Imidlertid er det ogsaa heel muligt, at der bar været sendt lignende Gesandtskaber til andre sydeuropæiske Hoffer. Gesandterne, hvis Formand var en Prest ved Navn Elis, skulde nemlig overbringe Kong Alfonso en Deel Jagthøge eller Falke, saavel som andre norske Sager, der i Spanien vare Sjeldenheder; og da nu et Gesandtskab med samme Slags Gaver i Aaret 1262 afgik lige til Sultanen i Tunis, som i det følgende skal sees, ligger den Slutning nær, at ogsaa andre Hoffer betænktes med slige Foræringer, om det end ikke udtrykkeligt omtales i Sagaen. Falkejagten var paa den Tid i højeste Mode, og den Mængde fortrinlige Falke eller Jagthøge, som Norge frembragte, gav de norske. Konger rig Lejlighed til at gjøre sig andre Fyrster forbundne ved at sende dem disse i deres egne Lande sjeldnere Fugle. De havde allerede, som det synes, i Løbet af det foregaaende Aarhundrede, skjønt det siges ikke naar, faaet den Bestemmelse vedtaget, at de skulde have Forkjøbsret til alle Jagthøge eller Falke, der fangedes: en Rettighed, som tillige udstraktes til Erkebiskoppen, ligesom Kongerne endog, i det mindste senere, fik Ret til selv at lade fange Falke hvor som helst, endog i private Skove[1]. De saaledes opkjøbte eller fangede Falke forvaredes, i det mindste i de senere Tider, og rimeligviis allerede fra den første Tid, da man begyndte med dette Væsen, ved Kongernes Fehirdsle eller Skatkammer under Fehirdens Opsyn, og man havde vel saaledes for det meste altid et Forraad ved Haanden at tage af, naar man vilde vinde en eller anden Fyrste ved en kjærkommen Foræring, eller fandt det nødvendigt at sende en Gjengave for hvad man selv havde modtaget[2]. De norske Falke vare ogsaa i hele den senere Deel af Middelalderen over-
- ↑ I de ældre Love ser 1274 staar der intet andet om Ret til Falke og Høge, end at de tilkomme Landsdrottnen; om Kongens Forkjøbsret staar der intet. Derimod beder det i Magnus Haakonssøns Landslov af 1274: (VII, 52): „Alle Gaashøge og Valer (Falke), der verpe i Bjergene, ejer Landsdrottnen; men vil han sælge dem, da skal han først tilbyde Kongen dem; denne kan og lade fange Falke i hver Mands Skov, han vil, i hele Norge“. Denne Bestemmelse kan aabenbart ikke være ganske ny i denne Lov, thi saaledes.bleve sjelden nye Bestemmelser indførte. Men nu heder det allerede, som ovenfor viist (III. S. 274), i Pave Coelestins Beskjermelsesbulle for Norges Erkestol af 1194, at det skal fremdeles være Erkebiskoppen tilladt, til Kirkens Nytte at kjøbe Falke, ligesom hans Forgængere. Da nu Erkebiskop Erik, til hvis Fordeel Bullen var given, kun havde to Forgængere, Jon og Eystein, er det klart, at Retten, eller Udstrækningen af Regalet til Erkebiskoppen, maa være given ved Erkestolens Oprettelse 1152; men altsaa var det allerede da et Regale, skjønt det ej er optaget i Lovene, der i dette, som i andre Stykker, vise lig at være aldeles uforandrede saaledes som de rimeligviis vare paa St. Olafs Tid.
- ↑ Se Saml. til N. Folks Hist. V. S. 100, 103, 157, 158 og Brev hos Rymer af 6te Mai 1240.
