Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/161

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
147
1255. Forhandlinger om Tronfølgen.

anviſe ham en mere underordnet Stilling end den ældre, ej at tale om at han maaſkee virkelig nærede en Forkjærlighed for Magnus; maaſkee ogſaa fordi han, ſom ſaa mange, nødig vilde ſtille ſig ſin Død ſaa klart og nær for Øjnene, at han allerede nu med Henſyn dertil ſkulde gjøre nøjagtige Dispoſitioner. Han kaldte imidlertid ſine Venner og Raadgivere til ſig, og æſkede deres Mening om Sagen. Meningerne vare meget deelte. Nogle ytrede, at Magnus burde lade ſig nøje med Hertugstitel og Tredjedelen af Riget; andre, at han vel ikke burde være Kongenavn, men at dog en Halvdeel af Riget tilkom ham; andre holdt endnu ſaa faſt ved det gamle Lighedsprincip, at de erklærede det før en Uretfærdighed, naar ikke alt ſammen, Kongedømmet ſaavel ſom Riget, blev deelt ligt mellem Brødrene: ja de vilde ikke engang have noget at beſtille med en Foranſtaltning, hvorved der gjordes nogen ſom helſt Forſkjel mellem Brødrene. Erkebiſkop Einar og de øvrige Venner af Kong Haakon den unge, der viſtnok bekjendte ſig til den førſte Mening[1], og ſom i alle Fald ikke vilde at Magnus ſkulde have Kongenavn, bade nu Kongen om at treffe en endelig og formelig Beſtemmelſe, ved at udſtede et af ham ſelv og de andre Høvdinger beſeglet Document. Heraf maa man altſaa ſlutte, at Erkebiſkoppens Mening maa være bleven den ſejrende, ſiden han i modſat Fald neppe vilde have haft noget Document oprettet. Men Kongen kunde, da det kom til Stykket, ikke overtale ſig dertil. Han hørte de forſkjellige Raad med Venlighed, men ſagde dog tilſidſt, „at Sagen maatte ſtaa i Guds Haand; han fik ſkifte mellem dem“. Saaledes blev ingen Beſtemmelſe tagen, og intet Document oprettet. Kort efter rejſte Erkebiſkoppen tilbage til Throndhjem. Han ſkiltes, ſiges der, fra Kongen i al Venſkabelighed. Men der er dog tydelige Tegn til, at Kongen havde fundet ſig ubehageligt berørt ved hans Forſlag, hvad enten han nu mistænkte ham for ene at ledes af en utilbørlig Forkjærlighed

  1. Der ſiges ikke udtrykkeligt, om Erkebiſkoppen hørte til dem, der vilde at Magnus kun ſkulde nøje ſig med Trediedelen af Riget, eller til dem, der undte ham Halvdelen, dog ej med Kongenavn. Imidlertid kan der ikke være nogen Tvivl om at han bekjendte ſig til den førſte Mening. Thi deels lægges der ſaa megen Vegt paa hans ſpecielle Venſkab for Haakon den unge, hvoraf man da maa ſlutte, at han, ſom dennes øvrige Venner, har ønſket Foranſtaltningen ſaa fordeelagtig for Haakon unge ſom muligt. Deels lader Sagaens Cap. 291 Kongen ſenere (i 1257) ytre til Erkebiſkoppen, at denne ved den oven omhandlede Lejlighed havde tilraadet, at Haakon ene ſkulde bære Kongenavn, Magnus derimod kun være Hertug. Da nu i Cap. 284 Hertugstitlen kun omtales i Forbindelſe med det førſte Alternativ, hvorved Magnus ſkulde nøje ſig med Tredjedelen af Riget, bliver det i alle Fald ſandſynligt, at Sagaſkriveren ogſaa ſenere har haft dette for Øje, hvor han omtaler Hertugstitlen. Vel maa man ogſaa antage, at den Titel, Magnus ſkulde komme til at bære ſom Herre over det halve Rige, var en Hertugs, men dette ſiges dog ikke med tydelige Ord.