Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/160

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
146
Haakon Haakonsſøn.

til Borgerkrig, eller maatte i det mindſte bidrage meget til at ſvække Rigets Kraft og Anſeelſe. Forſtandige Mænd, der ønſkede Rigets Vel, kunde derfor umuligt andet end ønſke et ſaadant Tilfælde fjernet, og det kunde ikke ſkee paa anden Maade, end at der enten vedtoges en ny Suceesſionslov, hvorved Rigets Udelelighed forkyndtes og Førſtefødſelsretten indførtes i ſin fulde Strenghed, ſaaledes at den yngre Søn ej engang var berettiget til den mindſte Deel af Riget, — eller at den ældre Søn nok kjendtes udelukkende berettiget til Kongedømmet, men at en mindre Deel dog anviſtes den yngre til et Len, hvoraf han ſømmeligt kunde underholde ſig og ſine. Den førſte Foranſtaltning var ej godt tænkelig, af to Grunde: førſt fordi man da vilde have ſavnet et pasſende Underhold for Junker Magnus, hvilket i hine Dage ej godt kunde indrettes anderledes end i Form af en Forlening; dernæſt fordi man, ved ikke engang at tilſtaa ham nogen ſaadan, vilde komme til at berøve ham alt for meget af den Ret, hvortil han unegtelig var fød. Vilde man ſætte en ſaadan Succesſionsorden igjennem, maatte man i det mindſte oppebie en Tid, naar der kun fandtes een Kongeſøn, og der ſaaledes ikke var nogen yngre Broder, hvis Ret kunde krænkes. Den her ſkildrede Nødvendighed af at beſtemme og ſikre Tronfølgen endnu medens Kongen var i Live, laa iſær Erkebiſkoppen, men viſtnok ogſaa mange flere med ham, paa Hjertet; og man kan efter det nys udviklede ikke undre ſig over, om de nærmeſt havde Ordningen mellem Kong Haakon og Skule Jarl for Øje, ſaaledes at den ældſte af Brødrene ſkulde ene bære Kongenavn og føre Overherredømmet over det hele Rige, medens den anden med Hertugstitel ſkulde faa en Deel deraf til Len.

Erkebiſkoppen benyttede ſin Nærværelſe i Bergen til at bringe denne vigtige Sag paa Bane. Han og Kongen afhandlede overhoved, ſiges der, mange Sager med hinanden, og alle Samtaler førtes nok ſaa venſkabeligt imellem dem[1]. Blandt andet rykkede Erkebiſkoppen da ogſaa frem med det Forſlag, at Kongen allerede i ſit levende Live vilde treffe en Beſtemmelſe om Rigets Deling mellem ſine Sønner, der kunde være pasſende for disſe, og ſom baade de ſelv og Folket højtideligt kunde vedtage, ſaa at der ſiden, efter hans Død, ikke opſtod nogen Trætte. Erkebiſkoppen ſynes allerede ſtrax indtrængende at have foreholdt Kongen Nødvendigheden af, at kun een bar Kongenavn, eller af det egentlige Kongedømmes Udelelighed. Kongen vilde ikke afgjøre denne Sag paa egen Haand, og havde heller ikke, ſom man kan ſee, ſynderlig Lyſt dertil, aabenbart fordi han ikke engang ſelv endnu ganſke kunde løsrive ſig fra den Foreſtilling, at han gjorde ſin yngre Søn Uret ved at

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 284.