anvise ham en mere underordnet Stilling end den ældre, ej at tale om at han maaskee virkelig nærede en Forkjærlighed for Magnus; maaskee ogsaa fordi han, som saa mange, nødig vilde stille sig sin Død saa klart og nær for Øjnene, at han allerede nu med Hensyn dertil skulde gjøre nøjagtige Dispositioner. Han kaldte imidlertid sine Venner og Raadgivere til sig, og æskede deres Mening om Sagen. Meningerne vare meget deelte. Nogle ytrede, at Magnus burde lade sig nøje med Hertugstitel og Tredjedelen af Riget; andre, at han vel ikke burde være Kongenavn, men at dog en Halvdeel af Riget tilkom ham; andre holdt endnu saa fast ved det gamle Lighedsprincip, at de erklærede det før en Uretfærdighed, naar ikke alt sammen, Kongedømmet saavel som Riget, blev deelt ligt mellem Brødrene: ja de vilde ikke engang have noget at bestille med en Foranstaltning, hvorved der gjordes nogen som helst Forskjel mellem Brødrene. Erkebiskop Einar og de øvrige Venner af Kong Haakon den unge, der vistnok bekjendte sig til den første Mening[1], og som i alle Fald ikke vilde at Magnus skulde have Kongenavn, bade nu Kongen om at treffe en endelig og formelig Bestemmelse, ved at udstede et af ham selv og de andre Høvdinger beseglet Document. Heraf maa man altsaa slutte, at Erkebiskoppens Mening maa være bleven den sejrende, siden han i modsat Fald neppe vilde have haft noget Document oprettet. Men Kongen kunde, da det kom til Stykket, ikke overtale sig dertil. Han hørte de forskjellige Raad med Venlighed, men sagde dog tilsidst, „at Sagen maatte staa i Guds Haand; han fik skifte mellem dem“. Saaledes blev ingen Bestemmelse tagen, og intet Document oprettet. Kort efter rejste Erkebiskoppen tilbage til Throndhjem. Han skiltes, siges der, fra Kongen i al Venskabelighed. Men der er dog tydelige Tegn til, at Kongen havde fundet sig ubehageligt berørt ved hans Forslag, hvad enten han nu mistænkte ham for ene at ledes af en utilbørlig Forkjærlighed
- ↑ Der siges ikke udtrykkeligt, om Erkebiskoppen hørte til dem, der vilde at Magnus kun skulde nøje sig med Trediedelen af Riget, eller til dem, der undte ham Halvdelen, dog ej med Kongenavn. Imidlertid kan der ikke være nogen Tvivl om at han bekjendte sig til den første Mening. Thi deels lægges der saa megen Vegt paa hans specielle Venskab for Haakon den unge, hvoraf man da maa slutte, at han, som dennes øvrige Venner, har ønsket Foranstaltningen saa fordeelagtig for Haakon unge som muligt. Deels lader Sagaens Cap. 291 Kongen senere (i 1257) ytre til Erkebiskoppen, at denne ved den oven omhandlede Lejlighed havde tilraadet, at Haakon ene skulde bære Kongenavn, Magnus derimod kun være Hertug. Da nu i Cap. 284 Hertugstitlen kun omtales i Forbindelse med det første Alternativ, hvorved Magnus skulde nøje sig med Tredjedelen af Riget, bliver det i alle Fald sandsynligt, at Sagaskriveren ogsaa senere har haft dette for Øje, hvor han omtaler Hertugstitlen. Vel maa man ogsaa antage, at den Titel, Magnus skulde komme til at bære som Herre over det halve Rige, var en Hertugs, men dette siges dog ikke med tydelige Ord.
