modsatte maa slutte. Men derfor var det ikke sagt, at jo et eller andet Parti efter Kongens Død kunde finde paa at gribe til Vaaben for ham, eller at ikke hans egen Ærgjerrighed kunde vaagne og bringe ham til at træde frem med Fordringer paa Tronen eller en Deel af Riget, i hvilket Tilfælde han da maatte kunne gjøre Regning paa at faa en Deel Tilhængere paa sin Side-og da var Borgerkrigen der paany. Muligheden af en saadan Ulykke for Landet bortfaldt nu ganske ved hans Død. Han synes ej at have været gift, eller i alle Fald at have efterladt Børn, da ingen saadanne omtales. Kongens egtefødde Sønner, Kong Haakons og Junker Magnus’s, Arveret til Tronen var saaledes sikret mod enhver Fare, og Principet om Egtefødselens Forret kunde ligeledes siges at være befæstet, da det ej havde mødt nogen Protest fra Sigurds Side, ligesom det ifølge de herskende Synsmaader ej var at antage, at nogen Konge herefter, om han efterlod uegte Børn ved Siden af egte, vilde undlade at stille disse saa langt over hine, at der ej kunde blive Tale om noget Medbejlerskab mellem dem. Men endnu var der ikke truffet nogen Foranstaltning om Kongedømmets og Kongerigets Udelelighed. Efter de hidtil gjeldende Vedtegter var den yngre Broder lige saa vel berettiget til Kongedømmet som den ældre, hvilket altsaa gjorde en Deling nødvendig. Vistnok havde man ikke i lange Tider haft noget saadant Tilfælde, at en Konge ved sin Død efterlod flere Sønner, men den sidste Gang, da det indtraf, nemlig da Harald Gille efterlod Sønnerne Sigurd, Inge og Magnus, var der ej Spørgsmaal om andet end at dele Kongedømmet, og da Eystein siden kom til, fik ogsaa han sin Part[1]. Paa samme Maade var Kongedømmet blevet deelt mellem Magnus Barfods Sønner, Eystein, Sigurd og Olaf, saavel som tidligere mellem Harald Sigurdssøns Sønner Magnus og Stat) samt siden endog mellem hver af disses Sønner, Magnus og Haakon. Naar altsaa tidligere Exempler eller Vedtægter skulde følges, i det Tilfælde at Kong Haakon ved sin Død efterlod begge sine Sønner i Live, maatte Junker Magnus være berettiget til Kongenavn og Deel i Kongedømmet bed Siden af sin ældre Broder. Men dette kunde da igjen give Anledning
- ↑ Egentlig kunde man her ogsaa regne Delingen mellem Magnus Sigurdssøn og Harald Gille, skjønt den var noget uregelmæssig, thi enten skulde Haralds Afkald paa Tronfølgen gjelde, og han i saa Fald intet have faaet af Riget, eller det gjaldt ikke, og da skulde Magnus, som Brodersøn, ikke Broder, intet have faaet. Men Haralds Afkald og Erkjendelse af Magnus’s Eneret til Tronen maatte næsten med Nødvendighed medføre at denne, da Afkaldet hævedes, dog ikke ganske udestængtes, og saaledes var da Magnus at betragte som repræsenterende sin Faders Linje.
