haakonsſøns Landslov af 1274: (VII, 52): „Alle Gaashøge og Valer (Falke), der verpe i Bjergene, ejer Landsdrottnen; men vil han ſælge dem, da ſkal han førſt tilbyde Kongen dem; denne kan og lade fange Falke i hver Mands Skov, han vil, i hele Norge“. Denne Beſtemmelſe kan aabenbart ikke være ganſke ny i denne Lov, thi ſaaledes.bleve ſjelden nye Beſtemmelſer indførte. Men nu heder det allerede, ſom ovenfor viiſt (III. S. 274), i Pave Coeleſtins Beſkjermelſesbulle for Norges Erkeſtol af 1194, at det ſkal fremdeles være Erkebiſkoppen tilladt, til Kirkens Nytte at kjøbe Falke, ligeſom hans Forgængere. Da nu Erkebiſkop Erik, til hvis Fordeel Bullen var given, kun havde to Forgængere, Jon og Eyſtein, er det klart, at Retten, eller Udſtrækningen af Regalet til Erkebiſkoppen, maa være given ved Erkeſtolens Oprettelſe 1152; men altſaa var det allerede da et Regale, ſkjønt det ej er optaget i Lovene, der i dette, ſom i andre Stykker, viſe lig at være aldeles uforandrede ſaaledes ſom de rimeligviis vare paa St. Olafs Tid.
  2. Se Saml. til N. Folks Hiſt. V. S. 100, 103, 157, 158 og Brev hos Rymer af 6te Mai 1240.