til Borgerkrig, eller maatte i det mindste bidrage meget til at svække Rigets Kraft og Anseelse. Forstandige Mænd, der ønskede Rigets Vel, kunde derfor umuligt andet end ønske et saadant Tilfælde fjernet, og det kunde ikke skee paa anden Maade, end at der enten vedtoges en ny Suceessionslov, hvorved Rigets Udelelighed forkyndtes og Førstefødselsretten indførtes i sin fulde Strenghed, saaledes at den yngre Søn ej engang var berettiget til den mindste Deel af Riget, – eller at den ældre Søn nok kjendtes udelukkende berettiget til Kongedømmet, men at en mindre Deel dog anvistes den yngre til et Len, hvoraf han sømmeligt kunde underholde sig og sine. Den første Foranstaltning var ej godt tænkelig, af to Grunde: først fordi man da vilde have savnet et passende Underhold for Junker Magnus, hvilket i hine Dage ej godt kunde indrettes anderledes end i Form af en Forlening; dernæst fordi man, ved ikke engang at tilstaa ham nogen saadan, vilde komme til at berøve ham alt for meget af den Ret, hvortil han unegtelig var fød. Vilde man sætte en saadan Successionsorden igjennem, maatte man i det mindste oppebie en Tid, naar der kun fandtes een Kongesøn, og der saaledes ikke var nogen yngre Broder, hvis Ret kunde krænkes. Den her skildrede Nødvendighed af at bestemme og sikre Tronfølgen endnu medens Kongen var i Live, laa især Erkebiskoppen, men vistnok ogsaa mange flere med ham, paa Hjertet; og man kan efter det nys udviklede ikke undre sig over, om de nærmest havde Ordningen mellem Kong Haakon og Skule Jarl for Øje, saaledes at den ældste af Brødrene skulde ene bære Kongenavn og føre Overherredømmet over det hele Rige, medens den anden med Hertugstitel skulde faa en Deel deraf til Len.
Erkebiskoppen benyttede sin Nærværelse i Bergen til at bringe denne vigtige Sag paa Bane. Han og Kongen afhandlede overhoved, siges der, mange Sager med hinanden, og alle Samtaler førtes nok saa venskabeligt imellem dem[1]. Blandt andet rykkede Erkebiskoppen da ogsaa frem med det Forslag, at Kongen allerede i sit levende Live vilde treffe en Bestemmelse om Rigets Deling mellem sine Sønner, der kunde være passende for disse, og som baade de selv og Folket højtideligt kunde vedtage, saa at der siden, efter hans Død, ikke opstod nogen Trætte. Erkebiskoppen synes allerede strax indtrængende at have foreholdt Kongen Nødvendigheden af, at kun een bar Kongenavn, eller af det egentlige Kongedømmes Udelelighed. Kongen vilde ikke afgjøre denne Sag paa egen Haand, og havde heller ikke, som man kan see, synderlig Lyst dertil, aabenbart fordi han ikke engang selv endnu ganske kunde løsrive sig fra den Forestilling, at han gjorde sin yngre Søn Uret ved at
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 284.
