Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/159

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
145
1255. Forhandlinger om Tronfølgen.

modſatte maa ſlutte. Men derfor var det ikke ſagt, at jo et eller andet Parti efter Kongens Død kunde finde paa at gribe til Vaaben for ham, eller at ikke hans egen Ærgjerrighed kunde vaagne og bringe ham til at træde frem med Fordringer paa Tronen eller en Deel af Riget, i hvilket Tilfælde han da maatte kunne gjøre Regning paa at faa en Deel Tilhængere paa ſin Side-og da var Borgerkrigen der paany. Muligheden af en ſaadan Ulykke for Landet bortfaldt nu ganſke ved hans Død. Han ſynes ej at have været gift, eller i alle Fald at have efterladt Børn, da ingen ſaadanne omtales. Kongens egtefødde Sønner, Kong Haakons og Junker Magnus’s, Arveret til Tronen var ſaaledes ſikret mod enhver Fare, og Principet om Egtefødſelens Forret kunde ligeledes ſiges at være befæſtet, da det ej havde mødt nogen Proteſt fra Sigurds Side, ligeſom det ifølge de herſkende Synsmaader ej var at antage, at nogen Konge herefter, om han efterlod uegte Børn ved Siden af egte, vilde undlade at ſtille disſe ſaa langt over hine, at der ej kunde blive Tale om noget Medbejlerſkab mellem dem. Men endnu var der ikke truffet nogen Foranſtaltning om Kongedømmets og Kongerigets Udelelighed. Efter de hidtil gjeldende Vedtegter var den yngre Broder lige ſaa vel berettiget til Kongedømmet ſom den ældre, hvilket altſaa gjorde en Deling nødvendig. Viſtnok havde man ikke i lange Tider haft noget ſaadant Tilfælde, at en Konge ved ſin Død efterlod flere Sønner, men den ſidſte Gang, da det indtraf, nemlig da Harald Gille efterlod Sønnerne Sigurd, Inge og Magnus, var der ej Spørgsmaal om andet end at dele Kongedømmet, og da Eyſtein ſiden kom til, fik ogſaa han ſin Part[1]. Paa ſamme Maade var Kongedømmet blevet deelt mellem Magnus Barfods Sønner, Eyſtein, Sigurd og Olaf, ſaavel ſom tidligere mellem Harald Sigurdsſøns Sønner Magnus og Stat) ſamt ſiden endog mellem hver af disſes Sønner, Magnus og Haakon. Naar altſaa tidligere Exempler eller Vedtægter ſkulde følges, i det Tilfælde at Kong Haakon ved ſin Død efterlod begge ſine Sønner i Live, maatte Junker Magnus være berettiget til Kongenavn og Deel i Kongedømmet bed Siden af ſin ældre Broder. Men dette kunde da igjen give Anledning

  1. Egentlig kunde man her ogſaa regne Delingen mellem Magnus Sigurdsſøn og Harald Gille, ſkjønt den var noget uregelmæsſig, thi enten ſkulde Haralds Afkald paa Tronfølgen gjelde, og han i ſaa Fald intet have faaet af Riget, eller det gjaldt ikke, og da ſkulde Magnus, ſom Broderſøn, ikke Broder, intet have faaet. Men Haralds Afkald og Erkjendelſe af Magnus’s Eneret til Tronen maatte næſten med Nødvendighed medføre at denne, da Afkaldet hævedes, dog ikke ganſke udeſtængtes, og ſaaledes var da Magnus at betragte ſom repræſenterende ſin Faders Linje.