Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/162

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
148
Haakon Haakonssøn.

for Haakon unge (og Historien viser mange Exempler paa at Konger have næret Skinsyge og Mistanke mod deres bestemte Tronfølgere, om disse endog vare deres egne Sønner), eller han i det hele taget fandt Forslaget noget nærgaaende. Kongen vilde dog vel neppe have været saa tilbøjelig til at see Erkebiskoppens Fremtræden i et ugunstigt Lys, hvis ikke Maaden, hvorpaa han var valgt, og hans mindre høflige Ferd ved Ankomsten allerede havde stemt Kongen ufordeelagtigt mod ham. Her i det mindste var dog Erkebiskoppen sikkert uskyldig, og hans Undladelse af at gjøre Kongen sin Opvartning ved Ankomsten kom, som vi ovenfor have antydet, vistnok mere af en vis Frygt for at møde ham, efter hvad der var passeret, end af nogen Mangel paa tilbørlig Ærefrygt.

Kong Haakon den tinges og Dronning Richizas Egteskab var rimeligviis ved denne Tid allerede blevet velsignet med Børn, idet hun fødde en Søn til Verden, der i Daaben fik Navnet Sverre Magnus efter Oldefaderen[1]. Det var første Gang, at man i den kongelige Familie havde vovet at opkalde Kong Sverre; at det nu skede, er det bedste Beviis paa, at den sidste Skygge var svunden, som hvilede over Sverres Navn. De bedste Udsigter vare altsaa nu for Haanden til Ættens Vedligeholdelse. Haakon den unge maa ellers nu have nydt temmelig megen Frihed eller selvstændig Myndighed, siden vi erfare, at han den selvsamme Sommer, hvorom her er Tale (1255) sendte et Gesandtskab heelt til Spanien, ganske, som det synes, i sit eget Navn, uden at hans Fader, idetmindste aabenlyst, havde noget dermed at bestille. Det gjaldt rigtignok ej om vigtige Statssager, men kun om at bringe Kongen af Castilien Foræringer; imidlertid traadte dog den unge Konge derved selv i umiddelbar Forbindelse med en fremmed Monarch, og det vil i det følgende sees, at dette Gesandtskab dog havde temmelig vigtige Følger, om ej for Riget, saa dog for den kongelige Familie. Kongen i Castilien var paa den Tid den berømte Alfonso den 10de, kaldet den Vise, der i Aaret 1252 havde besteget Tronen, og senere hen (i April 1257), af et Parti blandt de tydske Valgfyrster udkaaredes til tydsk Konge, efter at et andet Parti havde udvalgt Richard af Cornwall og Poitou, den engelske Konges Broder. Alfonso var navnkundig over hele det vestlige Europa for sin Lærdom og store Forstand, og det er derfor ej at undres over, at man ogsaa ved det norske Hof ønskede at vise ham nogen Opmerksomhed.

  1. Da Haakon unge og Richiza allerede bleve gifte om Høsten 1251, er der den største Sandsynlighed for, at deres Søn og eneste Barn, Sverre, blev fød sidst i 1252 eller først i 1253. Han omtales første Gang i Aaret 1258, og kaldes da „Junker Sverre“, hvilket maaskee antyder, at han ikke længer var et blot og bart Spædbarn.