Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/157

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
143
1255. Erkebiſkop Einars Ankomſt til Norge.

rimeligere, end at han ſtrax havde begivet ſig til Kongen og gjort ham ſin Opvartning, ſaa meget mere ſom Kongen allerede om Vaaren var vendt tilbage fra Tunsberg, hvor han havde tilbragt Vintren, og nu opholdt ſig i Bergen[1]. Men i dets Sted begav han ſig lige til Throndhjem. Rimeligviis frygtede han for at Modtagelſen vilde blive mindre venlig, og havde vel heller ikke ſelv den bedſte Samvittighed. Da Kongen erfarede hans Ankomſt til Throndhjem, fandt han det, ſom venteligt var, højſt beſynderligt at han ej havde villet fremſtille ſig for ham, og dulgte ikke ſin Misfornøjelſe herover. Ved Efterretningen herom fandt Einar det raadeligſt at gjøre ſin Forſeelſe god igjen; han begav ſig ufortøvet til Bergen, og fandt nu, ſom det fortælles, en venlig Modtagelſe hos Kongen; dog har han vel ved det førſte Møde gjort ham en pasſende Undſkyldning.

Rigtigt venſkabeligt ſynes imidlertid, ſom det i det følgende vil erfares, Forholdet mellem Kongen og Erkebiſkoppen ej at være blevet, og det er umiskjendeligt, at Kongen ſtedſe har næret nogen Mistanke mod ham, dog, merkeligt nok, ikke juſt formedelſt Einars Optræden i kirkeligt Henſeende, men ſnarere fordi det forekom Kongen, ſom om han lagde vel megen og nærgaaende Iver for Dagen i hans Sønners Interesſer.

Samme Aar, ſom Erkebiſkop Sørle, døde ogſaa den alderſtegne Askell, Biſkop i Stavanger, Kongens forhenværende Capellan og gode Ven, paa hvis Bøn han, ſom det allerede ovenfor er omtalt, ſtadfæſtede Kong Magnus’s Gave af hele Stavanger By til St. Svithuns Kathedralkirke, paa den Betingelſe, at hans Farfader Kong Sverres, hans Fader Kong Haakons, og hans eget Navn ſkulde ſkrives i Kirken, og at der hver Søndag hele Aaret igjennem ſkulde bedes før deres Sjæle[2]. Skjønt Gaven allerede var ſkjenket af Kong Magnus, var den dog ikke derfor mindre betydelig fra Haakons Side, da det udtrykkeligt ſiges, at den i den ſidſte Tid (rimeligviis heelt.fra Magnus Erlingsſøns Dage), ej var kommen Svithuns Kirke til Gode. Det er paa ſit Sted viiſt, at denne Gave ſandſynligviis er at henføre til Aaret 1243[3]. Til Askells Eftermand valgtes en Thorgils, om hvis tidligere Livsforhold man intet

    dede ſydligere end et Steds ved Søndfjord, paa Veſtkyſten, viſer næſten med Beſtemthed, at han da kom med Skib fra England.

  1. Jvfr. ovenfor, S. 98.
  2. Se ovenfor, S. 14. Kongen kalder ham i dette Brev udtrykkeligt ſin gode Ven, hvilket ogſaa godt rimer ſig ſammen med at han var hans Capellan, førend han blev Biſkop, ſaaledes ſom det udtrykkeligt ſiges i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 86, ſe ovenfor III. S. 655.
  3. At det maa være ældre end 1245 ſees deraf at Paal Vaagaſkalm, der nævnes ſom en af Vidnerne, døde i dette Aar.