rimeligere, end at han strax havde begivet sig til Kongen og gjort ham sin Opvartning, saa meget mere som Kongen allerede om Vaaren var vendt tilbage fra Tunsberg, hvor han havde tilbragt Vintren, og nu opholdt sig i Bergen[1]. Men i dets Sted begav han sig lige til Throndhjem. Rimeligviis frygtede han for at Modtagelsen vilde blive mindre venlig, og havde vel heller ikke selv den bedste Samvittighed. Da Kongen erfarede hans Ankomst til Throndhjem, fandt han det, som venteligt var, højst besynderligt at han ej havde villet fremstille sig for ham, og dulgte ikke sin Misfornøjelse herover. Ved Efterretningen herom fandt Einar det raadeligst at gjøre sin Forseelse god igjen; han begav sig ufortøvet til Bergen, og fandt nu, som det fortælles, en venlig Modtagelse hos Kongen; dog har han vel ved det første Møde gjort ham en passende Undskyldning.
Rigtigt venskabeligt synes imidlertid, som det i det følgende vil erfares, Forholdet mellem Kongen og Erkebiskoppen ej at være blevet, og det er umiskjendeligt, at Kongen stedse har næret nogen Mistanke mod ham, dog, merkeligt nok, ikke just formedelst Einars Optræden i kirkeligt Henseende, men snarere fordi det forekom Kongen, som om han lagde vel megen og nærgaaende Iver for Dagen i hans Sønners Interesser.
Samme Aar, som Erkebiskop Sørle, døde ogsaa den alderstegne Askell, Biskop i Stavanger, Kongens forhenværende Capellan og gode Ven, paa hvis Bøn han, som det allerede ovenfor er omtalt, stadfæstede Kong Magnus’s Gave af hele Stavanger By til St. Svithuns Kathedralkirke, paa den Betingelse, at hans Farfader Kong Sverres, hans Fader Kong Haakons, og hans eget Navn skulde skrives i Kirken, og at der hver Søndag hele Aaret igjennem skulde bedes før deres Sjæle[2]. Skjønt Gaven allerede var skjenket af Kong Magnus, var den dog ikke derfor mindre betydelig fra Haakons Side, da det udtrykkeligt siges, at den i den sidste Tid (rimeligviis heelt.fra Magnus Erlingssøns Dage), ej var kommen Svithuns Kirke til Gode. Det er paa sit Sted viist, at denne Gave sandsynligviis er at henføre til Aaret 1243[3]. Til Askells Eftermand valgtes en Thorgils, om hvis tidligere Livsforhold man intet
- ↑ Jvfr. ovenfor, S. 98.
- ↑ Se ovenfor, S. 14. Kongen kalder ham i dette Brev udtrykkeligt sin gode Ven, hvilket ogsaa godt rimer sig sammen med at han var hans Capellan, førend han blev Biskop, saaledes som det udtrykkeligt siges i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 86, se ovenfor III. S. 655.
- ↑ At det maa være ældre end 1245 sees deraf at Paal Vaagaskalm, der nævnes som en af Vidnerne, døde i dette Aar.
dede sydligere end et Steds ved Søndfjord, paa Vestkysten, viser næsten med Bestemthed, at han da kom med Skib fra England.
